Afslag på klage over tilladelse til grillbar og skiltning på campingplads

Sagen omhandler en klage over Svendborg Kommunes afgørelse om at tillade etablering af en grillbar og meddele dispensation til skiltning på en campingplads på Thurø. Ejendommen er omfattet af Lokalplan nr. 62, som udlægger området til rekreative formål og specifikt område B til campingplads.

En nabo, der driver en konkurrerende virksomhed, klagede over afgørelserne. Klageren anførte, at en grillbar, der også henvender sig til kunder uden for campingpladsen, er i strid med lokalplanens formål og anvendelsesbestemmelser. Ifølge klageren kan en grillbar ikke betragtes som et "indkøbssted" som nævnt i lokalplanens § 6, stk. 2. Desuden mente klageren, at skiltningen var i strid med planens generelle forbud, og at kommunen uretmæssigt havde undladt en naboorientering efter Planloven § 20.

Svendborg Kommune fastholdt sine afgørelser med den begrundelse, at lokalplanen ikke er tilstrækkeligt præcis til at forbyde en grillbar, som kan anses for en naturlig del af en campingplads' drift. Kommunen vurderede, at dispensationen til skiltning var i overensstemmelse med en kompetencenorm i lokalplanens § 7, og at en forudgående naboorientering var af underordnet betydning, da klagen primært beroede på økonomiske konkurrencehensyn, som planloven ikke varetager.

Planklagenævnet afviste klagen og stadfæstede Svendborg Kommunes afgørelser. Nævnet kan i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3 kun tage stilling til retlige spørgsmål.

Vurdering af grillbarens tilladelse

Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at etableringen af grillbaren var umiddelbart tilladt. Nævnet lagde vægt på, at en lokalplanbestemmelse skal være klart og præcist formuleret for at være bindende, jf. Planloven § 18. En grillbar blev anset for at være en naturlig del af driften af en campingplads. Det forhold, at andre end campingpladsens gæster kunne benytte grillbaren, ændrede ikke ved denne vurdering. Lokalplanens § 6, stk. 2, om opførelse af ny bebyggelse fandtes ikke relevant, da bygningen allerede eksisterede.

Vurdering af dispensation til skiltning

Nævnet fastslog, at lokalplanens § 7 er en såkaldt kompetencenorm, der giver kommunen mulighed for at tillade skiltning efter en konkret vurdering. Dispensationen var ikke i strid med lokalplanens principper, som er formåls- og anvendelsesbestemmelserne, jf. Planloven § 19, stk. 1. Da skiltningen primært henvendte sig til campingpladsens gæster, og det mest markante skilt var fjernet, fandt nævnet ikke, at dispensationen stred mod planens principper. Nævnet kan ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af, om skiltningen var af et "rimeligt omfang".

Partsstatus og naboorientering

Planklagenævnet vurderede, at klageren ikke havde en væsentlig, direkte, retlig og individuel interesse i sagen og derfor ikke kunne betragtes som part i henhold til Forvaltningslovens § 19. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at en naboorientering var af underordnet betydning for klageren, jf. Planloven § 20, stk. 2, da planloven ikke varetager hensyn til økonomisk konkurrence.