Afslag på genoptagelse vedrørende byggetilladelse på "Tulipangrunden" grundet beskyttelseslinjer

Sagen omhandler en anmodning fra Danmarks Naturfredningsforening (DNF) om genoptagelse af en afgørelse truffet af Natur- og Miljøklagenævnet den 19. april 2016. Afgørelsen vedrørte opførelse af tre beboelsesbygninger på "Tulipangrunden" i Københavns Kommune. Den oprindelige afgørelse blev truffet efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4 og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1.

DNF anmodede den 16. juni 2016 om genoptagelse af sagen, specifikt den del der vedrører naturbeskyttelsesloven. Sagen blev overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.

Klagepunkter og tidligere afgørelse

Københavns Kommune havde den 25. juni 2015 meddelt byggetilladelse og dispensation fra lokalplanens parkeringsbestemmelser. DNF og fem omboende klagede over kommunens afgørelse, herunder spørgsmål om fastlæggelse og opmåling af sø- og fortidsmindebeskyttelseslinjerne, da dele af byggeriet angiveligt lå inden for disse.

Natur- og Miljøklagenævnet gav delvist medhold i et spørgsmål om naboorientering, men opretholdt kommunens dispensation efter planloven. Nævnet afviste at behandle de omboendes klagepunkter vedrørende naturbeskyttelsesloven, da de ikke var klageberettigede. DNF blev dog anset for klageberettiget i forhold til fortolkning af naturbeskyttelsesloven.

Nævnet udtalte, at spørgsmålet om opmåling af beskyttelseslinjerne "i marken" og tilsyn med byggeri tæt på linjerne ikke var omfattet af nævnets kompetence. Nævnet fandt ikke grundlag for at konstatere, at kommunens vurdering af, at byggeriet lå uden for beskyttelseslinjerne, var truffet på et ufuldstændigt grundlag.

Anmodningens indhold og kommunens bemærkninger

I anmodningen om genoptagelse fremsendte DNF nyt materiale fra landinspektørfirmaer og et arkitektfirma, der angiveligt viste, at dele af byggeprojektet – herunder altaner, cykel- og skraldeskure samt beplantning – lå inden for beskyttelseslinjerne. DNF mente, at hverken kommunen eller klagenævnet havde taget tilstrækkeligt stilling til disse forhold. DNF opfattede også en mundtlig tilkendegivelse fra kommunen som en afgørelse om, at projektet ikke krævede dispensation fra naturbeskyttelsesloven.

Københavns Kommune bemærkede, at byggetilladelsen krævede yderligere redegørelser til godkendelse, og at byggesagen fortsat verserede. Kommunen oplyste, at byggesagsbehandlingen foregik skriftligt i henhold til Byggelovens § 16, stk. 3. Kommunen havde desuden iværksat en tilsynssag vedrørende byggepladsens placering i forhold til beskyttelseslinjerne, som stadig var under behandling.

DNF fastholdt, at kommunen ikke havde forholdt sig til, om dele af projektet var omfattet af naturbeskyttelseslovens beskyttelseslinjer, og fandt det uheldigt, at tilsynssagen endnu ikke var afsluttet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) afslog anmodningen om genoptagelse af sagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden seks måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1.

Begrundelse for afslag på genoptagelse

MFKN vurderede, at det materiale, som klager fremsendte i forbindelse med anmodningen om genoptagelse, allerede forelå i den oprindelige sag og var indgået i Natur- og Miljøklagenævnets behandling.

Nævnet fastslog, at Københavns Kommunes vurdering af, at det samlede projekt lå uden for beskyttelseslinjerne, ikke udgjorde en afgørelse, der kunne påklages og behandles af nævnet efter Naturbeskyttelseslovens § 78. Kommunens afgørelse af 25. juni 2015 var alene truffet efter byggeloven og planloven. En mundtlig tilkendegivelse fra kommunen vedrørende beskyttelseslinjernes afgrænsning havde ikke karakter af en dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1 og stk. 2.

Kommunens tilsynsforpligtelse

MFKN understregede, at kommunen har pligt til at påse overholdelsen af naturbeskyttelsesloven, herunder at bebyggelse ikke placeres inden for søbeskyttelseslinjen, og at der ikke foretages ændringer inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 1.

Hvis klager mener, at dele af byggeprojektet er i strid med naturbeskyttelsesloven, skal klager anmode kommunen om at forholde sig til dette i sin egenskab af tilsynsmyndighed. En klage over, at kommunen ikke overholder sin tilsynsforpligtelse, skal indgives til Ankestyrelsen (tidligere Statsforvaltningen), som fører tilsyn med kommunernes overholdelse af lovgivningen, herunder tilsynet på miljø- og planområdet. Dette gælder også for tilsynet med etablering af byggeplads inden for beskyttelseslinjerne.

Nævnet har ikke kompetence til at pålægge kommunen at træffe afgørelse om, hvorvidt projektet ligger inden eller uden for beskyttelseslinjerne. På baggrund af ovenstående afslog Miljø- og Fødevareklagenævnet anmodningen om at genoptage sagen.