Planklagenævnets afgørelse om terrænparkering i Ørestad Nord

Københavns Kommune afslog den 1. februar 2016 en ansøgning om fortsat terrænparkering på [adresse1]. Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev pr. 1. februar 2017 overført til Planklagenævnet i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2. Klager gjorde gældende, at den eksisterende terrænparkering var umiddelbart tilladt ifølge lokalplanen.

Plangrundlag for ejendommen

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 301 med tillæg nr. 1-5 "Ørestad Nord", vedtaget i 2012, og er beliggende i delområde IIA.

Lokalplanens formål (§ 1) er at undgå gennemkørende trafik, fastsætte maksimale parkeringsgrænser og skabe grønne friarealer. Delareal IIA er fastlagt til offentlige formål, serviceerhverv og boliger, herunder bebyggelse til Danmarks Radio (§ 3, stk. 3, litra a og b).

Lokalplanen regulerer bebyggelsens omfang og placering (§ 5, stk. 3, litra b) samt ydre fremtræden (§ 6, stk. 3, litra a), med henvisning til specifikke tegninger.

Bestemmelser om ubebyggede arealer og parkering

Lokalplanens § 11 omhandler ubebyggede arealer og parkering:

• Parkeringsdækningen må ikke overstige 1 parkeringsplads pr. 200 m² etageareal, med lempelse for lager- og arkivfunktioner (§ 11, stk. 1, litra g).
• Større parkeringsarealer skal udlægges i den nordøstlige del, mens øvrig parkering skal integreres i bebyggelsen.
• Parkering kan indrettes på terræn, i underjordiske anlæg og i parkeringshuse/-etager.
• Arealer udlagt til bebyggelse kan anlægges med beplantning til rekreativ udnyttelse, indtil nybyggeri bliver aktuelt (§ 11, stk. 1, litra j).
• Specifikt for område IIA må terrænparkering etableres sydvest for Metroen under visse betingelser og i princippet som angivet på tegning nr. 27.531 (§ 11, stk. 3, litra b).

Sagsforløb og kommunens afslag

Københavns Kommune havde i 2008 meddelt dispensation til midlertidig terrænparkering for 10 år. Klager ansøgte i 2015 om fortsat tilladelse, idet parkeringspladsen ifølge klager var i overensstemmelse med den gældende lokalplan, subsidiært anmodede om tidsubestemt dispensation.

Kommunen afslog ansøgningen den 1. februar 2016 med den begrundelse, at terrænparkering på det pågældende areal ikke var umiddelbart tilladt og ville stride mod lokalplanens principper, hvilket ville kræve en lokalplansændring. Kommunen henviste til, at tegning nr. 27.531 viste bebyggelse, ikke parkering, på området, og at § 11, stk. 3, litra a, skulle forstås som parkering tilpasset den udlagte bebyggelse.

Klagerens argumenter

Klager påklagede afgørelsen den 24. februar 2016 og anførte, at kommunens afslag var ugyldigt, da lokalplanen ikke gav hjemmel til afslag. Klager mente, at området var udlagt til både terrænparkering og bebyggelse, og at lokalplanen ikke forpligtede til bebyggelse. Klager argumenterede, at muligheden for terrænparkering afhang af, om ejendommen var bebygget.

Klager påpegede, at § 11, stk. 3, litra b, vedrørte hele delareal IIA, og at parkering ikke var særskilt markeret på tegning nr. 27.531, hvilket indikerede, at tegningen alene angav arealer og vejføringer. Klager fastholdt, at en grundejer som udgangspunkt har ret til at parkere på egen grund. Da tegningerne ikke specifikt anviser, hvor der kan parkeres, måtte de efter klagers opfattelse forstås således, at parkering kunne ske overalt indenfor det afgrænsede område, for så vidt dette ikke var i strid med lokalplanen. Klager understregede, at den nuværende parkering var midlertidig, da DR Byen på nuværende tidspunkt ikke ønskede at udnytte byggeretten.

Planklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, for at vurdere, om kommunens afgørelse var i overensstemmelse med planloven og lokalplanen.

Krav om dispensation

Nævnet vurderede, om den etablerede terrænparkering var umiddelbart tilladt efter lokalplanen. Det følger af Planloven § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende, og at dispositioner i overensstemmelse hermed er umiddelbart tilladt, mens afvigelser kræver dispensation. En lokalplanbestemmelse skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves.

Lokalplanens § 11 regulerer parkering og ubebyggede arealer, herunder at arealer udlagt til bebyggelse kan anvendes rekreativt, indtil nybyggeri finder sted. Nævnet fandt, at det ikke var umiddelbart tilladt at anvende det omhandlede areal til terrænparkering i henhold til Lokalplanens § 11, stk. 3, litra b, da lokalplanen begrænser parkeringsmulighederne og tillader rekreativ anvendelse af ubebyggede arealer. Den eksisterende terrænparkering krævede derfor dispensation.

Vurdering af dispensation

Efter Planloven § 19, stk. 1, kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper eller tidsbegrænses. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1, kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. planlovens § 19, stk. 2. Planens principper omfatter formålsbestemmelsen, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, men som hovedregel ikke detaljerede bebyggelsesregulerende bestemmelser, medmindre de er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 11, der omhandler ubebyggede arealer og parkering, som udgangspunkt er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, hvorfra der kan meddeles dispensation. Nævnet fandt ikke, at en dispensation fra denne bestemmelse ville være i strid med planens principper. Dette skyldes, at lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser ikke specifikt henviser til de pågældende bebyggelsesregulerende bestemmelser, og lokalplanens karakter og detaljeringsgrad ikke førte til et andet resultat.

Københavns Kommune havde afvist dispensation med henvisning til, at det var i strid med lokalplanens principper, og havde derfor ikke foretaget en konkret vurdering af, om de ønskede at meddele dispensation.

Afgørelse

Planklagenævnet ophævede Københavns Kommunes afgørelse af 1. februar 2016 om afslag på ansøgning om tilladelse til fortsat terrænparkering og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet bemærkede, at det er en skønsmæssig afgørelse for kommunen at meddele dispensation eller give afslag, og at nævnet ikke kan efterprøve kommunens skøn. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. § 3, stk. 4, i lov om Planklagenævnet.