Delafgørelse om opsættende virkning vedrørende byggetilladelse til antennemast i Skødstrup

Aarhus Kommune traf den 25. august 2017 afgørelse om, at etablering af en 36 meter høj antennemast med tilhørende udstyr på en ejendom i Skødstrup ikke var i strid med planlovgivningen. Denne byggetilladelse blev efterfølgende påklaget til Planklagenævnet af to beboere i området, som også anmodede om opsættende virkning af klagen. Kommunen havde i sin afgørelse vurderet, at masten ville falde naturligt ind i området og ikke ændre områdets præg nævneværdigt, da den skulle placeres ved eksisterende tekniske anlæg og jernbanen.

Klagerens anbringender

Klagerne anførte en række punkter til støtte for deres klage og anmodning om opsættende virkning:

• Kommunen havde givet byggetilladelse i strid med kommuneplanrammen for området og havde pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse, jf. Planloven § 12, stk. 1.
• Kommunen havde ikke undersøgt sin egen praksis for opstilling af master eller fulgt sin egen vejledning for placering af mobilmaster.
• Kommunen havde undladt at håndhæve en gældende privatretlig servitut, der kun tillader åben og lav boligbebyggelse.
• Der var en eksisterende antennemast i nærheden, som ansøger burde have udnyttet i henhold til mastelovgivningen.
• Kommunen havde ikke foretaget tilstrækkelig sagsoplysning, herunder undersøgt sagens faktiske omstændigheder eller alternative placeringsmuligheder.
• Der var ikke foretaget tilstrækkelig partshøring i forhold til det samlede projekt og nye oplysninger.
• Sagsbehandlingen bar præg af, at kommunen ikke havde læst indsigelserne.
• Kommunen havde givet forkert klagevejledning til Natur- og Miljøklagenævnet.

Kommunens vurdering og standsningsmeddelelse

Kommunen havde i sin byggetilladelse anført, at området var omfattet af kommuneplanramme 390222B0, der fastlægger anvendelsen til boligformål i form af fritliggende énbolighuse, erhvervsformål og offentlige formål. Kommunen vurderede, at opførelse af en gittermast med teknikskab i denne del af boligområdet ikke oversteg, hvad der er en normal følge af samfundsudviklingen, da masten skulle placeres, hvor der var dækningsbehov, og ved eksisterende tekniske installationer. Kommunen udsendte dog den 1. december 2017 en standsningsmeddelelse til bygherre, da det blev konstateret, at masten ikke var placeret i overensstemmelse med det godkendte tegningsmateriale.

Planklagenævnet afviste at tillægge klagen opsættende virkning. Nævnet bemærkede, at en klage efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, jf. Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 1. Nævnet kan dog bestemme, at en klage skal tillægges opsættende virkning, hvis særlige grunde taler herfor, jf. Lov om Planklagenævnet § 7, stk. 3, eller påbyde et bygge- eller anlægsarbejde standset, jf. Bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love § 6.

Vurdering af opsættende virkning

Ved vurderingen af opsættende virkning lægger Planklagenævnet vægt på, om det er overvejende sandsynligt, at der foreligger en væsentlig overtrædelse af loven, og om der er stor risiko for, at en udnyttelse af tilladelsen vil vanskeliggøre et muligt krav om fysisk lovliggørelse, hvis nævnet efterfølgende giver klager medhold. Tidspunktet for aktivitetens påbegyndelse kan også indgå i vurderingen. Nævnet understregede, at en delafgørelse om opsættende virkning træffes på et foreløbigt grundlag af hensyn til behovet for en hurtig stillingtagen.

Planklagenævnets konklusion

Planklagenævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag var forhold, der kunne begrunde en fravigelse af hovedreglen om, at en klage ikke har opsættende virkning. Klagerne havde ikke gjort forhold gældende, som gjorde det overvejende sandsynligt, at der forelå en væsentlig overtrædelse af planlovgivningen. Anmodningen om opsættende virkning blev derfor afslået.

Planklagenævnet meddelte, at det senere vil tage stilling til de spørgsmål, der er rejst i klagen, og at denne delafgørelse ikke er en forhåndstilkendegivelse i forhold til nævnets endelige afgørelse. Hvis ansøger vælger at udnytte tilladelsen, mens klagesagen verserer, sker dette på egen risiko. Delafgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1, og er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af delafgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.