Afvisning af klage over tilladelse til etablering af bådebro i Nørresø

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Viborg Kommunes afgørelse vedrørende etablering af en bådebro i Nørresø ved [adresse1]. Kommunen havde den 24. juli 2017 givet tilladelse efter Vandløbsloven § 47 og dispensation efter Naturbeskyttelsesloven § 65 til ændring af bådebroen.

Klagen og klagers anbringender

Afgørelsen blev påklaget den 15. august 2017 af en person, der ejer en ejendom cirka 1 km fra Nørresø. Klageren anførte, at kommunen ikke burde have givet tilladelse til bådebroen, men i stedet skulle have krævet, at jordstykket ved Nørresøvej blev ført tilbage til sin tidligere tilstand. Klageren fremhævede desuden en væsentlig og individuel interesse i at forhindre yderligere udbygning og privatisering af området omkring Nørresø.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Viborg Kommunes tilladelse og dispensation til etablering af bådebroen.

Klageberettigelse efter vandløbsloven

Nævnet vurderede klageberettigelsen i henhold til Vandløbsloven § 84, stk. 1. Denne bestemmelse fastslår, at klageberettigede omfatter adressaten for afgørelsen, enhver med en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald, samt en berørt nationalparkfond. En almindelig interesse i natur- og miljøforhold er ikke tilstrækkelig.

Nævnet fandt ikke, at klageren var påvirket i en grad, der medførte klageberettigelse. Dette blev især begrundet med klagerens boligs beliggenhed cirka 1 km fra Nørresø.

Klageberettigelse efter naturbeskyttelsesloven

Klageberettigelsen efter Naturbeskyttelsesloven § 86, stk. 1 omfatter adressaten, ejeren af den berørte ejendom, offentlige myndigheder, berørte nationalparkfonde, lokale foreninger med væsentlig interesse, samt landsdækkende natur-, miljø- og rekreative foreninger. Ejere af omkringliggende ejendomme er ikke klageberettigede, da nabohensyn ikke er beskyttet under denne lov.

Da klageren ikke faldt inden for kredsen af klageberettigede efter hverken vandløbsloven eller naturbeskyttelsesloven, afviste Miljø- og Fødevareklagenævnet at realitetsbehandle klagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.