Planklagenævnets afgørelse om hegnshøjde på Østerøvej, Nyborg

Nyborg Kommune traf den 2. august 2017 afgørelse om, at et levende hegn på en ejendom på [adresse1] skulle holdes nede på 1,8 meter. Afgørelsen blev påklaget til Planklagenævnet af en nabo, der ønskede hegnet reduceret yderligere.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 94, Sommerhus- og strandområde ved Østerøvej, vedtaget den 9. februar 1998. Lokalplanens § 9.4 fastsætter, at nord- og sydgående hegn maksimalt må være 1,00 meter høje, mens § 9.5 tillader øst- og vestgående levende hegn på maksimalt 1,80 meter.

Forløbet før kommunens afgørelse

Den 23. juni 2017 modtog kommunen en klage fra en nabo, der ejede ejendommen [adresse2], beliggende umiddelbart bagved den påklagede ejendom. Klageren anførte, at hegnet var højere end tilladt i lokalplanens § 9.4 og havde forringet udsigten over Storebælt, som var en væsentlig årsag til købet af ejendommen i 2007. Klageren havde forgæves forsøgt at opnå enighed med ejeren om at reducere hegnet og anmodede kommunen om at gribe ind, idet der blev taget forbehold for et erstatningskrav.

Kommunen partshørte ejendommens ejer den 29. juni 2017. I partshøringen blev det anført, at eksisterende lovlige forhold fra lokalplanens vedtagelse var lovlige, men at fotos dokumenterede en højdeforøgelse siden 2007, hvilket ikke var i overensstemmelse med lokalplanen.

Ejendommens ejer svarede den 25. juli 2017, at lokalplanen tillader fortsat lovlig anvendelse af ejendommen, og henviste til en afgørelse fra Naturklagenævnet af 20. oktober 1993, der fastslog, at en tinglyst servitut om hegnshøjde ikke kunne håndhæves grundet kommunens passivitet. Ejeren fastholdt, at hegnet ikke var ændret siden 1993, bortset fra en frivillig nedklipning i udsigtskilen, og henviste til en tidligere sag fra 1999, hvor kommunen havde accepteret forholdene. Ejeren bestred desuden, at de fremsendte billeder viste en højdeforøgelse siden 2007.

Kommunens afgørelse

Nyborg Kommune afgjorde den 2. august 2017, at hegnet skulle holdes i en højde af 1,80 meter. Kommunen anerkendte, at lokalplanens § 9.4 ikke kunne håndhæves over for ejeren, da hegnet var højere ved lokalplanens vedtagelse i 1998 og dermed et eksisterende lovligt forhold. Kommunen vurderede dog, at en frivillig nedklipning af hegnet i udsigtskilen til ca. 1,8 meter i 2007 betød, at denne lavere højde skulle fastholdes, da den udgjorde en tilnærmelse til lokalplanen. Hegnet blev vurderet til at være omkring 2 meter på de fremsendte fotos.

Korrespondance under klagesagen

Klageren fastholdt i sin klage af 8. august 2017, at der ikke var sket ændringer i hækkens højde efter kommunens afgørelse. Klageren fremlagde yderligere billeder, der angiveligt viste, at et træ ved udestuen og hækken mod [adresse4] var vokset og tog udsigten. Klageren ønskede sin udsigtskile genskabt i både højde og bredde.

Kommunen fastholdt sin afgørelse og argumenterede for, at en frivillig reduktion af hegnshøjden med tilnærmelse til lokalplanen forpligtede ejeren til at fastholde den lavere højde.

Ejendommens ejer ønskede kommunens afgørelse stadfæstet, men med en ændring, der tillod at ændre hækkens højde til den, der var gældende ved Naturklagenævnets afgørelse i 1993. Ejeren anførte, at den tidligere aftale med naboen var midlertidig og fastholdt, at hækkens højde ikke var ændret. Træet foran udestuen blev plantet i 1994/1995 for at skærme for indblik og var placeret uden for udsigtskilen.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan kun tage stilling til spørgsmål, som kommunen har behandlet i den påklagede afgørelse. Derfor kunne nævnet ikke behandle klagerens anbringende om, at et træ/busk foran ejendommens udestue tog udsigten.

Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation

Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne i henhold til Planlovens § 18. Dette betyder, at dispositioner i overensstemmelse med lokalplanen er umiddelbart tilladt, mens afvigelser kræver dispensation. En lokalplan regulerer dog kun fremtidige dispositioner, og eksisterende lovlig brug kan fortsætte uændret, selv ved ejerskifte.

Det blev fastslået, at hækken var etableret og lovlig før lokalplanens vedtagelse i 1998, uanset dens højde på det tidspunkt. Kommunen kunne derfor ikke med henvisning til lokalplanens § 9.4 kræve, at ejeren klippede hækken ned til 1 meter.

Desuden blev det bemærket, at reglen i Planlovens § 15, stk. 2, nr. 10, om beplantningens tilladte højde, først blev indført ved en lovændring i 2007. Bemærkningerne til denne lovændring præciserer, at eksisterende beplantning fortsat er tilladt, og at regulering af beplantningshøjde kun gælder for ny beplantning.

Planklagenævnet fandt, at selvom der var sket en frivillig tilnærmelse af hækkens højde til lokalplanens bestemmelser (f.eks. gennem årlige klipninger eller aftaler med naboer), forpligtede dette ikke ejeren til at fastholde den lavere højde. En frivillig reduktion af en lovlig eksisterende tilstand medfører ikke, at den oprindelige lovlige tilstand fortabes.

Planklagenævnets afgørelse

På baggrund heraf fandt Planklagenævnet, at kommunens afgørelse om, at hækken skulle holdes nede i en højde på 1,8 meter, var ugyldig. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i klagen, men ophævede i stedet kommunens afgørelse.

Planklagenævnet ophævede Nyborg Kommunes afgørelse af 2. august 2017. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.