Investeringsfonds status som investeringsselskab

En irsk investeringsfond, etableret som et plc svarende til et dansk aktieselskab, søgte bindende svar fra Skatterådet vedrørende sin skattemæssige klassifikation som investeringsselskab i henhold til aktieavancebeskatningsloven. Fonden skulle investere i andre udenlandske investeringsfonde og markedsføres over for professionelle og semi-professionelle investorer i Danmark. Fonden havde langt over 8 deltagere og planlagde at placere mindst 85% af sine aktiver i værdipapirer m.v.

Faktiske forhold og spørgsmål

Fondens vedtægter indeholdt begrænsninger i investorernes tilbagekøbsret. Disse begrænsninger indebar, at der maksimalt kunne imødekommes tilbagesalg/indløsning af 5% af fondens egenkapital hvert halve år (svarende til maksimalt 10% årligt), baseret på illikvide værdipapirer. Tilbagesalgsretten var baseret på et "først-til-mølle princip", hvilket potentielt kunne betyde, at kun 1-2 investorer reelt kunne indløses årligt. Desuden indeholdt vedtægterne en "lock-up" periode på 2 år, hvor ingen investorer var berettiget til at anmode om tilbagesalg efter tegning.

Spørger ønskede bekræftet:

• At fonden ville være omfattet af Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt..
• At alene 85% af investeringsfondens aktiver skulle være placeret i værdipapirer m.v., hvis spørgsmål 1 blev besvaret bekræftende.

Spørgers opfattelse

Spørger mente, at de omfattende begrænsninger i tilbagekøbsretten – herunder den potentielt lange og uforudsigelige ventetid for visse investorer samt den 2-årige lock-up periode – var til hinder for, at fonden kunne anses for et investeringsselskab efter Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., som kræver tilbagekøb "på forlangende". Spørger henviste til, at fristen ikke måtte være bestemt af uvisse begivenheders indtræden, og at den burde være ens for alle investorer. Derimod var det Spørgers opfattelse, at fonden kunne kategoriseres som et investeringsselskab efter Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt. om kollektive investeringer, da fonden havde over 8 deltagere og ville placere minimum 85% af sine aktiver i værdipapirer m.v., hvilket opfyldte betingelsen i Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 2, 3. pkt. om, at maksimalt 15% af aktiverne må være placeret i andet end værdipapirer.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Skattestyrelsen indstillede, at begge spørgsmål skulle besvares bekræftende. For spørgsmål 1 lagde styrelsen til grund, at fonden var et selvstændigt skattesubjekt svarende til et dansk aktieselskab. Da fonden havde langt over 8 investorer, var der tale om en kollektiv investeringsenhed. Skattestyrelsen fremhævede, at Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 1, nr. 2, 4. pkt. udtrykkeligt fastslår, at et selskab anses for et investeringsselskab "uanset at der ikke er pligt til tilbagekøb", hvis dets virksomhed består i kollektiv investering i værdipapirer m.v. Dette betød, at begrænsningerne i tilbagekøbsretten var uden betydning for klassifikationen under denne bestemmelse. Det blev forudsat, at de udenlandske investeringsfonde, der investeres i, kunne anses for selvstændige skattesubjekter. Skattestyrelsen henviste til praksis, herunder SKM2022.465.SR, hvor en 3-årig lock-up periode var for lang til at opfylde kravet om tilbagekøb på forlangende, men selskabet stadig blev anset for et investeringsselskab efter 4. pkt.

For spørgsmål 2 bekræftede Skattestyrelsen, at kravet om placering af aktiver var opfyldt. I henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 19, stk. 2, 3. pkt. anses et selskab ikke for et investeringsselskab, hvis mere end 15% af dets regnskabsmæssige aktiver gennemsnitligt er placeret i andet end værdipapirer m.v. Da fonden planlagde at placere mindst 85% af sine aktiver i værdipapirer m.v., var denne betingelse opfyldt.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse fuldt ud.