Planklagenævnets afgørelse om afslag på tilladelse til opførelse af garage med sadeltag

Nyborg Kommune afslog den 12. december 2017 en ansøgning om tilladelse til opførelse af en garage med sadeltag på en ejendom beliggende på [adresse1]. Afslaget blev begrundet med en tinglyst privatretlig servitut fra 1978, der foreskriver, at tilbygninger skal udføres med fladt tag. Kommunen anførte ikke en specifik hjemmel for afgørelsen, men begrundede den med et ønske om ligeret for grundejerne i området og det faktum, at byggeriet var påbegyndt uden tilladelse og i strid med deklarationen.

Ejendommens ejer klagede den 9. januar 2018 til Planklagenævnet og gjorde gældende, at kommunens afgørelse var truffet på et forkert grundlag. Klageren fremhævede, at grundejerforeningen, som er påtaleberettiget i henhold til servitutten, flerstemmigt havde godkendt sadeltagsløsningen. Dette skyldtes en vurdering af, at sadeltaget ville give merværdi for ejendommene og ligestille dem med andre vænger i samme grundejerforening. Klageren mente, at Teknik- og Miljøudvalget ikke var blevet oplyst om grundejerforeningens godkendelse, da afgørelsen blev truffet.

Planklagenævnet ophævede Nyborg Kommunes afgørelse af 12. december 2017 om afslag på tilladelse til opførelse af garage med sadeltag.

Planklagenævnets kompetence og vurdering

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. En forudsætning for nævnets behandling er, at afgørelsen er truffet i henhold til planloven, og det er et retligt spørgsmål, om kommunen har haft hjemmel i loven til at træffe afgørelsen.

Kommunens mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planlovens § 43. Denne bestemmelse giver kommunen mulighed for ved påbud eller forbud at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, der kan optages i en lokalplan. Det er op til kommunen selv at beslutte, om den ønsker at anvende Planlovens § 43. Hvis kommunen har påtaleret, kan den i stedet vælge at håndhæve servitutten ved et privatretligt søgsmål, hvilket adskiller sig væsentligt fra et myndighedspåbud efter planloven.

Begrundelse for ophævelse

Planklagenævnet fandt, at den påklagede afgørelse af 12. december 2017 ikke indeholdt tilstrækkelig information om hjemlen for afgørelsen. Det fremgik ikke klart, om kommunen havde til hensigt at anvende Planlovens § 43 med henblik på offentligretlig håndhævelse af servitutten. Afgørelsen opfyldte dermed ikke forvaltningslovens mindstekrav til en begrundelse, og af denne grund blev afgørelsen ophævet som ugyldig.

Bemærkninger til ny behandling

Hvis kommunen fortsat ønsker at modsætte sig det ansøgte byggeri, skal den træffe en klar beslutning om, hvorvidt den ønsker at håndhæve servitutbestemmelsen efter Planlovens § 43, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt. Planklagenævnet gjorde desuden opmærksom på, at forhold, der allerede er etableret, som udgangspunkt skal behandles, som hvis der var ansøgt, inden byggeriet blev iværksat.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.