Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende anvendelse af 1. sal til beboelse

Planklagenævnet modtog en klage over Lolland Kommunes tilladelse til at anvende 1. sal til beboelse på ejendommen, [adresse1]. Klagen blev indgivet af formanden for [forening1] den 27. juli 2016 og overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Klagerens anbringender

Klager gjorde gældende, at kommunen burde have foretaget naboorientering, inden dispensationen blev meddelt. Klager uddybede, at dispensationen ville have stor negativ betydning for beboerne i ejendommen og medføre en forringelse af deres ejendomme, blandt andet på grund af yderligere trafik og parkeringsproblemer i gården.

Ejendommens status og lokalplan

Ejendommen på [adresse1] er omfattet af lokalplan nr. 363-53 fra 1998. Lokalplanens § 3.1 fastslår, at området må anvendes til bolig- og erhvervsformål. Mere specifikt angiver lokalplanens § 3.2, at 1. sal på ejendomme som den omhandlede "fortrinsvis skal indrettes til liberale erhverv, arkitekt, ingeniør, advokat, ejendomshandel, kreditinstitutioner og lignende".

Lolland Kommunes afgørelse og begrundelse

Lolland Kommune meddelte den 8. juli 2016 dispensation fra lokalplanens § 3.2, så 1. sal kunne anvendes til bolig. Kommunen begrundede afgørelsen med, at ændringen fra erhverv til bolig ikke ville medføre en visuel ændring af den eksisterende, bevaringsværdige bygning. Kommunen lagde også vægt på, at der allerede fandtes en del boliger på 1. sal inden for lokalplanområdet, etableret før lokalplanens vedtagelse. Dette forhold betød ifølge kommunen, at dispensationen ikke ville medføre en væsentlig ændring af området som helhed og var en mindre overskridelse af lokalplanens bestemmelser, som ikke stred mod lokalplanens principper.

Kommunens vurdering af naboorientering

Kommunen undlod at foretage naboorientering, da de vurderede, at det ansøgte var af underordnet betydning for naboer og andre ejere og brugere i området, jf. Planloven § 20, stk. 2. Kommunen anførte yderligere, at der i forvejen var beboelse på 1. og 2. sal i ejendommen, og at den ansøgte lejlighed kun var på 36 m².

Afgørelsens adressats bemærkninger

Afgørelsens adressat oplyste, at den del af ejendommen, der ligger på 1. sal, altid har været anvendt til privat beboelse, angiveligt siden 1948, og at kommunens registrering af ibrugtagning i 1992 var en fejl.

Planklagenævnet tog stilling til de retlige spørgsmål i sagen, herunder om Lolland Kommune havde hjemmel til at meddele dispensation, og om kommunen skulle have foretaget forudgående naboorientering, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Hjemmel til dispensation

Nævnet bemærkede, at lokalplanbestemmelser er bindende over for borgerne i henhold til Planloven § 18, og at dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Efter Planloven § 19, stk. 1 kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 3.1 udlægger området som helhed til blandt andet boligformål, selvom § 3.2 specificerer, hvad 1. sal fortrinsvis skal anvendes til. På denne baggrund fandt nævnet ikke, at dispensationen til boliganvendelse på 1. sal var i strid med lokalplanens principper. Lolland Kommune havde således hjemmel til at meddele dispensationen. Nævnet kunne ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af afgørelsens hensigtsmæssighed eller rimelighed.

Naboorientering

Planklagenævnet vurderede spørgsmålet om naboorientering. Ifølge Planloven § 20, stk. 1 skal der normalt foretages naboorientering to uger før dispensation meddeles. Dog kan naboorientering undlades, hvis den efter kommunens skøn er af underordnet betydning, jf. Planloven § 20, stk. 2, nr. 1. Kommunens skøn kan kun tilsidesættes af Planklagenævnet, hvis det er åbenbart urimeligt.

Lolland Kommune havde undladt naboorientering med den begrundelse, at det ansøgte var af underordnet betydning, blandt andet fordi der allerede var beboelse på 1. og 2. sal i ejendommen. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering.

Konklusion

På baggrund af ovenstående kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen over Lolland Kommunes afgørelse af 8. juli 2016 om dispensation til anvendelse af 1. sal til beboelse på ejendommen [adresse1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.