Klage over afgørelse om registrering af eng som beskyttet naturtype

Sagen omhandler en klage over Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 3. juli 2017 om registrering af en lavning på en ejendom som beskyttet eng i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4. Kommunen havde ved en besigtigelse konstateret, at lavningen opfyldte betingelserne for at være beskyttet eng, og at den indgik i et samlet naturareal på over 2.500 m², selvom det var gennemskåret af en vej.

Klager, ejendommens ejer, påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 27. juli 2017. Klagen fokuserede på tre hovedpunkter:

Klagers argumenter

• Vejen, der gennemskærer arealet, er ikke en "mindre" vej, da den asfalterede vej inklusive skråningsanlæg er 9-10 meter bred.
• Vejen og skråningsanlægget udgør ikke en "beskeden andel" af det samlede areal, idet klager vurderede, at det udgjorde 15 % af det påståede naturareal.
• Det samlede areal var efter klagers opmåling væsentligt under 2.500 m², specifikt 2.300 m² inklusiv vej og skråningsanlæg, og 2.000 m² eksklusiv disse elementer.

Klager henviste til vejledningen om Naturbeskyttelsesloven § 3, som angiver, at "fremmede elementer" skal udgøre en forholdsvis beskeden del af det samlede areal for at kunne ses bort fra ved vurderingen af sammenhæng.

Kommunens bemærkninger

Ikast-Brande Kommune fastholdt sin afgørelse og bemærkede, at kommunens opmåling af engarealet vest for vejen var cirka 1.950 m², og at klagers opmåling på 1.700 m² ikke medregnede et fugtigt areal med fugtigbundsplanter. Kommunen understregede, at det samlede § 3-registrerede areal, inklusive søen og dens bredder langs østsiden af vejen, udgjorde cirka 18.000 m², hvilket langt oversteg mindstearealet på 2.500 m².

Kommunen fastholdt desuden, at vejen var en smal asfaltvej på kun fem meters bredde med et lavt skråningsanlæg på under cirka én meter. Kommunen vurderede, at vejanlægget ikke udgjorde en barriere for spredning af plantefrø, insekter og padder, især da vejen havde begrænset trafik. Kommunen henviste til, at vejledningen om Naturbeskyttelsesloven § 3 tillader, at naturtyper kan anses for sammenhængende, selvom de er gennemskåret af mindre veje.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 3. juli 2017 om registrering af eng på matrikelnummeret. Nævnet begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om, hvorvidt det registrerede engareal vest for vejen kunne anses for sammenhængende med de beskyttede arealer øst for vejen.

Nævnets vurdering af sammenhæng

Nævnet vurderede, at der var tale om ét sammenhængende naturareal, som var gennemskåret af vejen. Nævnet lagde vægt på, at den fem meter brede, asfalterede vej med begrænset trafik ikke udgjorde en barriere for spredning af plantefrø, insekter og padder. Det blev anset for uden betydning for den funktionelle sammenhæng, at vejen var asfalteret og havde en bredde på cirka fem meter.

Nævnet bemærkede desuden, at fraværet af grøfter langs vejen indikerede, at vandet sivede gennem jorden under vejen, hvilket talte for en hydraulisk forbindelse mellem engen og søen. Endelig lagde nævnet vægt på, at engarealet vest for vejen ville ligge i direkte forbindelse med et større beskyttet engareal øst for vejen, hvis vejen ikke eksisterede, og at der var tale om samme naturtype på begge sider af vejen.

Konklusion og gebyr

Da arealerne øst og vest for vejen blev anset for funktionelt sammenhængende, var størrelseskriteriet på 2.500 m² opfyldt, og arealet var dermed beskyttet i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 3, stk. 2, nr. 4. Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.