Planklagenævnets afgørelse om dispensation for sommerhusstatus i Roskilde Kommune

Planklagenævnet behandlede en klage over Roskilde Kommunes afslag på en ansøgning om dispensation til at bibeholde et sommerhus' status. Sagen blev oprindeligt indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet den 29. december 2015 og overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2. Klageren, som er ejer af sommerhuset, anførte, at kommunen ikke var berettiget til at give afslag på dispensation fra lokalplanen, og at kommunen havde tilsidesat almindelige forvaltningsretlige grundsætninger ved ikke at foretage en konkret vurdering.

Sagens historik og servitutter

I 1961 fik klageren afslag på at opføre et sommerhus, da ejendommen var udlagt til helårsbeboelse. Efterfølgende blev der i 1962 givet byggetilladelse til et midlertidigt sommerhus med en tinglyst servitut, der forpligtede ejeren til at fjerne sommerhuset senest den 16. april 1972. Denne frist blev forlænget til 1977. Den 25. november 1981 blev en ny servitut tinglyst, som fjernede tidsfristen og i stedet angav, at sommerhuset kunne bibeholdes, så længe ejendommen var ejet af klagerens kone. Klagerens kone døde i 1994, og klageren har siden siddet i uskiftet bo.

Lokalplanens bestemmelser

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 1.11 Bevaringsplan for Jyllinge, vedtaget i 1982. Lokalplanens formål er at sikre området som boligområde. Ejendommen ligger i delområde A, som ifølge lokalplanens § 3.2 kun må anvendes til boligformål med visse undtagelser for erhverv.

Roskilde Kommunes afslag

Roskilde Kommune meddelte afslag på ansøgningen om varig dispensation til bibeholdelse af sommerhuset. Kommunen begrundede afslaget med, at ejendommen ikke længere var ejet af klagerens kone, hvorfor sommerhuset ikke var lovligt i henhold til deklarationen fra 1981. Kommunen vurderede, at anvendelsen som sommerhus var i strid med lokalplanens anvendelses- og formålsbestemmelser, og at der ikke kunne dispenseres fra lokalplanens principper. Kommunen mente desuden, at klageren ikke havde været i god tro, da anvendelsen som sommerhus siden 1962 havde været i strid med gældende regler. Kommunen oplyste, at der ville blive oprettet en sag med henblik på lovliggørelse af bygningen.

Klagerens indsigelser

Klageren fastholdt, at kommunens afslag var uproportionalt og baseret på en mangelfuld konkret vurdering. Klageren argumenterede for, at en dispensation ikke ville skabe gener for naboer eller uønsket præcedens, da sagen var unik. Klageren bestred også, at han havde været i ond tro, idet kommunen havde forholdt sig passivt i 21 år efter hans kones død, hvilket havde skabt en berettiget forventning om accept af ejerforholdet. Klageren påpegede, at kommunen var bekendt med ejerforholdet gennem kontakt vedrørende renovation og grundskyld. Endvidere anførte klageren, at en fysisk lovliggørelse ville være ekstremt bekostelig, og at kommunens sagsbehandler ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af forholdene på stedet.

Kommunens bemærkninger til klagen

Roskilde Kommune fastholdt, at der var stærkt begrænsede muligheder for at dispensere fra lokalplanens principper. Kommunen afviste klagerens påstand om god tro og myndighedspassivitet og bemærkede, at deklarationen var bindende. Kommunen frygtede, at en dispensation kunne skabe præcedens. Vedrørende proportionalitet anerkendte kommunen, at en fysisk lovliggørelse ville være bekostelig, men mente, at dette opvejedes af den merværdi, et helårshus havde i forhold til et sommerhus. Kommunen henviste til lignende sager i Jyllinge Nordmark, hvor sommerhuse nedrives for at give plads til helårshuse. Kommunen oplyste, at sagsbehandleren havde tilstrækkeligt kendskab til området, og at lovliggørelsessagen var sat i bero i afventning af Planklagenævnets afgørelse.

Planklagenævnet behandlede sagen som et retligt spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om Roskilde Kommune havde hjemmel til at modsætte sig den ønskede anvendelse, og om almindelige forvaltningsretlige grundsætninger var overholdt.

Fortolkning af lokalplanen

Nævnet lagde til grund, at kommunen med afgørelsen ikke havde ønsket at håndhæve servitutten efter Planloven § 43. Det centrale retlige spørgsmål var derfor, om kommunen var berettiget til at give afslag på dispensation fra lokalplanen med den begrundelse, at delområde A kun måtte anvendes til boligformål.

Det følger af Planloven § 18, at lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne. Lokalplanens § 3 fastsætter, at delområde A kun må "anvendes til boligformål". Planklagenævnet fortolkede denne bestemmelse således, at "boligformål" i almindelighed omfatter både helårs- og fritidsboliger. Selvom Planloven § 15, stk. 2, nr. 2 og 8 giver mulighed for at fastsætte krav om helårsbeboelse i en lokalplan, var et sådant specifikt krav ikke fastsat i lokalplanens § 3.

Afgørelse

På baggrund af denne fortolkning fandt Planklagenævnet, at det umiddelbart var tilladt efter lokalplanen at anvende en bolig i delområde A til fritidsbolig. Derfor ophævede Planklagenævnet Roskilde Kommunes afgørelse af 9. december 2015 om afslag på ansøgning om dispensation til bibeholdelse af sommerhusstatus. Nævnet bemærkede, at hvis kommunen fortsat ønsker at modsætte sig ejendommens anvendelse som sommerhus, kan den beslutte at håndhæve servitutten efter Planloven § 43, såfremt betingelserne herfor er opfyldt. Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.