Afgørelse om dispensation til opførelse af udhus og kajakskjul inden for strandbeskyttelseslinjen

Ejendommens ejer påklagede Kystdirektoratets afgørelse af 10. september 2017, som afviste en ansøgning om dispensation til opførelse af et udhus og et kajakskjul på en ejendom i Samsø Kommune. Ejendommen er beliggende inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, knapt 150 meter fra kysten ud til Stavns Fjord, og ligger i et Natura 2000-område.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet havde afslået ansøgningen med den begrundelse, at der var tale om ny bebyggelse, og at arealet ikke blev betragtet som en "etableret have" i naturbeskyttelseslovens forstand. Direktoratet henviste til, at strandbeskyttelseslinjen administreres meget restriktivt, og at der som udgangspunkt ikke gives dispensation til ny bebyggelse, medmindre det erstatter eksisterende byggeri af lignende art. Kystdirektoratet vurderede, at græsarealet primært fungerede som en adgangssti til vandet, og at beplantningen med træer siden 1954 lignede de omkringliggende skovarealer, hvilket ikke opfyldte kriterierne for en have. En dispensation ville desuden kunne skabe uønsket præcedens.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at arealet omkring sommerhuset var en lovligt etableret have, som var omfattet af havedefinitionen i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4. Klageren fremhævede, at haven altid havde været kultiveret og vedligeholdt, herunder med klipning af plæne, hæk mod naboen og beskæring af buske/træer. Klageren var desuden indstillet på at reducere størrelsen på det ansøgte udhus til 10 m² og kajakskjulet til 5,5 m i længden. Kystdirektoratet bemærkede i den forbindelse, at bålplads, bord-bænkesæt og syrenhæk blev anset for ulovlige forhold, da der ikke forelå dispensation herfor.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede sagen med fokus på spørgsmålet om, hvorvidt haven var lovligt etableret og omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4, hvilket ville åbne for lempeligere dispensationsmuligheder efter Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1.

Nævnets vurdering af havebegrebet

Nævnet fastslog, at Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 generelt forbyder tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen, og at dispensation kun kan gives i særlige tilfælde efter Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Nævnet bemærkede, at definitionen af "haver" i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4 lovfæster den hidtidige administrative og domspraksis, hvor en have forstås som bygningsnære arealer, der er undergivet kultivering eller vedligeholdelse. For at være omfattet af undtagelserne for den udvidede strandbeskyttelseslinje, skulle haven være etableret før den 2. september 2002.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, på baggrund af sagens oplysninger og luftfotos, at arealet omkring sommerhuset måtte betragtes som en have i naturbeskyttelseslovens forstand. Nævnet lagde vægt på, at arealet var undergivet vedligeholdelse og adskilte sig væsentligt fra de omkringliggende natur- og skovarealer. Desuden fandt nævnet ikke grundlag for at fastslå, at haven ikke var lovligt etableret før 2002, idet luftfotos indikerede, at tilstanden helt eller delvist havde været opretholdt før dette tidspunkt.

Afgørelse

Da undtagelserne i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 og Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1 fandt anvendelse, og klageren var indstillet på at ændre størrelsen på det ansøgte, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets afgørelse. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i førsteinstansen. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.