Planklagenævnets afgørelse om tilladelse til etablering af natursti i Kjeldbjerg

Planklagenævnet har behandlet en klage over Viborg Kommunes tilladelse til etablering af en natursti rundt om Kjeldbjerg. Klagen blev indgivet den 7. november 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet og overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at stiens placering er i strid med lokalplanen. Desuden anførte klageren, at kommunens sagsfremstilling var mangelfuld, herunder fejlagtige oplysninger om stiens placering i forhold til nabogrunden og eksistensen af en sti.

Sagens baggrund og kommunens behandling

Kjeldbjerg Borgerforening ansøgte den 15. september 2016 om etablering af en natursti/trampesti på et kommunalt ejet areal, der er udlejet til landbrug. Arealet er omfattet af lokalplan nr. 05.LA.01.03 – Landzonelokalplan for Kjeldbjerg, delområde B.05, som er udlagt til åben/lav eller tæt/lav boligbebyggelse. Lokalplanens § 5 fastslår, at der ikke udlægges areal til nye veje og stier ud over de allerede planlagte, og kortbilag nr. 9 viser ingen udlagte stier i delområde B.05.

Viborg Kommune meddelte tilladelse den 2. november 2016. Kommunen anførte, at der ikke var planlagt stier, der fuldt ud kunne erstatte den ansøgte, og at højdekurver indikerede, at det offentlige areal generelt lå lavere end klagerens ejendom. Kommunen oplyste senere, at de ikke havde foretaget besigtigelse, men baserede vurderingen på højdekurver. De vurderede, at der ikke var planlægningsmæssige forhold, der hindrede etablering af en 2 meter græsrabat, som ville forsvinde ved en eventuel byggemodning.

Klageren har tidligere klaget over indbliksgener fra et trampespor på det kommunale areal. Kommunen havde den 2. september 2016 telefonisk bedt borgerforeningen stoppe etableringen af stien uden tilladelse.

Kommunens præcisering og klagerens bemærkninger

Planklagenævnet anmodede Viborg Kommune om at præcisere, hvorvidt stien var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, eller om den krævede dispensation efter Planloven § 19. Kommunen svarede, at de havde vurderet, at der ikke var planlægningsmæssige forhold, der hindrede etablering af stien, men de præciserede ikke, om der var tale om en umiddelbar tilladelse eller en dispensation. Klageren fastholdt, at kommunen ikke forholdt sig til lokalplanens § 5 og bilag 9.

Planklagenævnet ophæver Viborg Kommunes afgørelse af 2. november 2016 og hjemviser sagen til fornyet behandling. Nævnet har truffet afgørelse efter Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Retlig vurdering af lokalplanens overholdelse

Planklagenævnet har vurderet sagen ud fra Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, som omhandler retlige spørgsmål. Det følger af Planloven § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende. Nævnet fandt, at etablering af naturstien ikke er umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 5, da der ikke er udlagt arealer til stier i delområde B.05. Det ansøgte kræver derfor dispensation.

Kommunen har hjemmel til at dispensere fra lokalplanbestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 5 ikke er en del af lokalplanens principper, og kommunen har derfor hjemmel til at meddele dispensation. Kommunen havde dog ikke taget stilling til, om de ønskede at meddele dispensation.

Vurdering af landzonetilladelse

Planklagenævnet har også truffet afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1. Arealet er beliggende i landzone, hvor ændret anvendelse af ubebyggede arealer kræver tilladelse fra kommunen, jf. Planloven § 35, stk. 1.

Lokalplanens § 11.2 indeholder en bonusvirkning, der tillader godkendelse uden zonetilladelse, hvis det er i overensstemmelse med lokalplanen, jf. Planloven § 36, stk. 1, pkt. 5. Da den ansøgte sti ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, finder bonusvirkningen ikke anvendelse. Nævnet fastslog, at selv en ubefæstet sti kan medføre en ændret anvendelse, der kræver landzonetilladelse. Viborg Kommune havde ikke taget stilling til, om etablering af naturstien krævede landzonetilladelse.

Konklusion

På baggrund af de manglende stillingtagen til både dispensation fra lokalplanen og krav om landzonetilladelse, ophæver Planklagenævnet Viborg Kommunes afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling.