Planklagenævnets afgørelse om lokalplan for boliger ved Værvej, Stensballe

Horsens Kommune vedtog den 23. august 2016 lokalplan 2015-13, Boliger, Værvej, Stensballe, samt tilhørende kommuneplantillæg 23-2013. Disse afgørelser blev påklaget til Planklagenævnet af tre parter: en omboende, en lodsejer inden for lokalplanområdet og en grundejerforening, der er nabo til området. Klagerne gjorde navnlig gældende, at planerne var vedtaget i strid med planlovens kapitel om planlægning i kystområderne.

Kommunens planlægning og begrundelse

Lokalplanen og kommuneplantillægget blev udarbejdet for at muliggøre etablering af et nyt boligområde på ca. 8,5 hektar, der overføres fra landzone til byzone. Planerne giver mulighed for opførelse af 40-60 boliger i åben-lav og tæt-lav bebyggelse med en maksimal højde på 7 meter. Kommunen begrundede planlægningen med et forventet behov for bosætningsmuligheder i Horsens, og at området skulle udgøre byens permanente grænse mod nord og øst. Det blev fremhævet, at området ligger bag eksisterende bebyggelse og beplantning i forhold til kysten, og at der ikke skabes en ny bebyggelsesfront mod kysten, ligesom bebyggelsen ikke vil være synlig fra kysten.

Lokalplanområdet ligger inden for kystnærhedszonen og i et bevaringsværdigt landskab, herunder et kulturmiljøområde og en økologisk forbindelse. Kommunen oplyste, at de arealer, der skal bebygges, har været anvendt til landbrug i normal omdrift, og at der ikke er beskyttede naturtyper (§ 3-arealer) inden for området. Selvom DCE ved Aarhus Universitet har fundet flere bilag IV-arter (padder, flagermus, markfirben, odder) i lokalområdet, vurderede kommunen, at projektet ikke ville påvirke disse arter, da de pågældende landbrugsarealer ikke vurderes egnede som raste-, yngle- eller voksested for bilag IV-arter.

Klagernes anbringender

Klagerne anførte, at planerne var i strid med planlovens regler om kystnærhedszonen. De gjorde gældende, at Nørrestrand, som er en del af Horsens Fjord, burde være udgangspunkt for kystafstanden, og at byggeriet ville være synligt herfra og hindre fri udsigt. Klager B fremhævede desuden, at der ikke var angivet en særlig planlægningsmæssig begrundelse for placeringen i kystnærhedszonen, og at byggeriet ville ændre landskabet og påvirke en eksisterende fredning. Klagerne mente også, at kommunen ikke tilstrækkeligt havde undersøgt forekomsten af bilag IV-arter eller belyst alternative placeringsmuligheder uden for kystnærhedszonen.

Kommunens supplerende bemærkninger

Horsens Kommune fastholdt, at kystnærhedszonen skulle regnes fra Horsens Fjord og ikke Nørrestrand, som er en ferskvandssø. De oplyste, at lokalplanområdet ligger 2,0-2,4 km fra kysten og bag eksisterende bebyggelse, og at byggeriet ikke ville være synligt fra kysten. Kommunen henviste til, at området er en naturlig udvidelse af Stensballe, som er en centerby, og at alternative udbygningsmuligheder i Stensballe også ville ligge inden for kystnærhedszonen. De fremhævede desuden allerede foretagne investeringer i infrastruktur og behovet for at understøtte Stensballeskolen og bydelscentret. Kommunen afviste, at lokalplanområdet strakte sig ind over den eksisterende fredning, og fastholdt sin vurdering vedrørende bilag IV-arter på baggrund af områdets landbrugsmæssige anvendelse.

Planklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Da planforslagene var sendt i offentlig høring før den 15. juni 2017, blev sagen behandlet efter de regler i planloven, der var gældende på tidspunktet for kommunalbestyrelsens beslutning om planforslagene.

Vurdering af kystnærhedszonen

Nævnet fastslog, at kystnærhedszonen skulle vurderes i forhold til kystlinjen i Horsens Fjord og ikke Nørrestrand, da Nørrestrand er en ferskvandssø. Med en afstand på 2,0-2,4 km fra kystlinjen og placering bag eksisterende bebyggelse, der ikke ville være synlig fra kysten, fandt nævnet, at kravene til den særlige planlægningsmæssige begrundelse var begrænsede. Kommunens begrundelse om sammenhæng med eksisterende boligområder i Stensballe samt lokalisering i forhold til infrastruktur og servicefunktioner blev anset for tilstrækkelig til at godtgøre behovet for den valgte placering. Nævnet fandt også, at kommunen i tilstrækkeligt omfang havde belyst alternative placeringsmuligheder og varetaget hensynet til landskab og natur gennem bestemmelser om lav bebyggelse og grønne arealer med udkigskiler.

Visualisering og bilag IV-arter

Vedrørende kravet om visualisering i Planloven § 16, stk. 3, fandt nævnet, at kommunens redegørelse, der dokumenterede, at bebyggelsen ikke ville have visuel påvirkning af kystlandskabet grundet afstand og placering bag eksisterende bebyggelse, var tilstrækkelig.

For så vidt angår bilag IV-arter, som er beskyttet under Fuglebeskyttelsesdirektivet og Habitatdirektivet og implementeret i Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 2, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Kommunens vurdering, baseret på at lokalplanområdet har været anvendt til landbrug i normal omdrift og derfor ikke er egnet som raste-, yngle- eller voksested for bilag IV-arter, blev anset for tilstrækkelig. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunen burde have foretaget yderligere undersøgelser.

Selvom kommuneplantillæg 23-2013 manglede en redegørelse for indvirkningen på bilag IV-arter, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 3, vurderede Planklagenævnet, at denne mangel var konkret uvæsentlig. Dette skyldtes, at kommunen havde foretaget den fornødne vurdering i forbindelse med den samtidigt vedtagne lokalplan 2015-13 og gengivet denne i lokalplanens redegørelse.

Konklusion

På baggrund af ovenstående kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagerne over Horsens Kommunes afgørelser om endelig vedtagelse af Lokalplan 2015-13 og kommuneplantillæg 23-2013. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.