Beskatning af bredbånds-tv som personalegode

X Kommune ønskede at vide, om deres medarbejdere skulle beskattes af bredbånds-tv, som kommunen havde finansieret som et personalegode. Kommunen havde i 2010 installeret bredbånds-tv til en gruppe medarbejdere som et led i en digital strategi for at begrænse brugen af trykte medier. Medarbejderne var blevet beskattet af tv-delen i 2010 og 2011. Spørgsmålet opstod på baggrund af afskaffelsen af multimediebeskatningen pr. 1. januar 2012.

Faktiske forhold

• X Kommune havde i maj 2010 installeret bredbånds-tv hos udvalgte medarbejdere.
• Aftalerne var indgået med Y i efteråret 2009, som tilbød en it-pakke med telefoni, bredbånd og tv.
• Medarbejderne var tidligere blevet beskattet af tv-delen som et personalegode.

Spørgers opfattelse

Spørger ønskede en afklaring i forhold til de nye regler om afskaffelse af multimediebeskatningen og beskatning af telefon, computer og internet.

Skatteministeriets begrundelse

Skatteministeriet fandt, at tv-pakken ikke kunne anses for en sædvanlig ydelse, selvom antallet af triple-play løsninger var steget. Ministeriet lagde vægt på, at duo-abonnementer stadig var mere udbredte, og at flere udbydere tilbød abonnementer uden tv-pakker. Tv-pakken blev også anset for at have et omfang og en værdi, der gjorde, at den ikke kunne betragtes som en mindre tillægsydelse.

Skatteministeriet henviste til, at Ligningsloven § 16, stk. 12 omhandler fri telefon og datakommunikationsforbindelse, men at tv-pakken ikke kunne inkluderes heri, da den ikke var en integreret og sædvanlig del af en datakommunikationsforbindelse.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og begrundelse, og svarede derfor ja til spørgsmålet. Medarbejderne skulle indkomstbeskattes af bredbånds-tv som et andet personalegode.