Køb af salgsydelse i Danmark stiftede ikke fast driftssted

Skatterådet bekræftede, at en tysk virksomhed ikke fik fast driftssted og dermed ikke blev skattepligtig i Danmark ved at købe salgsfremmende ydelser af en dansk virksomhed (Spørger). Afgørelsen var baseret på, at den danske virksomhed agerede som en uafhængig repræsentant.

Faktiske forhold

Spørger er en dansk virksomhed, der leverer salgsfremmende ydelser til andre virksomheder, herunder en tysk kunde. Ydelsen omfatter blandt andet opsøgende salg, kundepleje og mødebooking. Samarbejdet er reguleret af en aftale med følgende centrale punkter:

• Spørger kan ikke indgå bindende aftaler på vegne af den tyske virksomhed. Alle salgsaftaler skal endeligt godkendes og indgås af den tyske virksomhed, som også fakturerer og leverer direkte til slutkunden.
• Spørger har den daglige ledelse, supervision og instruktionsbeføjelse over de salgskonsulenter, der udfører arbejdet.
• Den tyske virksomhed har ikke råderet over Spørgers lokaler, udstyr eller personale.
• Spørgers salgskonsulenter arbejder typisk for 2-3 forskellige kunder ad gangen.
• Spørger bærer alle ansættelsesmæssige forpligtelser og risici for salgskonsulenterne.

Skattestyrelsens vurdering og begrundelse

Skattestyrelsen vurderede sagen ud fra både dansk lovgivning og den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO). Ifølge Selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra a, er udenlandske selskaber skattepligtige af erhverv med fast driftssted i Danmark. DBO'ens artikel 5 er dog afgørende for, om der foreligger et fast driftssted.

Skattestyrelsen fandt, at salgsaktiviteterne ikke kunne anses for at være af forberedende eller hjælpende karakter, da salg er en væsentlig og central del af den tyske virksomheds kerneforretning.

Spørgsmålet var herefter, om Spørger udgjorde et fast driftssted for den tyske virksomhed enten som et fast forretningssted eller som en afhængig agent.

• Fast forretningssted (DBO art. 5, stk. 1): Den tyske virksomhed havde ikke rådighed over Spørgers lokaler, og Spørgers medarbejdere var ikke ansat af den tyske virksomhed. Derfor var der ikke et fast forretningssted.
• Uafhængig repræsentant (DBO art. 5, stk. 6): Skattestyrelsen konkluderede, at Spørger var en uafhængig repræsentant. Dette blev begrundet med, at Spørger var både juridisk og økonomisk uafhængig, da den tyske kunde ikke udøvede detaljeret kontrol eller instruktion over salgsarbejdet, og Spørger handlede for flere forskellige kunder. Da Spørger agerede inden for rammerne af sin sædvanlige erhvervsvirksomhed, blev der ikke statueret fast driftssted.
• Agentreglen (DBO art. 5, stk. 5): Da Spørger blev anset for at være en uafhængig repræsentant, fandt agentreglen for afhængige repræsentanter ikke anvendelse. Desuden havde Spørger ikke fuldmagt til at indgå bindende aftaler.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse og svarede "Nej" til, at den tyske virksomhed ville få fast driftssted i Danmark.