Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplanens krav om parkeringsplads ved ændret anvendelse af ejendom på Frederiksberg

Frederiksberg Kommune afslog den 30. august 2017 en ansøgning om dispensation fra kravet om etablering af én parkeringsplads pr. bolig ved ændret anvendelse af en bebyggelse på [adresse1]. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 189, Bevarende lokalplan for Svømmehalskvarteret, som fastsætter krav til parkeringspladser ved ny bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse i henhold til lokalplanens § 4, stk. 2. Lokalplanen åbner dog mulighed for dispensation mod indbetaling til kommunens parkeringsfond, hvilket skal behandles efter Planloven § 19 og Planloven § 20.

Klageren ansøgte den 28. marts 2017 om tilladelse til at konvertere en erhvervslejlighed til bolig. Kommunen informerede klageren om lokalplanens krav og muligheden for dispensation mod indbetaling til parkeringsfonden, da der ikke var plads til en parkeringsplads på egen grund. Klageren ønskede at ansøge om denne dispensation.

Kommunens By- og Miljøudvalg besluttede den 19. juni 2017 at afslå dispensationsansøgningen. Begrundelsen var den øgede befolkningstilvækst i kommunen, som lagde pres på byen i form af manglende parkeringspladser og opholdsarealer. Kommunen genoptog senere sagen på grund af en formel mangel i den oprindelige afgørelse.

Den endelige afgørelse fra Frederiksberg Kommune den 30. august 2017 fastholdt afslaget. Kommunen henviste til, at den ønskede bolig medførte boligtilvækst og øget pres på parkering, som ikke blev opvejet af tilstrækkelige kvaliteter. Kommunen bemærkede desuden, at den generelt var tilbageholdende med etablering af nye boliger for at værne om bylivet og den blandede by, især øst for Fasanvejslinjen.

Klageren klagede til Planklagenævnet den 27. september 2017. Klagen fokuserede på, at kommunens argument om øget parkeringspres var usagligt, da konvertering fra erhverv til bolig potentielt kunne mindske presset, og at den ansøgte bolig ville forbedre boligmulighederne i kommunen. Kommunen fastholdt sin vurdering og oplyste, at afgørelsen var truffet ud fra en samlet vurdering, hvor projektets kvalitet i forhold til opholdsarealer også indgik.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan dog ikke prøve kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt dispensation skal meddeles, men kan vurdere, om afgørelsen er baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn og overholder forvaltningsretlige principper.

Krav om dispensation

Lokalplanens § 4, stk. 2, fastsætter krav om én parkeringsplads pr. bolig ved ændret anvendelse. Da ejendommen ikke har tilstrækkeligt friareal til at etablere en parkeringsplads, kræver konverteringen fra erhverv til bolig en dispensation fra lokalplanen.

Begrundelsens mangler og usaglige hensyn

En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, der henviser til retsregler og angiver hovedhensyn for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2. Planklagenævnet fandt, at kommunens begrundelse var mangelfuld og baseret på usaglige hensyn:

• Kommunens ønske om at forhindre etablering af nye boliger er et planlægningsmæssigt relevant hensyn, men da lokalplanen ikke indeholder bestemmelser, der direkte forhindrer etablering af nye boliger uden særlige betingelser, er det usagligt at bruge et afslag på parkeringsdispensation til indirekte at indføre et sådant krav. Etablering af ny bolig er umiddelbart tilladt i henhold til Planloven § 18.
• Argumentet om øget parkeringspres er ikke entydigt, da klageren har ansøgt om dispensation mod indbetaling til en parkeringsfond. Formålet med fonden er at etablere parkeringspladser andetsteds, og det er ikke vurderet, om den nye anvendelse medfører et større pres end den nuværende erhvervsanvendelse.

Planklagenævnet konkluderede, at kommunen ikke havde foretaget den fornødne konkrete skønsmæssige vurdering ud fra saglige kriterier, eller at dette i hvert fald ikke var afspejlet klart i afslaget. Dette udgjorde en væsentlig retlig mangel, som gjorde afgørelsen ugyldig.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet ophæver Frederiksberg Kommunes afgørelse af 30. august 2017 og hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Ved den fornyede behandling skal kommunen konkret tage stilling til muligheden for dispensation mod indbetaling til parkeringsfonden og kan ikke lægge vægt på ønsket om at undgå etablering af nye boliger. Det vil dog være sagligt at vurdere, om dispensationen vil skabe et øget parkeringspres i forhold til ejendommens nuværende anvendelse.