Udlodning af fordring var skatteomgåelse

Skatterådet har taget stilling til, hvorvidt udlodning af en fordring fra det danske selskab H9 til det koncernforbundne selskab H15 i forbindelse med en likvidation af H9 skal behandles efter reglerne om beskatning af gevinst og tab ved afståelse af aktier (aktieavancebeskatningsloven), eller som udbytte. Spørgsmålet om anvendelse af ligningslovens § 3, der er en generel værnsregel mod misbrug, var centralt for afgørelsen.

Faktiske Forhold

H9 er et holdingselskab i H-koncernen, en global koncern med ultimativt moderselskab H1 i X-land. H9’s eneste aktivitet har været at eje kapitalandele i andre selskaber, som gradvist er frasolgt. Selskabet tjener ikke længere et formål og ønskes likvideret. I forbindelse med likvidationen vil en fordring mod H15 blive udloddet til H8 (det umiddelbare moderselskab) og derefter videre til H15, hvor den vil ophøre ved konfusion.

Fordringen opstod i 2015 som led i en omstrukturering, hvor H9 foretog et kapitaltilskud i H10 og derefter overdrog sine aktier i H10 til H6 mod en fordring. H10 udloddede efterfølgende et udbytte, der bl.a. hidrørte fra kapitalindskuddet fra H9, op gennem koncernstrukturen til H4 i T-land, som Danmark ikke har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med. Fordringen har siden gennemgået flere debitorskifter som følge af koncerninterne fusioner og omstruktureringer, og H15 er nu debitor. Fordringens løbetid er blevet forlænget flere gange uden kompensation, og renter er akkumuleret på hovedstolen.

Koncernen har gennemført omfattende omstruktureringer med angivne kommercielle formål som strømlining, optimering af opkøb/frasalg, forbedring af finansfunktion og tilpasning til ny lovgivning (OECD BEPS, EU ATAD, Brexit).

Spørgers Argumentation

Spørger mente, at udlodningen skulle behandles efter aktieavancebeskatningsloven, jf. Ligningsloven § 16a, stk. 3, nr. 1, da betingelserne for at behandle det som udbytte ikke var opfyldt. Det blev anført, at H15 skulle anses for retmæssig ejer af fordringen, og at beskatningen derfor skulle frafaldes i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Z-land (artikel 10, stk. 1). Spørger argumenterede desuden for, at Ligningsloven § 3 (generel værnsregel mod misbrug) ikke fandt anvendelse, da arrangementet var begrundet i velbegrundede kommercielle årsager, afspejlede økonomisk virkelighed og ikke havde skattefordel som hovedformål. Det blev fremhævet, at midlerne i sidste ende endte i X-land, og at H9’s fordring var reel og havde genereret skattepligtig indkomst i Danmark.

Skattestyrelsens Indstilling og Skatterådets Afgørelse

Skattestyrelsen indstillede, og Skatterådet tiltrådte, at udlodningen af fordringen skulle behandles som udbytte, og at Ligningsloven § 3 fandt anvendelse. Dette medførte, at spørgsmålet blev besvaret med et ”Nej”.

Skattestyrelsen vurderede, at der var opnået en skattemæssig fordel. Den X mio. USD, som H9 indskød i H10, blev via udbytteudlodninger ført til H4 i T-land, et land uden dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Hvis H9 direkte havde udloddet dette beløb, ville det have været underlagt dansk kildeskat. Ved at lade midlerne strømme gennem en række selskaber og ende i T-land, hvor de blev anvendt til aktiekøb, blev dansk kildeskat undgået. Det blev anført, at pengestrømmen stoppede i H4, og midlerne blev placeret der, uanset om H4’s egenkapital var uændret.

Det blev videre vurderet, at et af hovedformålene med arrangementet var at opnå denne skattefordel. De af Spørger anførte kommercielle årsager for omstruktureringerne blev ikke anset for tilstrækkeligt konkretiserede eller underbyggede til at begrunde de specifikke transaktioner, der førte til fordringen og dens udlodning. Især blev det fremhævet, at fordringens vilkår og de gentagne forlængelser af løbetiden uden kompensation indikerede, at det aldrig var meningen, at fordringen skulle indfries, og at den manglede realitet. H9 blev anset for et ”tomt holdingselskab” uden reel aktivitet eller formue udover den omhandlede fordring.

Skattestyrelsen konkluderede, at arrangementet ikke var reelt, da det ikke var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejlede den økonomiske virkelighed. Fraværet af en tilstrækkelig forretningsmæssig begrundelse for kapitalindskuddet og det efterfølgende salg af aktier mod en fordring, der senere ophører ved konfusion, indikerede, at hovedformålet var skatteundgåelse. Dette er i overensstemmelse med principperne for misbrugsvurdering, som fastlagt af EU-Domstolen i sagerne C-116/16 og C-117/16, der understreger behovet for en objektiv og subjektiv vurdering af arrangementets kunstige karakter og manglende økonomiske begrundelse.

Samlet set fandt Skatterådet, at udlodningen af fordringen var en del af et samlet arrangement, der havde til formål at opnå en skattefordel i strid med skatterettens formål og hensigt. Derfor skulle udlodningen behandles som udbytte, og dansk kildeskat skulle pålægges.