Momspligt på forvaltningsydelser til investeringsselskab

Skatterådet blev anmodet om at bekræfte, at Spørger ikke skulle afregne moms (reverse charge) ved indkøb af forvaltningsydelser fra en leverandør etableret i en anden medlemsstat, idet Spørger ansås for at udgøre en investeringsforening i henhold til Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra f. Skatterådet svarede nej til spørgsmålet, hvilket betyder, at Spørger skal afregne moms af ydelserne.

Faktiske Forhold

Spørger er et selskab, der har til formål at generere afkast ved at investere i infrastrukturaktiver gennem datterselskaber. Spørger ejes i overvejende grad af Y, som er en investeringsforening i henhold til momsloven. Spørgers investeringer er struktureret med mellemholdingselskaber, hvor der også er eksterne investorer, primært for at opnå risikospredning og forskellige risiko- og afkastprofiler. Konkret har Spørger investeret i en portefølje af xx togsæt via denne struktur, hvor de endelige aktiver er placeret i selskab C. Spørger har desuden ydet lån til et af mellemholdingselskaberne. Spørger indkøber forvaltningsydelser fra leverandører etableret i andre EU-lande. Det blev lagt til grund, at de indkøbte ydelser udgør forvaltning, og at Spørger er en afgiftspligtig person med leveringssted i Danmark. Sagen drejede sig udelukkende om, hvorvidt Spørger udgør en investeringsforening i momsmæssig henseende.

Spørgers Argumentation

Spørger argumenterede for, at selskabet skulle anses for en investeringsforening i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f. Spørger fremførte to hovedargumenter:

• Afsmittende effekt: Spørger mente, at Y's status som investeringsforening burde have en afsmittende effekt på Spørger, således at Spørger også blev anset for en investeringsforening. Dette blev begrundet med henvisning til administrativ praksis vedrørende koncernforbundne selskabers status som afgiftspligtige personer (SKM2012.299.SR, SKM2019.289.SR, SKM2021.274.LSR) og praksis vedrørende kollektiv investering (SKM2022.175.SR, SKM2022.290.SR). Spørger fremhævede, at Y udøver en del af sin investeringsaktivitet via Spørger, og at investeringerne kunne have været placeret direkte i Y.
• Opfyldelse af fem betingelser: Subsidiært argumenterede Spørger for, at selskabet opfyldte de fem betingelser, som Skattestyrelsen har opstillet for, at et non-UCITS investeringsinstitut kan anses for en investeringsforening, der er sammenlignelig med UCITS-institutter:
  • Kollektiv investering: Spørger investerer en pulje af midler fra flere investorer.
  • Risikospredning: Spørger investerer i xx togsæt, der varierer i type (hybrid/elektrisk), længde og anvendes på forskellige strækninger. Spørger mente, at vurderingen af risikospredning skulle ske på baggrund af de underliggende og endelige investeringsobjekter, og at dette var tilstrækkelig spredning i lighed med EU-Domstolens dom i sag C-595/13, Fiscale Eenheid X, om fast ejendom.
  • Investorer bærer risikoen: Afkastet afhænger udelukkende af investeringerne, og der er ingen garantier over for de direkte investorer.
  • Særligt statsligt tilsyn: Spørger er administreret og forvaltet af X, som har tilladelse efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, hvilket ifølge Den juridiske vejledning medfører, at Spørger er underlagt et særligt statsligt tilsyn.
  • Samme konkurrencebetingelser: Spørger mente at være sammenlignelig med UCITS-institutter.

Skattestyrelsens Begrundelse

Skattestyrelsen afviste Spørgers argumentation:

• Afsmittende effekt: Skattestyrelsen afviste, at der skulle bestå et generelt princip i momsretten, der medfører, at Spørger skal anses for en investeringsforening, blot fordi Y er det. De henviste sager (SKM2012.299.SR, SKM2022.175.SR, SKM2022.290.SR) blev anset for at vedrøre realitetsbetragtninger, der ser bort fra formaliteter, men ikke etablerer en afsmittende effekt for investeringsforeningsbegrebet. En sådan fortolkning fandtes ikke at have belæg i momssystemdirektivet eller momsloven.
• Fem betingelser: Skattestyrelsen vurderede Spørger ud fra de fem kriterier for non-UCITS investeringsinstitutter:
  • Kollektiv investering: Skattestyrelsen var enig i, at Spørger har som primært formål at foretage kollektive investeringer.
  • Risikospredning: Skattestyrelsen fandt, at Spørger ikke opfyldte betingelsen om risikospredning. Investeringen i xx togsæt, der alle anvendes til udlejning til personbefordring, blev ikke anset for at sprede risikoen tilstrækkeligt. Værdien af investeringen blev vurderet til at være afhængig af de samme markedsfaktorer og få udsving baseret på ganske få faktorer. Dette blev ikke sammenlignet med tilfældet i sag C-595/13, Fiscale Eenheid, hvor der var investeret i forskellige typer og geografiske områder af fast ejendom.
  • Investorer bærer risikoen: Skattestyrelsen var enig i, at investorerne bærer investeringsrisikoen.
  • Særligt statsligt tilsyn: Skattestyrelsen var enig i, at Spørger er underlagt et særligt statsligt tilsyn, da selskabet forvaltes af en forvalter godkendt efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde.
  • Konkurrencebetingelser: Da betingelsen om risikospredning ikke var opfyldt, kunne Spørger ikke anses for sammenlignelig med UCITS-investeringsforeninger.

Skattestyrelsen konkluderede, at da betingelsen om risikospredning ikke var opfyldt, kunne Spørger ikke anses for en investeringsforening i momslovens forstand, og de modtagne forvaltningsydelser var derfor momspligtige.

Skatterådets Afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse. Afgørelsen blev offentliggjort i redigeret form under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. Skatteforvaltningsloven § 21, stk. 4.