Stadfæstelse af afslag på dispensation til flytning af sand inden for strandbeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 22. august 2017. Afgørelsen vedrørte et afslag på ansøgning om dispensation til flytning af sand på en ejendom beliggende på Jyllands østkyst ved Bratten Strand i Frederikshavn Kommune. Ejendommen ligger i første række umiddelbart ud til klit og strand, cirka 30 meter fra vandkanten, og er i sin helhed placeret inden for strandbeskyttelseslinjen.

Baggrund for sagen

Kystdirektoratet modtog den 21. maj 2016 en anmeldelse om gravning i klitten på den pågældende adresse. Klager oplyste i en mail af 24. april 2017, at sandet var overskudssand fra gravearbejde i forbindelse med etablering af et nedsivningsanlæg på ejendommen. Klager anførte, at sandet skulle fungere som blød kystsikring på et sted, hvor der var et åbent hul mellem klitterne.

Naturstyrelsen havde tidligere meddelt dispensation til etablering af nedsivningsanlægget, men denne dispensation omfattede kun det synlige dæksel og ikke flytning af sandet.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte afslag på den lovliggørende dispensation til flytning af overskudssand til klitarealet foran huset. Samtidig påbød direktoratet, at sandet skulle flyttes tilbage til bagsiden af huset. Direktoratet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 8, som forbyder ændringer i tilstanden af klitfredede arealer, samt Klitfredningsbekendtgørelsens § 1, der blandt andet forbyder gravearbejder på klitfredede arealer.

Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at forholdet lå inden for strandbeskyttelseslinjen og derfor krævede dispensation efter naturbeskyttelsesloven. Direktoratet vurderede, at flytningen af sandet udgjorde en permanent terrænændring, som ikke var omfattet af Naturstyrelsens dispensation til nedsivningsanlægget. Direktoratet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation i strid med praksis, og frygtede en uønsket præcedensvirkning for lignende sager.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 30. august 2017 med følgende hovedargumenter:

• Klitter ændrer sig konstant, og lodsejere kan foretage foranstaltninger til dæmpning af sandflugt uden dispensation fra klitfredningen.
• Placeringen af sandbunken var tiltænkt som en sikring mod sandflugt.
• En flytning af sandbunken ville skabe et åbent hul i klitten og dermed øge sandflugten.
• Sandet var overskudssand fra lovlig nedgravning af et nyt nedsivningsanlæg.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til flytning af sand. Nævnet bemærkede indledningsvist, at sagen skulle vurderes efter Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 om strandbeskyttelseslinjen, og ikke Naturbeskyttelseslovens § 8 om klitfredning eller Klitfredningsbekendtgørelsens § 1, som Kystdirektoratet havde henvist til.

Formål med strandbeskyttelseslinjen

Formålet med Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 er at friholde strande og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse. Bestemmelsen indeholder et generelt forbud mod at foretage ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen.

Dispensation og praksis

Efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Dette indebærer, at dispensation kun kan gives, hvis særlige forhold taler for det, herunder et nødvendigt formål, der bør prioriteres over den generelle beskyttelsesinteresse, og uden at skabe uønsket præcedens. Praksis for dispensation er meget restriktiv.

Nævnets vurdering

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis og den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre. Det forhold, at sandet var flyttet med henblik på sikring af klit og kyst, kunne ikke føre til et andet resultat, da sådanne hensyn er reguleret i anden lovgivning.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.