Afvisning af spørgsmål om skattefri erstatning

Spørger ønskede at vide, om en erstatningssum modtaget i 2006 i forbindelse med vådområdeprojekter, hvor amtsrådet havde besluttet at iværksætte ekspropriation, var skattefri i henhold til Ejendomsavancebeskatningslovens § 11. Skatterådet afviste at besvare spørgsmålet, da det ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed, jf. Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Der kan ikke klages administrativt over afgørelsen, jf. Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 3.

Faktiske forhold

• Spørger havde modtaget en erstatning på x kr. i forbindelse med et vådområdeprojekt ved E.
• Amtsrådet i Y Amt besluttede den 31. januar 2005, at der kunne iværksættes ekspropriation, hvis frivillige aftaler ikke kunne opnås.
• Y Amt havde tidligere fået bekræftende svar fra ToldSkat Vestjylland og Y Kommune vedrørende beskatningsforholdene.
• En jordfordelingsoverenskomst underskrevet den 13. juni 2006 angav, at spørger skulle modtage x kr. for salg af z ha jord.
• En deklaration om vådområde, jf. § 2, stk. 2, i Miljø- og energiministeriets bekendtgørelse nr. 784 af 1. september 2001, var underskrevet af spørger den 9. maj 2007.
• Projektlederen for E-projektet oplyste, at der ikke var udbetalt nogen økonomisk kompensation til spørger fra amtet.

SKATs indstilling og begrundelse

• SKAT bemærkede, at ToldSkat Vestjyllands udtalelse af 30. maj 2005 var uforpligtende og henviste til den kommunale skattemyndighed.
• SKAT anmodede om dokumentation for en frivillig aftale om rådighedsindskrænkning, men repræsentanten oplyste, at der ikke var yderligere dokumentation.
• SKAT henviste til, at fortjeneste ved afståelse af fast ejendom som udgangspunkt er skattepligtig efter ejendomsavancebeskatningsloven, men at der er undtagelser ved ekspropriation, jf. Ejendomsavancebeskatningslovens § 11.
• SKAT henviste til SKM2006.438.SKAT og Ligningsvejledningen 2007-2, afsnit E.J.2.8 vedrørende betingelserne for at anse en overdragelse for sket i en ekspropriationssituation.
• SKAT indstillede, at sagen afvises, da spørgsmålet ikke kunne besvares med den fornødne sikkerhed, jf. Skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2.

Skatterådets afgørelse

Skatterådet var enig i SKATs indstilling og begrundelse.