Afslag på lovliggørende dispensation til vinterfold og læskur inden for strandbeskyttelseslinjen

Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation til etablering af en vinterfold og et læskur på en ejendom beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen i Esbjerg Kommune. Ejendommen, der er på ca. 0,67 ha, blev udstykket i 2013 fra en større landbrugsejendom og er registreret i BBR som en beboelsesejendom. Vinterfolden udgør et areal på 35 m x 17 m med udlagt sand og hegn, og læskuret er på ca. 42 m². Anlæggene anvendes til et hestehold på 15 heste, der går ude hele året, og som danner grundlag for en rideforening, der tilbyder terapi- og handicapridning samt naturpleje af omkringliggende arealer.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte afslag på dispensationen og påbud om fysisk lovliggørelse (fjernelse af vinterfold og læskur). Direktoratet begrundede afslaget med, at ejendommen ikke er en landbrugsejendom, og at de ansøgte forhold derfor ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 4, nr. 7 (nu Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 6). Kystdirektoratet lagde vægt på, at ejendommen er registreret som beboelsesejendom i BBR, og at hesteholdet primært foregår på andre matrikler. Direktoratet formodede desuden, at Esbjerg Kommunes tidligere accept af dyreholdet og dispensation fra afstandskrav var ugyldig, da den var truffet på forkert grundlag.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejere påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet med følgende hovedargumenter:

• Der er tale om landbrugsmæssig drift, hvorfor forholdene er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 6, og dermed ikke kræver dispensation.
• Vinterfolden udgør ikke en tilstandsændring, da arealet tidligere har været anvendt til dyrkning og afgræsning.
• Kystdirektoratet havde ikke hjemmel til at betvivle gyldigheden af Esbjerg Kommunes tilladelse til erhvervsmæssigt dyrehold.
• Læskuret er erhvervsmæssigt nødvendigt, jf. vejledning om strandbeskyttelses- og klitfredningszonen.
• Der forelå en forvaltningsretlig mangel, idet Kystdirektoratet ikke havde partshørt klager vedrørende bemærkninger fra Esbjerg Kommune, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

Klager fremhævede desuden, at hesteholdet bidrager til naturpleje, og at nødvendige faciliteter som hegning, afvanding og læskur er påkrævet i henhold til Lov om hold af heste.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til vinterfold og læskur inden for strandbeskyttelseslinjen.

Nævnet fandt indledningsvist, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering af behovet for partshøring, da klager var bekendt med Esbjerg Kommunes bemærkninger, og disse ikke var til ugunst for klageren.

Tilstandsændring og dispensationskrav

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at både læskuret og vinterfolden med udlagt sand og hegn udgør en tilstandsændring, som er omfattet af forbuddet i Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1. Nævnet fastslog, at dispensation fra strandbeskyttelseslinjen kun kan meddeles i særlige tilfælde, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1, og at praksis på området er meget restriktiv.

Vurdering af landbrugsmæssig drift

Nævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag var tale om "landbrugsmæssig drift" eller en "jordbrugsejendom" i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 3. Dette blev begrundet med, at ejendommen er under 2 ha, hestene ikke anvendes i forbindelse med stutterivirksomhed, men har et hobbybetonet formål (uagtet naturpleje), og der ikke er tilknyttet et CVR-nummer på adressen. Desuden vurderede nævnet, at det ansøgte (byggeri og terrænændringer) går ud over den direkte anvendelse af jorden.

Nævnet konkluderede også, at sagen ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 6, da ejendommen ikke er noteret som en landbrugsejendom. På den baggrund kræver det ansøgte dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1.

Særlige tilfælde og præcedens

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der forelå et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på fraværet af landbrugsmæssig drift på ejendommen, den restriktive praksis på området og den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne medføre.

Nævnet gjorde opmærksom på, at en ny undtagelse i Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 1, nr. 10 (trådt i kraft 9. juni 2017) omfatter læskure til græssende dyr til brug for naturpleje, og at opsætning af sådanne læskure forudsætter anmeldelse til Kystdirektoratet, jf. Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 5. Klager har mulighed for at anmelde læskuret efter denne bestemmelse, uden at nævnet dog tog stilling til, om forholdet er omfattet af den nye undtagelsesbestemmelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 5. januar 2017.