Ophævelse af påbud om fjernelse af grantræer inden for fortidsmindebeskyttelseslinje på grund af mangelfuld begrundelse

Sagen omhandler et påbud fra Silkeborg Kommune om at fjerne grantræer plantet til juletræsproduktion inden for en 100-meters fortidsmindebeskyttelseslinje. Beplantningen var sket på flere arealer omkring tre forskellige fortidsminder (to rundhøje og en gravrøse).

Kommunens afgørelse og påbud

Efter en besigtigelse i januar 2017 meddelte Silkeborg Kommune den 16. marts 2017 et påbud om fjernelse af træerne. Kommunen vurderede, at beplantningen var i strid med Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1, som forbyder tilstandsændringer inden for beskyttelseslinjen. Fristen for fjernelse blev sat forskelligt for arealerne:

• Areal 5 og 6: Fjernelse senest 1. januar 2018.
• Areal 4: Fjernelse senest 1. januar 2027. Den længere frist blev givet, da beplantningen havde eksisteret i ca. 25 år, og ejeren kunne have været i god tro.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejeren af ejendommen påklagede afgørelsen og anførte flere punkter:

• At et af fortidsminderne ikke var synligt i terrænet, hvorfor beskyttelseslinjen ikke skulle gælde.
• At kommunen ikke havde foretaget en reel vurdering af muligheden for at meddele en dispensation, herunder en tidsbegrænset dispensation.
• At træerne var plantet i god tro, og at fristen for fjernelse burde forlænges af hensyn til værdispild.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Silkeborg Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet begrænsede sin prøvelse til to hovedpunkter: lovligheden af beplantningen og kommunens afslag på dispensation.

Juletræsbeplantningens lovlighed

Nævnet fastslog, at tilplantning med juletræer er en tilstandsændring, der er forbudt i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 18, stk. 1. Klagerens argument om, at et fortidsminde ikke var synligt, blev afvist. Ifølge praksis er et fortidsminde ikke "ikke synligt", selvom det er omgivet af beplantning.

For det areal, der havde været tilplantet i ca. 25 år, vurderede nævnet, at retten til at håndhæve forbuddet ikke var fortabt på grund af passivitet eller indrettelseshensyn. Nævnet lagde afgørende vægt på den stærke beskyttelsesinteresse bag fortidsmindelinjen og hensynet til at undgå præcedens. Beplantningen blev derfor anset for ulovlig på alle arealer.

Mangelfuld begrundelse for afslag på dispensation

Nævnet fandt, at Silkeborg Kommunes afgørelse var ugyldig på grund af en væsentlig mangel i begrundelsen. Kommunen havde ikke i tilstrækkelig grad begrundet sit afslag på at meddele dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Afgørelsen manglede en redegørelse for de hovedhensyn, der lå bag skønnet, og den henviste ikke til den korrekte hjemmel for at kunne meddele dispensation. Denne manglende begrundelse, som er et krav i henhold til Forvaltningslovens § 24, gjorde kommunens afgørelse ugyldig.

På denne baggrund blev hele afgørelsen ophævet, og sagen blev sendt tilbage til Silkeborg Kommune, som skal foretage en ny behandling og træffe en ny, korrekt begrundet afgørelse.