Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om reglement for Det Falsterske Dige

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Guldborgsund Kommunes afgørelse af 21. december 2017 om vedtagelse af et nyt reglement for Det Falsterske Dige. Diget, der strækker sig ca. 17 km, blev opført mellem 1873 og 1875 som beskyttelse mod oversvømmelser efter en stormflod i 1872. Hele digearealet, inklusive diget, klitterne og forstranden, ejes af Det Falsterske Digelag.

Sagens forhistorie og tidligere afgørelse

I 2013 fastsatte Guldborgsund Kommune en ny vedtægt for digelaget. Denne vedtægt blev påklaget, og Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse den 22. maj 2017. Nævnet stadfæstede vedtægterne med visse ændringer, herunder formuleringen af vedtægternes § 4 om kommunens dækning af vedligeholdelsesudgifter ved tilladelse af cykling på diget. Nævnet fastslog dengang, at cykling på diget ikke kunne tillades med hjemmel i Kystbeskyttelseslovens § 17, da denne bestemmelse alene kan bruges til at begrænse færdslen for at undgå nedslidning af græsvækst mv. Som følge heraf blev en sætning om kommunens dækning af ekstraordinære udgifter i forbindelse med cykling ophævet fra vedtægten.

Den påklagede afgørelse og klagepunkter

Den 21. december 2017 meddelte Guldborgsund Kommune sin beslutning om at fastsætte nærmere bestemmelser om færdsel og brug af arealer ved Det Falsterske Dige, udmøntet i et nyt reglement. Dette reglement forbød færdsel med motorkøretøjer, knallerter og ridning, men indeholdt ikke et forbud mod cykling. Kommunen vurderede, at der ikke var klagemulighed over afgørelsen, men anførte, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde kompetence til at afgøre spørgsmålet om klageadgang.

Bestyrelsen for Det Falsterske Digelag (klager 1) og et medlem af digelaget (klager 2) påklagede afgørelsen. Klagerne anførte navnlig, at:

• Der ikke er hjemmel i Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 til at tillade cykling, da bestemmelsen kun giver mulighed for at begrænse færdsel og brug.
• Der ikke er anlagt en vej på digekronen, som er en græsbevokset lerkappe, der slides ved færdsel.
• Afgørelsen ikke lever op til Forvaltningslovens regler vedrørende begrundelse og klagevejledning.
• Diget er privat ejendom, og digelagets bestyrelse, der repræsenterer medlemmerne, har tidligere undersøgt spørgsmålet om cykling med et flertal imod.
• Kommunen misbruger Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 ved at henvise til Naturbeskyttelsesloven uden at præcisere hvilke bestemmelser, der åbner for cykling på diger, som ikke er natur, men et bygningsværk.

Guldborgsund Kommune fastholdt, at den eksisterende vej/sti på digekronen kan sidestilles med andre veje og stier i det åbne land, og at diget ikke vil miste sin kystbeskyttelsesmæssige funktion ved cykling. Kommunen har tilkendegivet at ville dække ekstraordinære udgifter i forbindelse med cykling på diget.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ikke givet medhold i klagerne over Guldborgsund Kommunes afgørelse om vedtagelse af et nyt reglement for Det Falsterske Dige.

Klageadgang og rettidighed

Nævnet fastslog, at en beslutning om at fastsætte regler for færdsel i medfør af Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, og at der derfor er klageadgang i henhold til Kystbeskyttelseslovens § 18. Klagerne blev vurderet til at være indkommet rettidigt, da den afgørende beslutning var truffet på klagetidspunktet, og klagerne ikke havde fortabt nogen ret, selvom kommunen ikke havde vedhæftet en formel klagevejledning.

Fastsættelse af reglement for diget

Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede, at Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 giver kommunen mulighed for at fastsætte bestemmelser om færdsel og brug, men at bestemmelsen primært er tiltænkt at begrænse færdsel for at undgå nedslidning. Nævnet præciserede, at kommunen i den konkrete sag ikke har truffet afgørelse om at tillade cykling på diget, men derimod har besluttet ikke at fastsætte et forbud mod cykling. Cykling på diget vil således alene kunne finde sted i kraft af Naturbeskyttelseslovens regler og ikke efter kystbeskyttelseslovens regler eller det fastsatte reglement.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beslutning om ikke at fastsætte et forbud mod cykling i reglementet. Dette skyldes, at kommunen efter Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 kan begrænse færdslen, men ikke er forpligtet til det. Desuden har kommunen påtaget sig at dække de ekstra vedligeholdelsesudgifter, som cykling måtte medføre, hvilket håndterer et eventuelt ekstra slid på diget. Nævnet kunne ikke tage stilling til sagen i henhold til Naturbeskyttelseslovens regler, da Guldborgsund Kommune ikke havde truffet afgørelse efter disse.

Forvaltningsretlige krav til afgørelsen

Vedrørende klagernes anbringender om manglende begrundelse og klagevejledning efter Forvaltningslovens § 22 og Forvaltningslovens § 25, fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens håndtering af de formelle krav. Kommunen havde anført, at der ikke vurderedes at være klageadgang, men havde nævnt den kompetente klagemyndighed. Da afgørelsen allerede var påklaget, og kommunen var bekendt hermed, havde klagerne ikke fortabt nogen ret ved den manglende formelle klagevejledning. Nævnet fandt desuden, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet i anvendelsen af Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2, hvorefter der ikke gælder en pligt, men alene en mulighed for at fastsætte bestemmelser om begrænsning af færdsel.