Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørelse af udhus i Odder Kommune

Planklagenævnet har behandlet en klage over Odder Kommunes afslag på lovliggørelse af et udhus, der fungerer som et brændely, på en ejendom i Odder. Sagen blev oprindeligt indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet af den tidligere ejer og overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2. Den nuværende ejer er indtrådt i klagen efter at have købt sommerhuset den 1. marts 2016.

Lokalplaner og bebyggelsens placering

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 3029 "Sommerhusområde ved Rude og del af Saksild Strand", vedtaget i december 2013. Før denne var ejendommen omfattet af lokalplan nr. 3008 "For et område til sommerhusbebyggelse mellem Kysing Næs og Dyngby Strand" fra juni 1994. Begge lokalplaner indeholder bestemmelser om bebyggelsens placering og omfang. Lokalplan nr. 3008, der var gældende ved opførelsen af udhuset i 2003, fastsætter i § 7.4, at garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger skal placeres mindst 2,5 m fra skel mod nabo eller sti. Den gældende lokalplan nr. 3029 har en tilsvarende bestemmelse i § 7.2.

Kommunens afgørelse og klagers argumenter

Odder Kommune afslog den 27. januar 2016 ansøgningen om lovliggørelse af udhuset, da det er en tilbygning til et allerede lovliggjort udhus og er opført i strid med lokalplanens § 7.2, idet det er placeret umiddelbart op ad skellet. Kommunen begrundede afslaget med ønsket om at bevare områdets åbenhed og anfører, at det er muligt at placere udhuset et andet sted på grunden i overensstemmelse med lokalplanen. Kommunen har desuden oplyst, at en tildækket brændestabel betragtes som en udhuskonstruktion i henhold til bygningsreglementet.

Klager har anført, at der er tale om et brændely, opført i 2002-2003, som er en åben konstruktion uden vinduer og dør, og derfor ikke bør betragtes som et udhus. Klager mener, at kommunen anvender lovgivning med tilbagevirkende kraft, da den nuværende lokalplan anvendes fremfor den, der var gældende ved opførelsen. Klager har desuden påpeget, at der er udbredt praksis i området med lignende konstruktioner i skel, og at et afslag derfor er i strid med lighedsgrundsætningen. Endelig har klager anført, at manglende myndighedstilsyn og indrettelseshensyn bør medføre lovliggørelse, da kommunen angiveligt har været bekendt med brændelyet siden 2004 og en myndighedsperson vejledte klager i år 2000.

Planklagenævnet har behandlet sagen ud fra retlige spørgsmål i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om kommunen har hjemmel til at kræve udhuset fjernet eller flyttet, og om forvaltningsretlige grundsætninger er overholdt.

Vurdering af udhus og lokalplanstridighed

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at brændelyet er en udhuskonstruktion. Nævnet konstaterede, at udhuset er placeret umiddelbart op ad skellet, hvilket er i strid med både den dagældende lokalplan nr. 3008 (§ 7.4) og den gældende lokalplan nr. 3029 (§ 7.2), som begge kræver en afstand på mindst 2,5 m fra skel. Det følger af Planlovens § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende.

Kommunens dispensationsadgang

Nævnet bemærkede, at en kommune efter Planlovens § 19, stk. 1 kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Da Odder Kommune ikke ønskede at dispensere, og da dette er en skønsmæssig afgørelse, kunne Planklagenævnet ikke efterprøve kommunens afslag på dispensation.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede, at kommunen har ret til at ændre sin dispensationspraksis, forudsat at det er en generel praksisændring baseret på planlægningsmæssige hensyn. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunens afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da kommunen løbende sagsbehandler ulovlige udhuse individuelt og konkret, og der ikke forelå konkrete oplysninger om dispensation i sammenlignelige sager.

Indrettelseshensyn og passivitet

Vedrørende indrettelseshensyn og passivitet, som reguleres af Planlovens § 51, stk. 5, fandt nævnet, at kommunen ikke havde udvist passivitet. Det forhold, at kommunen har været i besiddelse af luftfotos, og at klager angiveligt fik vejledning i år 2000, kunne ikke føre til, at kommunen havde fortabt retten til at kræve lovliggørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager var klar over, at opførelse af udhuse kræver dispensation, men ikke søgte herom. Den forløbne tid siden opførelsen i 2002/2003 blev ikke anset for tilstrækkelig til at begrænse kommunens mulighed for at kræve bebyggelsen lovliggjort.

Konklusion

På baggrund af ovenstående kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen over Odder Kommunes afgørelse af 27. januar 2016 om afslag på lovliggørelse af udhuset. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.