Fremleje af ejendom diskvalificerede andelsforening fra kooperationsbeskatning

Skatterådet bekræftede, at en andelsforening (A a.m.b.a.) ikke var berettiget til kooperationsbeskatning, da foreningen drev virksomhed med fremleje af fast ejendom til tredjemand. Denne aktivitet blev anset for at være en ikke-kooperativ sideaktivitet, som var uforenelig med foreningens kooperative formål. Skatterådet fastslog dog samtidig, at foreningen ville kunne overgå til kooperationsbeskatning, hvis fremlejeaktiviteten ophørte, og de øvrige betingelser fortsat var opfyldt.

Faktiske forhold

Andelsforeningen A a.m.b.a. havde til formål at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser. Tidligere var foreningen selskabsbeskattet efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, da omsætningen med ikke-medlemmer oversteg 25 %. Siden 201x havde omsætningen med ikke-medlemmer dog ligget under denne grænse.

Foreningen lejede ejendomme af sit datterselskab og fremlejede dele af disse til tredjeparter, herunder et associeret selskab. Fremlejen var af længere varighed og uden tidsmæssig begrænsning. Omsætningen fra fremleje samt salg af kantineydelser til det associerede selskab udgjorde et betydeligt beløb årligt.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling om, at foreningens fremlejeaktivitet var diskvalificerende for kooperationsbeskatning. Betingelserne for kooperationsbeskatning i Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 3, kræver, at foreningens virksomhed er i nøje overensstemmelse med det kooperative formål.

Skatterådet henviste til fast praksis, herunder SKM2018.604.SR, hvor det er fastslået, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt ikke er en kooperativ aktivitet. En undtagelse kan gælde, hvis aktiviteten er et tilfældigt biprodukt, eller hvis udlejningen er midlertidig og kortvarig. I den konkrete sag blev der lagt vægt på:

• At fremlejen var tidsubegrænset og havde stået på i en længere årrække.
• At der ikke var tale om lokaler, som foreningen selv planlagde at benytte i fremtiden.

Da disse forhold ikke var opfyldt, blev fremlejen anset for at være en egentlig udlejningsvirksomhed, som var uforenelig med det kooperative formål. Det blev også bemærket, at selvom omsætningen med ikke-medlemmer var faldet, jf. Selskabsskatteloven § 1, stk. 3, var tilstedeværelsen af den ikke-kooperative aktivitet i sig selv diskvalificerende.

Overgang til kooperationsbeskatning ved ophør af fremleje

Skatterådet bekræftede, at hvis foreningen ophørte med fremleje af fast ejendom og salg af kantineydelser til tredjemand, ville den kunne overgå til kooperationsbeskatning. Dette forudsatte, at de øvrige betingelser for kooperationsbeskatning, herunder medlemsantal og udlodningsprincipper, fortsat var opfyldt.

Overgangen fra almindelig selskabsbeskatning til kooperationsbeskatning ville ske i henhold til reglerne i Selskabsskatteloven § 5a. Ifølge denne bestemmelse fortsætter den hidtidige skattepligt indtil udgangen af det indkomstår, hvor den diskvalificerende aktivitet ophører.