Ophævelse af dispensation i sag om inddragelse af moseareal til festivalplads i Silkeborg

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdeling Silkeborg, vedrørende Silkeborg Kommunes dispensation til rydning af et moseareal. Sagen omhandlede et ca. 1.800 m2 stort areal ved Ans bådehavn, hvoraf ca. 1.000 m2 var vejledende registreret som beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3. Arealet ligger på matrikler ejet af henholdsvis Silkeborg Kommune og en privat virksomhed. Nord for arealet ligger en bådehavn og Tange sø, mens der syd for er et rekreativt område og en landevej. Arealet ligger ca. fem km fra nærmeste Natura 2000-område nr. 49 Gudenå og Gjern Bakker. Klager anmodede nævnet om at ændre afgørelsen til et afslag, idet arealets størrelse langt oversteg bagatelgrænsen, og der ikke var fremført tilstrækkelige begrundelser for dispensation. Klager fremhævede også, at området udover festivaldagen var et rekreativt område med shelters, og at en dispensation ville skabe uheldig præcedens. Klager anførte desuden, at der ikke var redegjort for et ufravigeligt behov for mere plads eller alternative arealer.

Sagens Forhistorie

Silkeborg Kommune erfarede den 8. marts 2017, at et areal syd for bådehavnen i Ans var blevet ryddet og planeret. Det blev efterfølgende bekræftet, at [forening1] havde iværksat rydningen med lodsejer [virksomhed1]'s tilladelse, med det formål at skabe mere plads til den årlige festival. Ansøger var ikke bekendt med, at en stribe af træerne stod på kommunens grund, og at der var tale om et § 3-område.

Kommunen varslede den 24. april 2017 et påbud om gentilplantning af træer på den del af arealet, der var omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Efter en fælles besigtigelse ansøgte [forening1] om dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Ansøgningen fremhævede festivalens betydning for almenvellet med forventede 4-5.000 gæster og inkluderede et løsningsforslag med retablering af natur og flytning af faciliteter. Silkeborg Kommunes Teknik- og Miljøchef indstillede oprindeligt til afslag, da et ønske om mere plads til festivalen ikke gav grundlag for dispensation.

Den Påklagede Afgørelse

Silkeborg Kommune meddelte den 31. august 2017 dispensation til at inddrage et 800 m2 beskyttet moseareal til festivalplads. Den resterende del af det § 3-beskyttede areal på ca. 200 m2 skulle efterlades til naturlig genvækst. Kommunen vurderede, at det ryddede areal var beskyttet mose, og at indgrebet krævede dispensation. Selvom kommunen normalt ikke dispenserede til fuldstændig rydning af § 3-beskyttede områder, fandt de, at hensynet til en større gruppe menneskers og almenvellets interesser var tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde dispensationen. Dispensationen blev givet på vilkår om etablering af plantebælter langs skråningen til bådehavnen og op forbi toilethuset samt flytning af en shelter. Kommunen vurderede, at der ikke var risiko for påvirkning af Natura 2000-områder, og at der ikke var kendskab til særligt beskyttede arter.

Nye Oplysninger under Sagens Behandling

Under klagesagens behandling oplyste klager, at der var udbragt et ca. 10 cm tykt lag flis på arealet, hvilket klager mente var i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3 på grund af næringsstofforurening. Klager anmodede Miljø- og Fødevareklagenævnet om at påbyde kommunen at fjerne flisen, men nævnet afviste dette med henvisning til, at de ikke havde kompetence til at pålægge kommunen at udøve tilsyn, jf. Kommunestyrelseslovens § 47, stk. 1. Ansøger fremlagde rapporter, der anførte, at ikke hele området var § 3-beskyttet, og at flisen ikke var gavnlig for moseområdet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Silkeborg Kommunes dispensation af 31. august 2017 og ændrede afgørelsen til et afslag. Nævnet traf afgørelse efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, jf. Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2, og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Vurdering af Beskyttelsesstatus

Nævnet fandt, at arealet var beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2. Dette blev understøttet af arealets lave beliggenhed i terrænet, der er typisk for mose, samt en gennemgang af luftfotos fra 1954-2017, som viste, at arealet havde ligget under gradvis tilgroning i minimum 17 år. Nævnet lagde også vægt på kommunens besigtigelser, tidligere registreringer fra Viborg Amt i 1994 og Silkeborg Kommune i 2009, samt botaniske observationer, der indikerede et fugtigt moseområde. Forekomsten af arter som trævlekrone, kær-tidsel, frøbid, tagrør og top-star understøttede dette. Rapporter fra Orbicon og Constructa understøttede ligeledes, at dele af arealet var mose. Nævnet konkluderede, at den omfattende rydning, stubfræsning og planering udgjorde en tilstandsændring, der krævede dispensation.

Begrundelse for Afslag

Et flertal på seks af nævnets medlemmer fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde dispensation fra forbuddet i Naturbeskyttelseslovens § 3. Nævnet lagde vægt på, at tilstandsændringen ikke var nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsmæssige interesser, da festivalen kun finder sted én gang årligt, og indgrebet var en udvidelse, ikke en nødvendighed for festivalens fortsatte afholdelse. Det blev også fremhævet, at almindelige økonomiske interesser ikke er tilstrækkelige til at begrunde en dispensation, og at indgrebet ikke havde en naturforbedrende funktion. Desuden blev det vurderet, at en dispensation kunne skabe en uheldig præcedens. Nævnet bemærkede, at tilbud om retablering af en mindre del af arealet ikke kunne begrunde nedlæggelse af § 3-natur.

Nævnet henviste til, at Silkeborg Kommune er forpligtet til at lovliggøre ulovlige forhold, medmindre de er af underordnet betydning, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5.

Et mindretal på ét medlem stemte for at stadfæste kommunens afgørelse, med vægt på det offentlige formål, lokalplanens fritidsanvendelse og fraværet af risiko for utilsigtet præcedens.

Yderligere Bemærkninger

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at udlægning af flis i sig selv ville kræve dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, da det medfører øget næringsstoftilførsel og yderligere forrykning af naturindholdet.

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.