Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til udvidelse af tagetage på bevaringsværdig ejendom

Frederikshavn Kommune afslog den 7. december 2016 en ansøgning om dispensation til at udvide tagetagen oven på en eksisterende karnap på ejendommen [adresse1]. Afslaget blev begrundet med, at projektet stred mod lokalplanens bestemmelser for bebyggelsens omfang og tagudformning.

Klagen og dens indhold

Ansøgeren klagede den 28. december 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev den 1. februar 2017 overført til Planklagenævnet. Klageren anførte primært, at kommunens afslag byggede på en forkert fortolkning af lokalplanens bestemmelser. Det blev hævdet, at ombygningen ikke ændrede husets karakter som en etagebygning, og at den projekterede tagudvidelse ville sikre et sammenhængende og harmonisk udtryk, da den var en fortsættelse af hovedhusets tag.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan SKA.242.B for boligområdet Vesterby, som er en bevaringslokalplan. Formålet med lokalplanen er at beskytte kulturmiljøet og sikre æstetik og harmoni i bymiljøet. Af lokalplanens afsnit 7.4 fremgår det, at bebyggelse må opføres i indtil 1½ etage. Ejendommen er desuden klassificeret som en bevaringsværdig bygning (bilag 3 og 4), hvilket betyder, at ombygninger kræver kommunens tilladelse jf. afsnit 9.1. Lokalplanens afsnit 9.45 specificerer desuden krav til tagudformning for bevaringsværdige villaer, herunder at tage på karnapper skal have samme udformning som hovedhuset, symmetriske saddeltage med en hældning mellem 40 og 50 grader, eller flade tage.

Ansøgningens detaljer

Ansøgningen fra den 26. juni 2017 (på vegne af ejeren) omhandlede en udvidelse af tagetagen, så den ville dække næsten hele grundplanet. Tegningerne viste, at den eksisterende tagetage allerede dækkede hovedparten af grundplanen. Den projekterede tilbygning ville flugte med den eksisterende karnap i stueplan og inkludere et nyt vinduesbånd. Tagkonstruktionen på tilbygningen var et saddeltag med helvalm, mens resten af bygningen havde et saddeltag med halvvalm.

Kommunens begrundelse for afslag

Frederikshavn Kommune fastholdt sit afslag og henviste til, at den projekterede udvidelse ville få ejendommen til at fremstå som en bygning i to fulde etager, hvilket er i strid med lokalplanens afsnit 7.4 om maksimalt 1½ etage. Kommunen bemærkede også, at den projekterede tagkonstruktion med helvalm afveg fra lokalplanens afsnit 9.45, som ikke giver mulighed for denne tagtype. Kommunen understregede, at lokalplan SKA.242.B blev indført for at fastlægge detaljerede bestemmelser og beskytte bymiljøet. Kommunen afviste klagerens sammenligning med andre ejendomme, da disse enten var opført under en ældre lokalplan uden tilsvarende detaljerede bestemmelser eller lå uden for lokalplanområdet.

Planklagenævnet kunne ikke give klageren medhold i klagen over Frederikshavn Kommunes afslag på dispensation til udvidelse af tagetagen. Nævnet fandt, at kommunens afgørelse var i overensstemmelse med planloven og lokalplanen.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Dette inkluderer spørgsmål om kommunens fortolkning af lokalplanen og overholdelse af lighedsgrundsætningen. Nævnet kan dog ikke efterprøve kommunens skønsmæssige afgørelse om, hvorvidt der skal gives dispensation fra en lokalplan.

Krav om tilladelse

Ejendommen er en bevaringsværdig bygning, og ombygning kræver derfor kommunens tilladelse i henhold til lokalplanens afsnit 9.1. Denne bestemmelse har hjemmel i Planlovens § 15, stk. 1, nr. 17.

Vurdering af etagebegrebet

Planklagenævnet bemærkede, at der ikke er en entydig definition af 1½ eller 2 etager i plan- eller byggelovgivningen. Vurderingen skal derfor baseres på bebyggelsens ydre fremtræden i forhold til de hensyn, planbestemmelserne skal varetage. Nævnet fandt, at den eksisterende tagetage allerede var dominerende, og at den ansøgte udvidelse med et sammenhængende vinduesbånd ville forstærke dette, så bygningen ville fremstå som en bebyggelse i to etager. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet stred mod lokalplanens afsnit 7.4. Spørgsmålet om dispensation fra denne bestemmelse er et skønsmæssigt anliggende, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve jf. Planlovens § 19, stk. 1 og Planlovens § 19, stk. 2.

Vurdering af tagkonstruktionen

Nævnet vurderede, at den projekterede tagkonstruktion med helvalm ikke var i overensstemmelse med lokalplanens afsnit 9.45, som specificerer tilladte tagtyper for karnapper. Også her er spørgsmålet om dispensation et skønsmæssigt anliggende, som nævnet ikke kan efterprøve.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde overtrådt lighedsgrundsætningen. De ejendomme, klageren henviste til som sammenlignelige, var enten opført under en ældre lokalplan med et andet indhold eller lå uden for det aktuelle lokalplanområde. Der var således en saglig begrundelse for forskelsbehandlingen.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give klageren medhold i klagen. Kommunens afgørelse er dermed stadfæstet. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1 og er endelig jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.