Sag om konkursregulering af skuespilleres engagementsaftaler – opsigelsesvarsel

Sagen omhandlede en tvist mellem Dansk Skuespillerforbund, som mandatar for 12 skuespillere, og Den Selvejende Institution Amager Scenen A/S under konkurs. Amager Scenen havde indgået engagementsaftaler med 22 skuespillere for sæsonen 1998/1999, men gik konkurs den 26. juni 1998.

Kurators opsigelse og skuespillernes krav

Kurator opsagde skuespillernes engagementsaftaler med tre måneders varsel med henvisning til Konkursloven § 61, som giver et konkursbo ret til at opsige vedvarende retsforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel, selvom uopsigelighed måtte være aftalt. Skuespillerne nedlagde påstand om, at konkursboet skulle anerkende deres samlede krav på 489.407 kr. som privilegeret i henhold til Konkursloven § 95, idet de anførte, at et opsigelsesvarsel på tre måneder ikke kunne anses for sædvanligt eller rimeligt i skuespillerbranchen.

Ansættelsesforhold i teaterbranchen

Det blev oplyst, at skuespillernes kontrakter normalt er uopsigelige for den aftalte periode, og at det er en fast sædvane i branchen. Engagementsperioderne varierede fra godt 3 måneder til 7½ måned. Vidneforklaringer fra skuespillere og teaterdirektører belyste, at det er yderst vanskeligt for skuespillere at finde nyt arbejde midt i en sæson, da store roller fordeles 1 til 1½ år før spilletidspunktet, og mindre roller senest i februar året før. Arbejdsløsheden i branchen er høj, og mange skuespillere modtager supplerende dagpenge. Teaterengagementer udgør for flertallet af skuespillere det væsentligste indtægtsgrundlag i op til otte måneder om året.

Parternes argumenter

• Skuespillerne argumenterede for, at Konkursloven § 61 ikke var tiltænkt at regulere kortvarige, tidsbestemte og uopsigelige ansættelsesforhold som skuespillerkontrakter. De mente, at den gensidige uopsigelighed er en nødvendig forudsætning for teaterdrift og i øvrigt er i kreditorernes interesse, da det sikrer forestillingernes gennemførelse.
• Konkursboet fastholdt, at Konkursloven § 61 giver en vidtgående adgang til konkursregulering, og at hensynet til ligestilling af kreditorer vejer tungere end branchens engageringspraksis. Boet mente, at et varsel på tre måneder var både sædvanligt og rimeligt, og at skuespilleres arbejdsvilkår ikke adskiller sig væsentligt fra andre sæsonbetonede virksomheder.

Sø- og Handelsretten fandt, at skuespillernes ansættelseskontrakter var "vedvarende retsforhold" i Konkursloven § 61's forstand og derfor kunne opsiges af konkursboet. Retten lagde dog vægt på ansættelsesområdets særlige karakter, herunder arbejdets snævre tilknytning til den ansattes person, sæsonpræget og den detaljerede planlægning, som gør det overordentlig vanskeligt for skuespillere at finde ny beskæftigelse i nødvendigt omfang midt i en sæson.

Retten bemærkede, at den gensidige uopsigelighed af kontrakterne i øve- og spilleperioden er en fast sædvane og nødvendig for teaterdrift. Da der under normale omstændigheder ikke opereres med opsigelse, var det ikke muligt at fastslå et sædvanligt opsigelsesvarsel.

Rimeligt varsel

Ved vurderingen af, hvad der måtte anses for et rimeligt varsel i henhold til Konkursloven § 61, tog retten udgangspunkt i følgende:

• Gennemsnitlig spilletid for forestillinger er tre måneder.
• Skuespillere engageres ofte til to eller flere forestillinger i forlængelse af hinanden på samme teater.

På baggrund heraf fandt retten, at et opsigelsesvarsel på seks måneder måtte anses for rimeligt. Konkursboet skulle derfor anerkende anmeldernes krav i henhold til Konkursloven § 95 i et omfang svarende til opsigelsesvarsler på 6 måneder.

Afgørelse:

Hver part bar egne omkostninger.