Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om nedrivningstilladelse i Tårnby Kommune

Sagen omhandler en klage over Tårnby Kommunes afslag på en ansøgning om nedrivning af bebyggelse på ejendommen [adresse1]. Ejeren af ejendommen påklagede kommunens afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet, idet det blev anført, at en nabo til ejendommen havde fået tilladelse til at nedrive en lignende bygning på [adresse2].

Kommunens afgørelse og begrundelse

Den 22. december 2015 afslog Tårnby Kommune ansøgningen om nedrivning af bygningerne på [adresse1] (bygning 1: 100 m², bygning 2: 28 m²). Kommunen begrundede afslaget med, at nedrivningen var lokalplanpligtig i henhold til Planloven § 13, stk. 2. Kommunen vurderede, at nedrivningen ville medføre en væsentlig ændring af det eksisterende miljø, især set i sammenhæng med andre anmeldelser om nedrivning i området, herunder:

• [adresse2], bygning 1: 116 m²
• [adresse2], bygning 2: 15 m²
• [adresse3], bygning 1: 148 m²
• [adresse4], bygning 1: 46 m²
• [adresse5], bygning 1: 122 m²

Samlet set udgjorde de ansøgte nedrivninger et areal på 575 m², eller 444 m² uden bygningerne på [adresse2]. Kommunen bemærkede desuden, at der var foreløbige overvejelser om at udpege bevaringsværdige bygninger i området, herunder bygningerne på [adresse1].

Områdets planforhold og kommunens bemærkninger

Ejendommen [adresse1] er omfattet af Lokalplan 50: ”Støjzonen omkring Kastrup Lufthavn” fra august 1983, som ikke indeholder bestemmelser om nedrivning eller bevaringsværdige bygninger. I Kommuneplan 2014-2026 er området udlagt til erhvervsområde (lettere industri) i byzone. Ingen af de nævnte bygninger er registreret som bevaringsværdige.

Kommunen fremhævede, at ansøgningen for [adresse1] blev indsendt kort tid efter (ca. 3 uger) andre ansøgninger om nedrivning i området, alle fra samme firma, med et ønske om at opføre erhvervsbyggeri. Ansøgningen for [adresse2] var dog indsendt 2-3 måneder tidligere og blev behandlet som en enkeltstående sag med henblik på at skabe parkeringskapacitet. Kommunen mente derfor ikke, at de to sager kunne sammenlignes efter lighedsprincippet, trods lignende placering og udseende. Kommunen ønskede, at planarbejdet for området skulle ske ud fra en samlet vurdering af muligheder og begrænsninger i det bestående miljø.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter planloven. Det centrale retlige spørgsmål var, hvorvidt nedrivningsprojektet var lokalplanpligtigt.

Vurdering af lokalplanpligt

Nævnet henviste til Planloven § 13, stk. 2, som fastslår, at en lokalplan skal tilvejebringes før større bygge- eller anlægsarbejder, herunder nedrivninger, der medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø. Ved vurderingen af, om et projekt er "større", lægges der vægt på projektets omfang samt dets visuelle, funktionelle og miljømæssige konsekvenser i forhold til områdets karakter. For bevaringsværdig bebyggelse kan det indgå i vurderingen, om bebyggelsen er markant eller har særlige kulturhistoriske interesser.

Nævnets konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke, at en nedrivning af de omtalte bygninger ville medføre en sådan ændring af det bestående miljø, at nedrivningen var omfattet af lokalplanpligt efter Planloven § 13, stk. 2. Nævnet lagde vægt på:

• Det beskedne omfang af nedrivningerne.
• Det forhold, at ingen af bygningerne er registreret som bevaringsværdige.

Kommunens afgørelse af 22. december 2015 blev derfor ophævet som ugyldig, da den ikke var truffet på korrekt hjemmelsgrundlag. Nævnet bemærkede, at hvis kommunen fortsat ønskede at modsætte sig nedrivningen, måtte den vurdere, om der var hjemmel hertil i andre bestemmelser i planloven, f.eks. Planloven § 14, eller i anden lovgivning.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.