Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om VVM-pligt for miljøgodkendelse af [...] Dambrug

Sagen omhandler Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse vedrørende Ikast-Brande Kommunes beslutning om, at en ansøgning om miljøgodkendelse af et dambrug ikke var VVM-pligtig. Dambruget, etableret i 1959, havde et udmeldt maksimalt årligt foderforbrug på 190,8 tons og var ikke tidligere miljøgodkendt. Kommunen anmodede dambruget om at indsende ansøgning om miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 og traf den 29. august 2013 afgørelse om, at projektet ikke var VVM-pligtigt, samtidig med at de meddelte miljøgodkendelse af dambruget.

Klagen fra Danmarks Sportsfiskerforbund

Danmarks Sportsfiskerforbund påklagede afgørelsen den 18. oktober 2013. Forbundet anførte, at vandindvindingsmetoden burde have været vurderet i VVM-screeningen, da de dårlige passageforhold op- og nedstrøms stemmeværket ved dambruget påvirkede miljøet væsentligt. De var desuden uenige i kommunens vurdering af, at projektet ikke medførte en væsentlig negativ miljøpåvirkning, men snarere en miljøforbedrende effekt, især i lyset af uændret fodertilladelse og vandindtag fra Karup Å.

Natur- og Miljøklagenævnets vurdering af retlige spørgsmål

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som kun tillader klage over retlige spørgsmål. Nævnet fastslog, at spørgsmålet om kommunens VVM-afgørelse var korrekt i henhold til planloven og VVM-bekendtgørelsen, var et retligt spørgsmål. Da afgørelsen var truffet før den 1. januar 2014, blev sagen behandlet efter de dagældende regler, herunder Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning § 3.

Projektet var omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2, punkt 1e, vedrørende intensivt fiskeopdræt, hvilket krævede en screening i henhold til bilag 3-kriterierne. En screening er en foreløbig vurdering, der skal kunne træffes hurtigt baseret på foreliggende oplysninger.

Passageforhold og relateret miljøgodkendelsessag

Nævnet bemærkede, at passageforholdene ved dambruget reguleres efter Vandløbslovens § 37 eller Vandløbslovens § 48 og derfor ikke skulle indgå i VVM-screeningen af dambrugets miljøgodkendelse. Imidlertid henviste nævnet til sin samtidige afgørelse i klagesagen vedrørende miljøgodkendelsen af dambruget (NMK-10-00739). I denne sag havde nævnet beregnet, at den teoretiske udledning fra dambruget markant overskred de tilladte udledninger i henhold til BAT-standardkravene. Da der ikke forelå oplysninger, der kunne sandsynliggøre overholdelse af kravene, fandt nævnet, at der ikke kunne meddeles en samlet miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 33, jf. Miljøbeskyttelseslovens § 39, uden yderligere vilkår. Kommunen havde ikke fastsat sådanne vilkår.

Da dambrugets miljøpåvirkning i VVM-screeningen var vurderet ud fra en forudsætning om, at BAT-standardkravene ville blive overholdt, og denne forudsætning var fundet forkert i den relaterede sag, fandt Natur- og Miljøklagenævnet, at VVM-afgørelsen også var mangelfuld.

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 29. august 2013 om ikke VVM-pligt for ansøgning om miljøgodkendelse af dambruget og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen.

Begrundelse for afgørelsen

Afgørelsen blev truffet på baggrund af de samme grunde, som var anført i nævnets afgørelse vedrørende miljøgodkendelsen af dambruget (sag NMK-10-00739). I den sag havde nævnet fundet, at dambrugets teoretiske udledning markant overskred de tilladte udledninger i henhold til BAT-standardkravene, og at kommunen ikke havde fastsat tilstrækkelige vilkår til at sikre overholdelse heraf. Da VVM-screeningen af dambrugets miljøpåvirkninger var baseret på en forudsætning om, at disse BAT-standardkrav ville blive overholdt, og denne forudsætning var fundet forkert, var VVM-afgørelsen også mangelfuld. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen for en fornyet og korrekt vurdering.