Leasing af lejlighed i Thailand Fradrag

Ligningsrådet har truffet afgørelse i en sag vedrørende fradrag for leasing af en lejlighed i Thailand. Spørger ønskede at vide, om en virksomhed eller en privatperson kunne fradrage det fulde leasingbeløb på 120.000 euro i samme indkomstår ved leasing af en lejlighed i Thailand til udlejning og med investering for øje. Ligningsrådet svarede nej til begge spørgsmål. Rådet fandt, at spørgers rettigheder og forpligtelser i henhold til leasingkontrakten måtte sidestilles med en ejers rettigheder og forpligtelser. Derfor kunne leasingbeløbet ikke fradrages som en driftsomkostning. Da der var tale om en lejlighed anvendt til beboelse, kunne der heller ikke foretages skattemæssige afskrivninger. De øvrige spørgsmål bortfaldt som følge af svarene på de første spørgsmål.

Faktiske forhold

Spørger havde indgået en leasingkontrakt med et selskab i Thailand om leasing af en lejlighed på 116 m2 i Phuket for en periode på 30 år med mulighed for forlængelse 2 gange med 30 år. Den totale leasingydelse for de 30 år var 120.524 euro. Betalingen skulle ske i rater i takt med byggeriets færdiggørelse. Spørger skulle afholde forholdsmæssige udgifter til fællesudgifter for komplekset, herunder vedligeholdelsesudgifter, lønudgifter og bygningsforsikringsudgifter. Spørger kunne overdrage retten til lejligheden til 3.mand eller lade den gå i arv. Kontrakten var i princippet uopsigelig, og "ejerskabet" blev registreret hos de offentlige myndigheder i Phuket. Hvis thailandsk lov ændredes, så udlændinge kunne eje jord og ejendom i Thailand, ville kontrakten ophøre og blive erstattet med et skøde på lejligheden.

Ligningsrådets begrundelse

Ligningsrådet lagde vægt på følgende forhold:

• Leasingperioden var 30 år med mulighed for forlængelse med yderligere 2 x 30 år.
• Den samlede betaling for de 30 år skulle erlægges i rater med sidste rate ved byggeriets afslutning.
• Betalingen for forlængelsen på de yderligere 2 x 30 år var minimal.
• Spørger skulle afholde forholdsmæssige udgifter til fællesudgifter for komplekset.
• Spørger kunne overdrage retten til lejligheden til 3.mand eller lade den gå i arv.
• Kontrakten var i princippet uopsigelig.
• "Ejerskabet" blev registreret hos de offentlige myndigheder i Phuket.
• Hvis thailandsk lov ændredes, så udlændinge kunne eje jord og ejendom i Thailand, ville kontrakten ophøre og blive erstattet med et skøde på lejligheden.
• Samejet kunne ophæves ved en enstemmig beslutning blandt medejerne.

Ligningsrådet henviste til SKM2003.236.DEP og SKM2009.151.SR, hvor ejendomsret til ejendomme baseret på leasehold blev anset for reelt ejerskab. Da spørger reelt måtte anses som ejer af lejligheden, måtte betalingen af leasingbeløbet anses som anskaffelsessum for lejligheden, og beløbet kunne derfor ikke fratrækkes som driftsomkostning efter Statsskattelovens § 6, stk. 1. Uanset der var tale om erhvervsmæssig udlejning, kunne der endvidere ikke foretages skattemæssige bygningsafskrivninger, da der var tale om en bygning, der anvendes til beboelse, jf. Afskrivningslovens § 1 og Afskrivningslovens § 14.