Stadfæstelse af afslag på lovliggørelse af bådhus, spa-hus samt hævede terrasser indenfor strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til et bådhus, et spa-hus og hævede terrasser, der er placeret inden for strandbeskyttelseslinjen på en sommerhusejendom i Kolding Kommune. Ejendommens hovedhus ligger uden for strandbeskyttelseslinjen, cirka 32-35 meter fra stranden.

To yderligere bygninger, et bådhus på 12,19 m² og et overdækket spa/saunahus på 9 m² med en tilhørende træterrasse på cirka 18 m², blev opført inden for strandbeskyttelseslinjen. Bådhuset blev bygget mellem 2008 og 2010, cirka 9 meter fra stranden. Spa-huset og terrassen blev opført mellem 2004 og 2006, cirka 18 meter fra stranden. Begge anlæg er placeret mere end 15 meter fra sommerhuset.

Kystdirektoratets Afgørelse

Kystdirektoratet meddelte afslag på ansøgningen om dispensation den 11. december 2017. Direktoratet begrundede afslaget med, at anlæggene ikke var omfattet af undtagelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, da de var placeret mere end 15 meter fra sommerhuset. Kystdirektoratet vurderede, at spa-huset og den hævede terrasse var synlige og dominerende i landskabet, og at bådhusets fremskudte placering og størrelse talte imod dispensation. Direktoratet fandt ikke, at der forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, og det blev anført, at det var uden betydning, at bygningerne havde været upåtalt i længere tid.

Klagerens Anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 7. januar 2018 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at bådhuset og spa-huset var opført på fundamenter af henholdsvis en eksisterende bådplads og et gammelt havehus, der allerede var til stede ved købet af ejendommen i 1987. Klager havde desuden været i kontakt med Kolding Kommune i 2004 vedrørende etablering af en havepavillon på det gamle havehus' fundament og var blevet oplyst, at en pavillon på op til 9,9 m² var lovlig. Terrassen var opført efter fjernelse af store grantræer, der begrænsede udsigten. Klager henviste også til, at lignende problemstillinger på nærliggende ejendomme var løst med lovliggørende dispensationer.

Kystdirektoratets Bemærkninger til Klagen

Kystdirektoratet bemærkede, at de nærliggende sager, hvor der var meddelt lovliggørende dispensation, adskilte sig fra nærværende sag, idet de omhandlede ældre bebyggelser opført mellem 1960'erne og 1990'erne. Direktoratet anførte, at bygningernes alder havde haft betydning for lovliggørelsen i disse sager. Kystdirektoratet fastholdt, at eksistensen af en tidligere bådplads eller et fundament fra en ældre bebyggelse ikke havde betydning for den aktuelle vurdering.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation. Nævnet vurderede sagen ud fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3, Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1, samt indrettelseshensyn.

Anlæggenes Placering og Undtagelsesbestemmelser

Nævnet fastslog, at bådhuset, spa-huset og den hævede terrasse ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3. Dette skyldtes, at anlæggene var placeret henholdsvis 20-22 meter og 17 meter fra sommerhuset, og dermed ikke i tilknytning til beboelsen som krævet af bestemmelsen.

Dispensationsvurdering

Det ansøgte faldt heller ikke ind under den lempeligere dispensationsadgang i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at anlæggene var placeret på et åbent areal mod kystsiden, hvilket gjorde dem særligt synlige og dominerende i landskabet. Derfor skulle ansøgningen vurderes efter den almindelige, restriktive undtagelsesbestemmelse i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kun tillader dispensation i særlige tilfælde. Nævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, da anlæggene fremstod tydeligt og markant i kystlandskabet og var af væsentlig størrelse.

Indrettelseshensyn

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå et indrettelseshensyn, der kunne medføre, at Kystdirektoratet havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort. Selvom bådhuset og spa-huset med træterrassen havde været upåtalt i henholdsvis 10 og 14 år, vejede den samfundsmæssige interesse i effektiv håndhævelse af strandbeskyttelseslinjens regler tungere. Dette gjaldt især, da anlæggene lå tæt på kysten og vendte mod vandet. Nævnet bemærkede desuden, at praksis er restriktiv, og at en dispensation ville kunne medføre en uønsket præcedensvirkning. De af klager fremførte sammenlignelige sager blev afvist, da de omhandlede ældre bebyggelser, der havde stået på ejendommene i en lang årrække.

Gebyr

Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.