Planklagenævnets afgørelse om afslag på ændret anvendelse af ejendom i Køge Kommune

Planklagenævnet modtog en klage over Køge Kommunes afslag på en ansøgning om ændret anvendelse fra erhverv til bolig på ejendommen [adresse1], Bjæverskov. Sagen blev oprindeligt påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet den 3. november 2015 og overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til § 14, stk. 2, i lov om Planklagenævnet.

Ejendom og Lokalplan

Ejendommen er beliggende i Lidemark Landsby og er omfattet af Lokalplan nr. 65, vedtaget den 17. januar 1989. Lokalplanen er en landzonelokalplan med det overordnede formål at sikre, at området anvendes til bolig-, landbrugs- og offentlige formål samt erhverv, der naturligt kan indgå i landsbymiljøet. Den skal desuden bevare eksisterende karakteristisk bebyggelse og sikre, at ny bebyggelse er i overensstemmelse med den stedlige byggetradition.

Ejendommen ligger i lokalplanens område I, hvor anvendelsen er fastsat til bolig- og erhvervsformål, primært helårsbeboelse, jf. lokalplanens § 3, stk. 1. Lokalplanens § 3, stk. 2, giver dog kommunalbestyrelsen mulighed for at tillade erhvervsvirksomheder, der kan indpasses i landsbykarakteren. En central bestemmelse i sagen er lokalplanens § 6, stk. 1, som fastsætter, at bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom ikke må overstige 25.

Sagsforløb og Klagerens Argumenter

Klageren ansøgte den 17. august 2015 om tilladelse til ændret anvendelse af et erhvervsareal til bolig. Køge Kommune meddelte afslag den 7. oktober 2015 med den begrundelse, at den ansøgte ændring var i strid med lokalplanens § 6 om bebyggelsesprocenten på 25% og lokalplanens hensigt om at bevare landsbymiljøet.

Klageren anførte i sin klage, at:

• Ejendommen ønskes indrettet til bolig inden for de eksisterende rammer, uden ændringer af ydre tag og facader.
• Erhvervsarealet har stået tomt i lang tid uden succesfuld udlejning, og en boligindretning vil sikre, at ejendommen bliver brugt og vedligeholdt, frem for at forfalde.
• Indretning af en lejlighed i det tomme lagerlokale vil medvirke til at den bevaringsværdige bygning, jf. lokalplanens § 8, stk. 1, bliver rentabel at vedligeholde.
• Der er andre eksempler i området ([adresse2], [adresse3], [adresse4]) hvor tidligere erhvervs- og landbrugsbygninger er indrettet til boliger.

Køge Kommune fastholdt sit afslag og anførte i en supplerende udtalelse, at en boligkarre af den ansøgte type ikke ville kunne indgå i landsbymiljøet, jf. lokalplanens § 1, stk. 1. Kommunen oplyste desuden, at den nuværende bebyggelsesprocent for ejendommen er ca. 45% og ville stige til ca. 56% ved den ansøgte ændring.

Planklagenævnet har behandlet sagen i henhold til Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i kommunale afgørelser efter planloven.

Overtrædelse af Lokalplan og Dispensationsmulighed

Nævnet konstaterede, at den ansøgte ændring af ejendommens anvendelse ville medføre en udvidelse af bebyggelsesprocenten fra ca. 45% til ca. 56%. Dette er i strid med lokalplanens § 6, stk. 1, som fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 25%. En sådan disposition kræver derfor dispensation fra lokalplanen, jf. Planlovens § 18.

Kommunen havde afvist ansøgningen med den begrundelse, at dispensation ville være i strid med lokalplanens principper. Planklagenævnet vurderede dette i lyset af Planlovens § 19, stk. 1, som tillader dispensation, hvis den ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2.

Nævnets Vurdering af Principper

Nævnet fastslog, at principperne i en lokalplan typisk omfatter formålsbestemmelsen og anvendelsesbestemmelserne, samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Derimod omfatter principperne som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen.

Planklagenævnet fandt, at lokalplanens formålsbestemmelse ikke specifikt henviser til bestemmelsen om bebyggelsesprocent i § 6, stk. 1. Nævnet lagde vægt på, at planens karakter og detaljeringsgrad ikke førte til et andet resultat. Den del af formålsbestemmelsen, som kommunen henviste til vedrørende erhverv, relaterer sig til lokalplanens § 3, stk. 2, der giver kommunen hjemmel til at tillade visse erhverv, og ikke til boligformål.

På denne baggrund konkluderede nævnet, at det ikke er i strid med lokalplanens principper at dispensere fra bebyggelsesprocenten i § 6, stk. 1. Det er således muligt for Køge Kommune at dispensere fra bestemmelsen efter en konkret vurdering. Nævnet bemærkede, at kommunens skønsmæssige afgørelse skal være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen.

Afgørelse

Planklagenævnet ophævede Køge Kommunes afgørelse af 7. oktober 2015 om afslag på ansøgning om ændret anvendelse fra erhverv til bolig på ejendommen [adresse1]. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos Køge Kommune, med henblik på at kommunen tager konkret stilling til, om den ønsker at dispensere til det ansøgte. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.