Afslag på dispensation til etablering af læhegn inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler en klage over Silkeborg Kommunes afslag på dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til etablering af et læhegn. Klager ønskede at etablere et læhegn på ca. 105 m x 6 m med en højde på ca. 4 m, bestående af seks rækker mindre træer, for at beskytte ejendommens bygninger og et gammelt kastanjetræ mod kraftig vind og storme fra vest. Læhegnet skulle placeres ca. 43 m fra foden af fortidsminde nr. 2312:5, en velbevaret rundhøj fra oldtiden, som indgår i en smuk højrække i et åbent landskab. Området er udpeget som et værdifuldt kulturmiljø i kommuneplanen. Klager anførte, at der ikke var mulighed for at placere læhegnet uden for beskyttelseslinjen, da huset ligger inden for denne, og at hegnet ikke ville genere indsynet til fortidsmindet fra tilstødende veje. Klager bemærkede også, at der tidligere havde været en mindre beplantning langs huset.

Kommunens sagsbehandling og afgørelse

Silkeborg Kommune foretog to besigtigelser af ejendommen. Ved den første besigtigelse den 16. marts 2017 vurderede kommunen umiddelbart, at læhegnet ikke ville påvirke indsyn til og udsyn fra gravhøjen, da det ville blive etableret op mod gården. Kommunen overvejede at meddele dispensation med vilkår om kontakt til Museum Silkeborg, men krævede yderligere oplysninger om læhegnets præcise placering.

Ved en ny besigtigelse den 6. april 2017 blev kommunen i tvivl og oplyste klager, at dispensation ikke kunne gives på grund af den restriktive lovgivning og tidligere afslag i lignende sager.

Silkeborg Kommune meddelte den 3. maj 2017 afslag på dispensation. Kommunen lagde vægt på, at der kun dispenseres i særlige tilfælde, og at plantning af træer inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen ikke er foreneligt med formålet med beskyttelseslinjen. Kommunen vurderede, at læhegnet ville påvirke indsyn til og udsyn fra højen, da det ville blive placeret tættere på fortidsmindet end eksisterende bebyggelse. Desuden vurderede kommunen, at en dispensation ville kunne skabe præcedens i strid med beskyttelsens formål.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Klager påklagede afgørelsen den 31. maj 2017 og anførte, at afslaget var meddelt på et urigtigt grundlag, da kommunen oprindeligt havde vurderet, at læhegnet ikke ville påvirke indsynet til og udsynet fra gravhøjen. Klager mente, at tre til seks rækker beplantning for at afværge klimaforandringer ikke ødelægger naturen, og bemærkede, at kommunen havde oplyst, at der kunne plantes i eksisterende have. Silkeborg Kommune bekræftede senere, at det var muligt at plante i eksisterende have, hvor der tidligere havde været beplantning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet klagen over Silkeborg Kommunes afslag på dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen. Nævnet har i sin prøvelse fokuseret på iagttagelse af forvaltningslovens begrundelseskrav og spørgsmålet om dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Begrundelseskravet

Nævnet bemærkede, at Silkeborg Kommunes afgørelse af 3. maj 2017 ikke opfyldte forvaltningslovens begrundelseskrav, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, da kommunen ikke havde henvist til Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, som er kommunens dispensationshjemmel. Nævnet fandt dog, at manglen ikke havde så konkret væsentlig betydning for afgørelsen, at den medførte afgørelsens ugyldighed. Dette skyldtes, at kommunen havde henvist til forbudsbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1 og angivet de hovedhensyn, der var bestemmende for skønsudøvelsen.

Dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen

Efter Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1 må der ikke foretages ændringer i tilstanden af arealet inden for 100 meter fra fortidsminder, herunder etablering af hegn. Formålet er at sikre fortidsmindernes værdi som landskabselementer, indsyn til og udsyn fra fortidsminderne samt de arkæologiske lag. Nævnet vurderede, at det ansøgte læhegn ikke var omfattet af undtagelserne i Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 2, nr. 3 (genplantning af skovarealer og beplantning i eksisterende haver).

Kommunen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2, men praksis er meget restriktiv. Nævnet fandt, at der ikke var påvist forhold, der kunne begrunde, at etableringen af læhegnet kunne anses for et sådant særligt tilfælde. Nævnet lagde vægt på, at læhegnet ville forstyrre og forringe oplevelsen af gravhøjen som landskabselement, da den indgår som del af en fritliggende højgruppe i det åbne landskab, og læhegnet ville blive placeret tættere på gravhøjen end eksisterende bygninger. Desuden kunne etableringen skade de arkæologiske lag.

Nævnet fremhævede den restriktive praksis inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen og vurderede, at en dispensation ville kunne skabe præcedens i andre lignende sager, hvilket er i strid med beskyttelsens formål. Nævnet bemærkede endvidere, at kommunens indledende positive tilkendegivelse ikke kunne betragtes som en bindende forhåndsbesked.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Silkeborg Kommunes afgørelse af 3. maj 2017 om afslag på dispensation fra fortidsmindebeskyttelseslinjen til etablering af læhegn.