Stadfæstelse af afgørelse om støj fra kunstgræsbaner ved Maglegårdsskolen

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Gentofte Kommunes afgørelse af 27. maj 2016 om ikke at meddele påbud til HIK vedrørende støj fra kunstgræsbanerne ved Maglegårdsskolen. Afgørelsen blev truffet efter Miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 3, som giver tilsynsmyndigheden mulighed for at påbyde afhjælpende foranstaltninger ved væsentlige støjulemper fra idrætsanlæg. Klageadgangen var åben, da kunstgræsbanerne er kommunalt ejede, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 23, i modsætning til den generelle regel i Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 22, stk. 1, nr. 3.

Nævnet vurderede, om kommunens afgørelse var truffet på et tilstrækkeligt oplyst teknisk og juridisk grundlag. Det er en betingelse for påbud, at der er tale om væsentlige støjulemper fra organiserede aktiviteter.

Støjvurdering og grænseværdier

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Miljøstyrelsens Vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj fra virksomheder (Støjvejledningen) med dens vejledende støjgrænser ikke umiddelbart finder anvendelse på støj fra idrætsudøvelse, da denne type støj ikke direkte kan sammenlignes med virksomhedsstøj. Støjvejledningen angiver følgende vejledende grænser for boligområder med åben og lav bebyggelse:

Nævnet henviste til Kløvermarksrapporten, som indikerer, at støjgener fra boldbaner på 50-55 dB(A), selv om aftenen og i weekenden, kan være acceptable. Nævnet fandt, at Kløvermarksrapportens konklusioner om kildestyrker kunne anvendes, selvom der i perioder er flere spillere på banen, da variationen i måleresultaterne er inden for 5 dB(A). Koteforskellen mellem banerne og beboelserne blev ikke anset for at have væsentlig betydning for støjbidraget.

Kommunens vurdering af afhjælpende foranstaltninger

Nævnet fandt, at Gentofte Kommune havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af mulige løsningsforslag baseret på kendt viden og eksisterende erfaringer, herunder:

• Muligheden for at øge afstanden mellem boldbaner og boliger.
• Begrænsninger i brugen af boldbanerne.
• Etablering af støjskærme.

Kommunens vurdering af, at det ikke var muligt at øge afstanden væsentligt, at begrænsninger i spilletider ville være uproportionalt, og at en støjskærm ville være uforholdsmæssigt dyr og uproportional at påbyde HIK, blev anset for at være tilstrækkelig. For så vidt angår støj fra hegnet, blev det noteret, at kommunen regelmæssigt efterser og strammer dette, hvilket erfaringsmæssigt reducerer støjen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at Gentofte Kommune havde truffet afgørelse om ikke-påbud på et tilstrækkeligt oplyst sagsgrundlag og stadfæstede derfor afgørelsen. Nævnet beklagede den lange sagsbehandlingstid.

Øvrige klagepunkter

Nævnet bemærkede, at det kun kan behandle forhold omfattet af miljøbeskyttelsesloven. Derfor havde nævnet ikke kompetence til at tage stilling til klagepunkter vedrørende lysgener, bolde i haverne, urinerende spillere eller VVM-reglerne, da den påklagede afgørelse udelukkende vedrørte et ikke-påbud efter Miljøbeskyttelseslovens § 42. Klager over kommunens sagsbehandlingstid skulle rettes til Ankestyrelsen.