Mundtlig aftale om ejerskab af ejendom ikke anerkendt skattemæssigt

Skatterådet afviste, at medlemmerne af et interessentskab (X I/S) kunne anses som skattemæssige ejere af en landbrugsejendom, da de fleste ikke var tinglyste skødehavere. Afgørelsen betød, at interessenterne hverken kunne afhænde ejendommen som ejere eller gennemføre en skattefri virksomhedsomdannelse, da ejerskabet ikke kunne dokumenteres tilstrækkeligt.

Faktiske forhold

Ejendommen blev oprindeligt erhvervet i 1967 af fem personer, som hver fik tinglyst en ideel anpart på 1/5. Gennem årene blev nogle af disse anparter overdraget til nye personer, men ikke alle overdragelser blev tinglyst. I 1972 blev foreningen X stiftet for at drive ejendommen, og denne blev i 2005 registreret som et I/S med 13 interessenter. Ejendommen indgik som et aktiv i interessentskabets regnskaber, og ved udtræden af medlemmer blev vederlaget beregnet ud fra en andel af interessentskabets formue og ikke ejendommens værdi.

Spørgers argumenter

Spørger anførte, at parternes adfærd gennem en lang årrække, herunder den regnskabsmæssige behandling og vederlagsberegninger, dokumenterede, at der var indgået mundtlige aftaler om overdragelse af ejerskabet fra de tinglyste ejere til medlemmerne af X I/S. Der blev henvist til erklæringer fra tidligere andelshavere, som bekræftede at have modtaget vederlag for deres andele. Desuden viste en udtalelse fra Jordbrugskommissionen, at det efter en lovændring var blevet muligt for de 13 medlemmer at opnå lovlig adkomst til ejendommen.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling og afviste spørgers anmodning. Rådet lagde vægt på, at skattemæssigt ejerskab af fast ejendom som udgangspunkt følger de civilretlige regler, hvor tinglysning er den afgørende sikringsakt. Der eksisterer en fast og langvarig retspraksis for, at det som hovedregel ikke er muligt at føre bevis for mundtlige aftaler om overdragelse af fast ejendom, jf. bl.a. SKM2003.553.VLR.

De fremlagte oplysninger om parternes adfærd og regnskabsmæssige behandling blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis til at fravige dette udgangspunkt. Kun de personer, der ved tinglyst skøde eller lignende skriftlig dokumentation kunne bevise deres ejerskab, blev anset som ejere i henhold til reglerne i blandt andet Ejendomsavancebeskatningsloven § 1.

Da interessenterne i X I/S dermed ikke kunne anses som ejere af landbrugsejendommen, kunne de heller ikke gennemføre en skattefri virksomhedsomdannelse efter Virksomhedsomdannelsesloven § 1, stk. 1. Spørgsmålet om, hvorvidt interessentskabet drev erhvervsmæssig virksomhed, bortfaldt som følge af afgørelsen.