Sag om gyldigheden af voldgiftskendelse vedrørende investeringsoverenskomst mellem Letland og Sverige

Sagen vedrører Republikken Letlands påstand om, at en voldgiftskendelse afsagt i København den 23. oktober 2000 i en tvist mellem Letland og det svenske selskab SwemBalt AB er ugyldig. SwemBalt AB nedlagde påstand om frifindelse.

Baggrund for Tvisten

Tvisten, der var genstand for voldgiftsbehandlingen, omhandlede SwemBalts krav om erstatning for tabet af fartøjet SJFW/SwedeBalt. Fartøjet, der var registreret i Sverige og leaset til SwemBalts lettiske datterselskab Swede Balt SIA, blev i april 1993 anbragt i Rigas havn med henblik på at fungere som udstillings- og konferencecenter. Efter en lejekontrakt med Kurzemes Regionen i Riga blev skibet den 28. marts 1994 fjernet af Rigas Havn uden ejerens tilstedeværelse og anbragt på en ankerplads. Rigas borgmester meddelte den 18. april 1994, at lejemålet var ugyldigt i henhold til en ny lov med tilbagevirkende kraft. Efter resultatløse forhandlinger blev fartøjet den 3. maj 1996 annonceret til salg ved offentlig auktion og bortsolgt i juli 1996 for skrotværdi, hvilket indbragte ca. USD 150.000.

Voldgiftsbehandlingen

Kendelsen blev afsagt i henhold til artikel 7 i Investeringsaftalen mellem Sverige og Letland. SwemBalts advokat udfærdigede en anmodning om voldgiftsbehandling den 11. september 1996, som Letland bestred. En ny, mere omfattende anmodning blev indgivet den 24. marts 1999, hvorefter voldgiftsretten blev nedsat. Letland udpegede ikke en voldgiftsmand, hvorfor Den Faste Voldgiftsret i Haag udpegede en. Voldgiftsretten, med sæde i København, afholdt mundtlig høring den 10. august 2000, hvor Letland ikke mødte op, men senere indsendte et indlæg, som blev taget i betragtning.

Voldgiftsrettens Afgørelse

Voldgiftsretten fandt, at Letland havde brudt sine forpligtelser under Investeringsaftalen og almindelig international ret ved at fjerne, forhindre brug af, auktionere og tillade skrotning af skibet uden kompensation til SwemBalt. Retten tilkendte SwemBalt erstatning på USD 2.506.258 med tillæg af 10% rente p.a. fra den 9. april 1999 samt sagsomkostninger.

Parternes Anbringender for Sø- og Handelsretten

Republikken Letland gjorde gældende:

• Voldgiftsretten overskred sin kompetence, da tvisten ikke var omfattet af investeringsaftalen. Især blev det anført, at en transaktion mellem et svensk moderselskab og dets helejede lettiske datterselskab ikke udgjorde en investering i aftalens forstand.
• Princippet om "ne bis in idem" (ikke to gange i samme sag) var krænket, da der var indgivet to anmodninger om voldgift vedrørende samme sagsgenstand.
• Der forelå ingen gyldig leasingaftale, hvilket var afgørende for, om der var tale om en investering efter artikel 1 (2) i investeringsaftalen.

SwemBalt AB gjorde gældende:

• Voldgiftsretten var kompetent til at pådømme tvisten. Investeringsaftalen omfatter investering af enhver art, og begrebet "investering" skal fortolkes vidt.
• Bestemmelsen i artikel 1 (2) om leasingaftaler er en tydeliggørelse, ikke en begrænsning af aftalens anvendelsesområde.
• Princippet om "ne bis in idem" var ikke krænket, da den første anmodning om voldgift i 1996 ikke førte til en indledt voldgiftsbehandling eller afsagt kendelse. Den efterfølgende anmodning i 1999 var en ny anmodning i samme sag, ikke en ny sag.

Sø- og Handelsretten skulle tage stilling til spørgsmålet om voldgiftskendelsens gyldighed i henhold til Voldgiftsloven § 7, stk. 3 (kompetenceoverskridelse) og Voldgiftsloven § 7, stk. 4 (strid med ufravigelige retsgrundsætninger).

Svea Hovrätts Afgørelse

Sø- og Handelsretten bemærkede, at Svea Hovrätts afgørelse af 29. oktober 2002, der fastslog voldgiftskendelsens retskraft i Sverige, ikke har retskraft i Danmark i henhold til EF-domskonventionens artikel 26, da konventionen ikke finder anvendelse på voldgiftssager. Derfor kunne Sø- og Handelsretten uafhængigt vurdere gyldigheden af voldgiftskendelsen.

Rettens Vurdering af Kompetence

Retten fandt, at voldgiftsretten var kompetent til at pådømme tvisten. Investeringsaftalen omfatter investering af enhver art, som det fremgår af artikel 1 (1), og begrebet "investering" skal forstås vidt. Bestemmelsen i artikel 1 (2) om leasingaftaler er en præcisering og ikke en indskrænkning af aftalens anvendelsesområde. Investeringen bestod i etablering af et udstillings- og konferencecenter i Rigas havn, bekostet af SwemBalt AB gennem dets lettiske datterselskab. Retsforholdet mellem moderselskabet og datterselskabet var uden betydning for spørgsmålet om beskyttelse under investeringsaftalen.

Rettens Vurdering af "Ne Bis In Idem"

Retten fandt, at kendelsen ikke stred mod ufravigelige retsgrundsætninger, herunder princippet om "ne bis in idem". Den første anmodning om voldgift i 1996 førte ikke til en indledt voldgiftsbehandling eller afsagt kendelse. Den efterfølgende anmodning i 1999 blev anset for en ny anmodning om voldgift i samme sag, ikke en anmodning om indledning af en ny voldgiftssag. Da der ikke forelå en forudgående retskraftig afgørelse, var princippet om, at en sag mellem samme parter om samme sagsgenstand normalt ikke kan behandles to gange, ikke tilsidesat.

Konklusion

Sø- og Handelsretten fandt, at voldgiftskendelsen ikke var ugyldig.

Afgørelse

SwemBalt AB frifindes for Republikken Letlands påstand. Republikken Letland skal inden den 21. januar 2003 betale 400.000 DKK i sagsomkostninger til SwemBalt AB.