Gratisaktier omfattet af Ligningslovens § 7 A
Dato
8. marts 2012
Sagsnr
12-023186
Emne
Skat
Type
Bindende svar
Henvisning
Dokument
Lovreferencer
Ligningsrådet bekræftede, at gratisaktier udloddet i foråret 2012, i overensstemmelse med et overskudsdelingsprogram godkendt af Koncernens bestyrelse i februar 2011 og kommunikeret til de ansatte i foråret 2011, er omfattet af Ligningsloven § 7 a i henhold til overgangsreglen i § 16, stk. 3, 2. pkt. i lov nr. 1382 af 28. december 2011. Koncernen havde et overskudsdelingsprogram, hvor medarbejderne kunne blive belønnet baseret på kundetilfredshed, økonomisk udvikling og performance. Udbetalingen skete i form af gratisaktier. Koncernen ønskede at anvende reglen i Ligningsloven § 7 a for gratisaktier udloddet i marts 2012 baseret på koncernens præstation i 2011. I februar 2011 besluttede bestyrelsen, at der også i 2011 ville være overskudsdeling, og at denne for danske medarbejdere ville bestå af gratisaktier. Kriterierne for overskudsdelingen blev fastsat ved samme lejlighed og kommunikeret til medarbejderne.
Kriterier for tildeling af overskudsdeling
For at modtage overskudsdeling skulle medarbejderne i optjeningsåret 2011 have været ansat i et af de specificerede selskaber og som minimum have arbejdet i gennemsnit 8 timer om ugen. Tildelingen af overskudsdelingen blev justeret proportionalt, hvis medarbejderen ikke havde været ansat hele optjeningsåret 2011, havde arbejdet på deltid eller havde været på orlov uden løn. Antallet af medarbejderaktier blev udregnet på baggrund af børsens officielle gennemsnitskurs på tildelingsdatoen. Fratrådte medarbejdere blev også tildelt aktier på samme vilkår, uanset at de ikke var ansat på tildelingstidspunktet.
Vurderingskriterier for overskudsdelingens størrelse
Koncernens overskudsdelingsprogram for 2011 var opbygget ud fra tre kriterier, som blev besluttet i februar 2011 af bestyrelsen:
- Den absolutte udvikling i kundetilfredshed ultimo 2011 sammenlignet med 2010.
- Stigning i det risikojusterede resultat pr. aktie i 2011 sammenlignet med 2010.
- Udviklingen i Koncernens samlede afkast til aktionærerne i 2011 sammenlignet med Koncernens konkurrenter.
Den maksimale udbetaling i overskudsdeling for 2011 var X kr., og alle tre kriterier skulle være opfyldt for at udløse det fulde beløb, der udloddes som gratisaktier. Medarbejderne modtog løbende opdateret information om udviklingen og forventningerne til 2011's overskudsdeling.
Spørgers opfattelse
Rådgiver mente, at der allerede i foråret 2011 var indgået en endelig og bindende aftale, jf. § 16, stk. 3, 2. pkt.'s forstand, hvorpå medarbejderen kunne støtte endelig ret. Rådgiver henviste til, at der forelå en bestyrelsesbeslutning fra februar 2011, som blev underbygget af en intranetmeddelelse med detaljeret beskrivelse af kriterierne for tildeling af gratisaktierne. Da Koncernen allerede i februar 2011 godkendte programmet, udestod der således kun den formelle godkendelse for tildelingens effektuering. Det fremgik af beskrivelsen af programmet, at der udelukkende var tale om en formel godkendelse, jf. de danske bestyrelser i de 100 % ejede danske datterselskaber, hvorfor dette ikke havde virkning på, om aktierne blev tildelt. Programmet var således med udgangspunkt i bestyrelsesgodkendelsen i februar 2011 kommunikeret tilstrækkeligt og i endelig form til medarbejderne, med den konsekvens, at medarbejderen havde et krav på at modtage den fremtidige overskudsdeling. Der kunne således utvivlsomt anses for at foreligge et endeligt tilsagn, hvorpå medarbejderen kunne støtte ret, allerede i foråret 2011.
Skatteministeriets indstilling og begrundelse
Skatteministeriet fandt, at en ensidig tildeling af gratisaktier fra arbejdsgiver til medarbejder kunne være omfattet af overgangsreglen i § 16, stk. 3. Det afgørende var, at aftalen var kommet til kundskab, og at den kunne sidestilles med en endelig og bindende aftale mellem medarbejderne og arbejdsgiver, jf. Skatteministerens kommentar til PWC. Da bestyrelsen i Koncernen havde besluttet på et bestyrelsesmøde, at der skulle ske tildeling af gratisaktier i 2012, samt fastsat kriterierne for tildelingen på dette møde og derefter udmeldt dette til medarbejderne, i starten af 2011, og da de danske bestyrelsers beslutning i 2012 om endelig tildeling var af "formel" karakter, så var der indgået en aftale mellem medarbejderne og arbejdsgiveren inden den 21. november 2011, og tildelingen af gratisaktier i 2012 var derfor omfattet af overgangsreglen i § 16, stk. 3, i Lov nr. 1382 af 28. december 2011.
Skatterådets afgørelse
Skatterådet tiltrådte Skatteministeriets indstilling.
Lignende afgørelser