Afslag på genoptagelse af klage over VVM-redegørelse vedrørende Bagsværd Rostadion

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) traf den 30. september 2015 afgørelse om at afvise en klage fra [person1] vedrørende Gladsaxe Kommunes tiltrædelse af en VVM-redegørelse for ændringer i Bagsværd Rostadion. Afvisningen skete med henvisning til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Efterfølgende anmodede klager nævnet om at genoptage sagen.

Klagerens anmodning om genoptagelse

Klageren argumenterede for at have en retlig interesse i sagens afgørelse om VVM-redegørelsen for rostadionet ved Bagsværd Sø. Klageren henviste til sin bopæl, der ligger cirka 1,2 km fra Bagsværd Sø.

Klageren påpegede desuden, at VVM-direktivets præambel (15-21) og FN's Århuskonvention understreger vigtigheden af at inddrage en bred kreds af borgere i miljøspørgsmål, hvor miljøbegrebet er bredt defineret. Klageren mente at have opfyldt direktivets formål ved at give sin mening til kende under Gladsaxe Kommunes høring, hvor kommunen også havde anerkendt klagerens høringsberettigelse og klageadgang.

Sagens baggrund og nævnets oprindelige vurdering

NMK's oprindelige afgørelse af 30. september 2015 omhandlede en udvidelse af Bagsværd Rostadion. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at klagerens bolig lå cirka 1,2 km i fugleflugtslinje fra den sydøstlige del af Bagsværd Sø og cirka 1,7 km fra det nærmeste sted på robanen. Mellem klagerens bolig og søen lå et boligområde.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) har pligt til at vurdere en anmodning om genoptagelse af en sag. En sag skal genoptages, hvis der foreligger nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at de sandsynligvis ville have ændret sagens udfald, hvis de havde været kendt tidligere. Ligeledes kan væsentlige sagsbehandlingsfejl eller nye retlige forhold, som for eksempel en domstols underkendelse af nævnets praksis, medføre en pligt til genoptagelse.

Nævnets vurdering af klageberettigelse

Klagerens anmodning blev fortolket som et argument for, at nævnet i medfør af VVM-direktivet og Århuskonventionen er forpligtet til at inddrage en bredere kreds af klageberettigede. NMK bemærkede, at praksis i sager om planer og VVM-redegørelser generelt anser en bred personkreds for klageberettiget, hvilket afspejler Planlovens fokus på offentlighedens inddragelse i planprocessen.

En tilknytning til lokalområdet som grundejer, beboer, arbejdstager, erhvervsdrivende eller lokal forening anses normalt for tilstrækkelig til at være klageberettiget. Personer, foreninger og myndigheder, der er inddraget i planprocessen, anses som hovedregel for klageberettigede både med hensyn til procedureregler og andre retlige spørgsmål.

Når en klager ikke bor inden for lokalplanområdet, er afstanden til klagerens ejendom afgørende. Der er ikke et fast afstandskrav; i stedet foretages en konkret vurdering baseret på projektets karakter, omfang og betydning for nærområdet. En "ideal interesse" i natur og miljø er derimod ikke tilstrækkelig til at etablere klageberettigelse.

Konklusion på genoptagelsesanmodningen

NMK vurderede, at der ikke var fremlagt nye faktiske eller retlige oplysninger, som ville have ført til et andet resultat i sagen. Nævnet fandt heller ikke, at der var begået væsentlige sagsbehandlingsfejl under den tidligere behandling af sagen. På baggrund heraf fandt Natur- og Miljøklagenævnet ikke grundlag for at genoptage sagen.

Nævnets afgørelse om afslag på genoptagelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planloven § 62. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.