Planklagenævnets afvisning af klage over afslag på aflysning af servitut

Sagen omhandler en klage over Københavns Kommunes afslag på en anmodning om aflysning af en tinglyst servitut om færdselsret på ejendommene [adresse1]-[adresse2] samt [adresse3]-[adresse4]. Afslaget blev meddelt den 14. februar 2018, hvorefter en ejerforening, som var adressat for afgørelsen, klagede til Planklagenævnet den 7. marts 2018.

Kommunens afgørelse

Københavns Kommune begrundede sit afslag med, at servituttens bestemmelser svarer til dem, der i dag ville blive optaget i en lokalplan. Kommunen fremhævede desuden, at passagen er meget anvendt af områdets trafikanter, og at en lukning af passagen ville forringe forholdene.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at færdselsretten ikke er nødvendig, stammer fra en anden tid og medfører uro, støj og utryghed, blandt andet på grund af lejlighedsvis sovende personer. Klageren anførte også, at kommunens afgørelse led af en række sagsbehandlingsfejl. Specifikt blev det fremhævet, at kommunen ikke havde dokumenteret påstanden om passagens hyppige anvendelse, og at kommunens henvisning til lokalplanforhold var spekulativ og uden grundlag i den konkrete situation. Endvidere havde kommunen afvist at besigtige forholdene på stedet.

Planklagenævnet afviste at behandle klagen, da kommunens afgørelse ikke faldt inden for nævnets kompetenceområde.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. En kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planlovens § 43. Efter denne bestemmelse kan kommunen ved påbud eller forbud sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan.

Afgørelsens karakter

Nævnet fastslog, at der kun er tale om en afgørelse efter planloven, hvis kommunen under henvisning til Planlovens § 43 har meddelt påbud eller nedlagt forbud til håndhævelse af en privatretlig servitut. I dette tilfælde havde Københavns Kommune ikke truffet en sådan afgørelse. Kommunen havde alene meddelt klageren, at den ikke ville medvirke til servituttens aflysning. En sådan beslutning er ikke en afgørelse efter planloven, men et spørgsmål, der i givet fald må søges løst i privatretligt regi, eventuelt gennem søgsmål ved domstolene.

Konklusion

På baggrund heraf afviste Planklagenævnet at behandle klagen. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.