Udenlandsk AIF anset som retmæssig ejer af udbytte

Skatterådet bekræftede, at et selskab i et EU-land, H, ikke var begrænset skattepligtig til Danmark af udbytter modtaget i 2018 og 2019 fra sit danske datterselskab, A ApS. Afgørelsen var baseret på en vurdering af, at H var den retmæssige ejer (beneficial owner) af udbyttet, og at arrangementet ikke udgjorde misbrug i henhold til omgåelsesklausulen.

Faktiske forhold

A ApS, et dansk selskab, var ejet med ca. 99 % af H, en alternativ investeringsfond (AIF) hjemmehørende i et andet EU-land. H var reguleret under de fælleseuropæiske AIFMD-regler og havde primært institutionelle investorer. A ApS ejede en dansk ejendom via et datterselskab og havde udloddet udbytte i 2018 og planlagde en yderligere udlodning i 2019. Det var oplyst, at H straks videreudloddede de modtagne udbytter til sine investorer, og at dette også var hensigten for fremtidige udbytter. Sagen var en opfølgning på en tidligere afgørelse, SKM2018.504.SR, hvor de faktiske forhold var uændrede bortset fra årstal og beløb.

Skatterådets vurdering

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling om, at H ikke var begrænset skattepligtig af udbyttet i henhold til Selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra c. Skattefriheden forudsætter, at der er tale om datterselskabsaktier, jf. Aktieavancebeskatningsloven § 4a, og at beskatningen skal frafaldes efter EU's moder-/datterselskabsdirektiv eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Definitionen af koncernselskabsaktier i Aktieavancebeskatningsloven § 4b blev også nævnt i lovgrundlaget.

Afgørelsen beroede på en konkret vurdering af, om H kunne anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, og om omgåelsesklausulen i Ligningsloven § 3 fandt anvendelse.

Skatterådet fandt, at H var den retmæssige ejer. Der blev lagt vægt på følgende punkter:

• H blev ikke anset for at være et gennemstrømningsselskab, der var indskudt for at undgå dansk beskatning.
• H var en reguleret AIF med en reel økonomisk aktivitet i form af ejendomsinvesteringer i flere europæiske lande.
• Selvom H havde til hensigt at videreudlodde udbyttet, var selskabet ikke kontraktligt eller juridisk forpligtet hertil. Bestyrelsen i H havde den reelle dispositionsret over midlerne og kunne beslutte at geninvestere dem.
• Hovedparten af de bagvedliggende investorer ville have været skattefrie af udbyttet ved en direkte investering, hvilket talte imod, at strukturen var etableret med henblik på "treaty shopping".

På baggrund af dette fandt Skatterådet, at arrangementet var reelt og baseret på velbegrundede kommercielle årsager, hvorfor omgåelsesklausulen ikke fandt anvendelse. Det blev bemærket, at udbyttet for 2018 skulle vurderes efter den tidligere internationale omgåelsesklausul, mens udbyttet for 2019 skulle vurderes efter den nye generelle klausul, men at dette ikke havde materiel betydning for resultatet i denne sag.