Elbaseret brint til busser er afgiftsfri

Skatterådet har bekræftet, at elbaseret brint, der anvendes i brændselscellebusser til at producere elektricitet til opladning af batterier under kørslen, ikke er afgiftspligtig efter mineralolieafgiftsloven eller CO2-afgiftsloven.

Faktiske Forhold

En myndighed (X myndighed) deltager i et erhvervsfremmeprojekt, der har til formål at indsamle erfaring med brintteknologi i offentlig transport. Som led i projektet er der indgået kontrakt på levering af brintbusser til rutekørsel, og der er opført et elektrolyseanlæg, hvor X myndighed producerer brint ved forbrug af grøn elektricitet købt på certifikater. Brinten anvendes til påfyldning på busserne. Under kørslen omdannes brinten til elektricitet via en brændselscelle i busserne. I brændselscellen sker en elektrokemisk konvertering, der frigiver elektrisk strøm og vand. Elektriciteten oplader bussens batteri, og bussernes drivmiddel er således elektricitet. Brinten fungerer som en energibærer, der muliggør lagring af el fra vedvarende energikilder, hurtig tankning og længere rækkevidde. Der foregår ingen forbrænding i brændselscellen.

Spørgers Opfattelse

Spørger argumenterede for, at brint ikke er direkte omfattet af mineralolieafgiftsloven. Selvom lovens opsamlingsbestemmelse i Mineralolieafgiftsloven § 1, stk. 2 omfatter varer, der anvendes som motorbrændstof, er det spørgers vurdering, at brinten i dette tilfælde ikke fungerer som motorbrændstof. Brinten omdannes til elektricitet, som er det egentlige drivmiddel, og brinten er dermed alene en komponent til midlertidig lagring af energi, altså en energibærer.

For så vidt angår CO2-afgiftsloven henviste spørger til samme begrundelse. Derudover blev det anført, at SKM2022.131.SKTST ændrede praksis, så der ikke opkræves CO2-afgift af varer, hvor CO2-afgiftsloven ikke angiver en afgiftssats. Da CO2-afgiftsloven ikke angiver en afgiftssats for brint anvendt som motorbrændstof, burde der ikke afregnes CO2-afgift.

Skattestyrelsens Indstilling og Begrundelse

Skattestyrelsen indstillede, at begge spørgsmål besvares bekræftende.

• Mineralolieafgiftsloven: Skattestyrelsen fastslog, at brint er et grundstof og ikke en kulbrinte, og er derfor ikke omfattet af de KN-koder, der er opremset i energibeskatningsdirektivets artikel 2, stk. 1, eller mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1. Dette er i overensstemmelse med tidligere praksis, jf. SKM2014.630.SR. Opsamlingsbestemmelsen i Mineralolieafgiftsloven § 1, stk. 2 (implementering af energibeskatningsdirektivets artikel 2, stk. 3, 2. led) omfatter varer, der anvendes som motorbrændstof. Skattestyrelsen vurderede, at brinten i dette tilfælde ikke er det egentlige drivmiddel, da den omdannes til elektricitet, som driver bussen. Brinten er en energibærer, der konverteres til elektricitet, og er ikke et tilsætnings- eller fyldstof i motorbrændstof. Derfor kan anvendelsen af elbaseret brint til drift af rutebusserne ikke betegnes som anvendelse af motorbrændstof i lovens forstand.

• CO2-afgiftsloven: Afgiftspligt efter CO2-afgiftsloven er afledt af afgiftspligt efter mineralolieafgiftsloven, kulafgiftsloven eller gasafgiftsloven. Da brint ikke er omfattet af kulafgiftsloven eller gasafgiftsloven, og da den ikke er afgiftspligtig efter mineralolieafgiftsloven (som begrundet ovenfor), er den heller ikke afgiftspligtig efter CO2-afgiftsloven § 1, stk. 2. Desuden understøtter styresignal SKM2022.131.SKTST, der ændrede praksis, at der ikke opkræves CO2-afgift, når loven ikke angiver en afgiftssats for den pågældende vare, hvilket er tilfældet for brint anvendt som motorbrændstof.

Skatterådets Afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Brint, der via brændselscelle i bus under kørslen omdannes til elektricitet og anvendes til opladning af batterier til rutekørsel, er således ikke afgiftspligtig i henhold til mineralolieafgiftsloven eller CO2-afgiftsloven.