Stadfæstelse af afslag på tilladelse til udskiftning af rørledning

Sagen omhandler en klage over Samsø Kommunes afslag på tilladelse til udskiftning af en rørlagt vandledning nordøst for Ørby. Klager, som er bredejer, ansøgte om at udskifte en del af et privat vandløb, der forløber rørlagt over klagers ejendom. Vandløbet har en lang og kompleks historie, herunder en TV-inspektion fra 2001, der viste ledningens dårlige forfatning med en skadesprocent på 100.

Baggrund for ansøgningen

Klager fremsendte i oktober 2013 et forslag om fornyelse af rørledningen, der inkluderede ændringer i dimension og placering af brønde. Klager argumenterede for, at den eksisterende ledning var nedslidt, og at en udsættelse af udskiftningen ville medføre store problemer og øgede udgifter. Klager mente, at den foreslåede ændring i dimension fra 23 cm til 180 mm indvendig diameter ville reducere vandføringskapaciteten til ca. 2/3, hvilket ville kræve en reguleringstilladelse og ikke blot almindelig vedligeholdelse.

Kommunens oprindelige afslag og hjemvisning

Samsø Kommune afviste oprindeligt ansøgningen i marts 2014 med henvisning til Vandløbsloven § 17, stk. 1 samt Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 3 og Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 15. Kommunen vurderede, at der ikke var sandsynliggjort problemer med afvandingskapaciteten, og at en udskiftning i samme dimension, kote og tracé ville være almindelig vedligeholdelse. Klager påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, som i maj 2015 ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling, da afgørelsen var truffet på et ufuldstændigt grundlag, idet kommunen ikke havde inddraget sin viden om rørledningens dårlige stand.

Kommunens genvurdering og fornyede afslag

Efter hjemvisningen genoptog Samsø Kommune sagen og meddelte i december 2015 et fornyet afslag. Kommunen fastholdt, at der ikke var tilslutning til projektet blandt sagens parter, og at der ikke var sandsynliggjort aktuelle problemer med rørledningens afvandingskapacitet. Kommunen vurderede fortsat, at projektet ikke kunne betragtes som en vandløbsregulering, men som almindelig vedligeholdelse, da der ikke var behov for at ændre på kote, rørdimension eller tracé. Kommunen bemærkede, at den ikke havde modtaget henvendelser om mangelfuld vedligeholdelse siden 2006, og at det ville afvige fra praksis at rejse krav om omlægning uden henvendelser fra berørte lodsejere. Kommunen præciserede dog, at hvis omlægningen blev gennemført som ansøgt, ville det være en regulering, men at der ikke var dokumentation for behovet for en sådan omlægning. Klager udtrykte villighed til at afvente et endeligt behov for omlægning, forudsat at udgifterne til fremtidig vedligeholdelse ikke udelukkende påhvilede klager. Vedligeholdelsen af vandløbet er reguleret af Vandløbsloven § 35, som pålægger bredejeren vedligeholdelsespligten.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har stadfæstet Samsø Kommunes afgørelse af 17. december 2015 om afslag på tilladelse til udskiftning af rørledningen nordøst for Ørby. Nævnet fandt, at den ansøgte udskiftning af rørlægningen, der indebar en ændring af den nuværende rørlednings dimension, er en regulering i henhold til Vandløbsloven § 17, jf. Vandløbsloven § 16.

Nævnets vurdering af behov for regulering

Nævnet bemærkede, at kommunen med den omhandlede afgørelse havde foretaget den vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet tidligere havde efterlyst. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke er behov for at iværksætte det af klager ansøgte reguleringsarbejde. Dette skyldes, at der er enighed mellem kommunen og klager om, at der ikke er aktuelle afvandingsmæssige problemer i området, og at der ikke er et ønske fra andre berørte lodsejere om et sådant projekt. Ved afgørelsen skal vandløbsmyndigheden tage hensyn til samtlige afvandingsinteresser og sikre projektets forenelighed med den miljømæssige målsætning, jf. Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 18.

Vedligeholdelsespligt og påbudsmulighed

Nævnet bemærkede endvidere, at det tidligere er fastslået, at kapaciteten af rørledningen i sin nuværende stand er væsentligt reduceret, og at det er klager, der har vedligeholdelsespligten på det omhandlede private vandløb. Kommunen kan således i medfør af Vandløbsloven § 54 meddele klager påbud om at foretage lovmæssigt vedligehold af vandløbet. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.