Afgørelse om afslag på lovliggørelse af skure og etablering af parkeringspladser i Vanløse

Sagen omhandler en klage over Københavns Kommunes afgørelse af 14. januar 2015, der meddelte afslag på en ansøgning om bibeholdelse af fire skure og etablering af ni parkeringspladser på en ejendom i Vanløse. Ejendommen, som klager overtog i december 2013, er omfattet af byplanvedtægt nr. 32 fra 1962, der fastlægger området som et boligområde for villabebyggelse med specifikke bestemmelser for udnyttelse og anvendelse.

Kommunens oprindelige afgørelse

Københavns Kommune begrundede afslaget på bibeholdelse af de fire skure med, at de var opført uden byggetilladelse og i strid med byplanvedtægtens punkt 3b, som fastsætter, at højst 2/7 af grundens nettoareal må bebygges. Ifølge kommunen udgjorde det bebyggede areal, inklusive de ansøgte skure, 608 m², hvilket oversteg det tilladte maksimale areal på 339 m². Afslaget på de ni parkeringspladser blev begrundet med byplanvedtægtens punkt 3d, der foreskriver, at ubebyggede arealer skal anlægges og vedligeholdes som have, og at parkeringspladser ikke kan betegnes som have.

Klagerens anbringender

Klageren, repræsenteret af advokat, påklagede kommunens afgørelse og anførte flere punkter:

• Skurenes lovlighed: Klageren gjorde gældende, at de ansøgte skure var lovlig bebyggelse. Specifikt blev det anført, at to af skurene (39 m² og 10 m²) var overdækkede halvtage, som ifølge BBR's arealvejledning ikke skulle medregnes i det bebyggede areal. Et cykelskur på 21 m² blev hævdet at være en lovlig erstatning for et tidligere godkendt skur fra 1979, blot flyttet. Et fjerde skur på 6 m² blev angivet som et oprindeligt og lovligt opført skur fra 1926 og 1979. Klageren mente desuden, at kommunen tidligere havde tilladt en overskridelse af bebyggelsesgraden ved ejendommens opførelse i 1926.
• Parkeringspladsernes nødvendighed: Klageren argumenterede for retten til at anlægge parkeringspladser, da kommunen havde nedlagt fem offentlige parkeringspladser langs Jyllingevej, hvilket havde medført indtægtsnedgang for ejendommens erhvervslejere. Ejendommen blev fremhævet som en blandet erhvervs- og boligejendom, særskilt behandlet i byplanvedtægtens punkt 3f, og kommuneplanen udlagde ejendommen til bydelscenter. Klageren mente, at anlæg af parkeringspladser var i overensstemmelse med byplanvedtægten og kommuneplanen, og at kommunen kunne dispensere i henhold til byplanvedtægtens punkt 6.
• Lighedsgrundsætningen: Klageren påpegede, at andre grundejere på Tryggevældevej havde anlagt indkørsler over arealer udlagt til have, og at kommunen derfor ikke kunne stille andre krav til klageren. Det omhandlede parkeringsareal var desuden allerede hovedsageligt asfalteret, hvorfor anlæggelse af parkeringspladser ikke ville ændre det visuelle indtryk.
• Passivitet: Klageren anførte, at kommunen havde udvist passivitet ved ikke at følge op på lovliggørelseskrav vedrørende skurene siden 2008.

Kommunens supplerende bemærkninger

Københavns Kommune fastholdt, at BBR's definition af bebygget areal ikke kunne overføres til byggesagsbehandlingen, og at alle fire skure skulle medregnes i det bebyggede areal. Kommunen ønskede ikke at dispensere fra byplanvedtægten, da formålet var at bevare områdets karakter af åbent og grønt villakvarter. Vedrørende passivitet anførte kommunen, at lovliggørelsesprocessen var genstartet efter ejerskifter, og at klageren var blevet informeret i november 2014. Kommunen fastholdt også afslaget på parkeringspladser med henvisning til byplanvedtægtens formål om at opretholde et åbent og grønt præg, uanset at arealet var udlagt som vejareal.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet vurderede, om Københavns Kommune havde hjemmel til at meddele afslag på ansøgningen om bibeholdelse af skure og etablering af parkeringspladser.

Lovligt eksisterende forhold

Nævnet fastslog, at en byplanvedtægts retsvirkninger alene vedrører fremtidige dispositioner, og at eksisterende lovlige forhold kan fortsætte. Ved genopførelse betragtes det dog som nyopførelse, der skal overholde byplanvedtægtens bestemmelser. Klagerens skur på 21 m² blev vurderet som nybyggeri, da det erstattede et tidligere skur og var flyttet. Derimod lagde nævnet til grund, at skuret på 6 m² var lovligt opført og derfor var eksisterende lovlig bebyggelse, da kommunen ikke havde bestridt klagerens anbringende herom. Kommunen kunne således ikke kræve dette skur fjernet.

De øvrige tre skure

Nævnet vurderede, at byplanvedtægtens punkt 3b, der begrænser det bebyggede areal til 2/7 af grundens nettoareal, omfatter al bebyggelse, herunder overdækninger som halvtage. Klagerens henvisning til BBR's arealvejledning kunne ikke føre til en ændret vurdering. Da det bebyggede areal, inklusive de tre skure, overskred den tilladte grænse, krævede bibeholdelse dispensation efter Planlovens § 19, stk. 1. Nævnet bemærkede, at kommunens afslag på dispensation var en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kunne efterprøve.

Passivitet

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist retsfortabende passivitet. Selvom kommunen havde taget skridt til lovliggørelse i 2008, medførte ejerskifter, at processen skulle genstartes. Klageren overtog ejendommen i december 2013 og blev informeret om de ulovlige forhold i november 2014, hvorefter afslag og påbud fulgte i januar 2015. Klageren kunne derfor ikke have haft en berettiget forventning om, at kommunen havde opgivet at håndhæve de ulovlige forhold.

Parkeringspladser

Byplanvedtægtens punkt 3d fastsætter, at ubebyggede arealer skal anlægges og vedligeholdes som have. Anlæggelse af parkeringspladser krævede derfor dispensation efter Planlovens § 19, stk. 1, og kommunen havde hjemmel til at meddele afslag. Nævnet kunne ikke efterprøve kommunens skønsmæssige afgørelse om afslag.

Nævnet vurderede klagerens anbringende om forskelsbehandling og fandt ikke, at der var tale om sammenlignelige sager, da klageren ansøgte om yderligere ni parkeringspladser ud over de fire eksisterende, hvilket var et væsentligt større omfang end de eksempler, klageren henviste til. Kommunens begrundelse om at sikre områdets karakter af åbent og grønt villakvarter blev ikke fundet usaglig, uanset at arealet var udlagt som vejareal og delvist asfalteret. Klagerens øvrige anbringender om ejendommens klassificering som bydelscenter og nedlæggelse af offentlige parkeringspladser kunne ikke føre til et andet resultat.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede Københavns Kommunes afgørelse af 14. januar 2015 for så vidt angår det ansøgte skur på 6 m². For den øvrige del af afgørelsen, dvs. afslaget på ansøgning om bibeholdelse af de resterende tre skure samt etablering af ni parkeringspladser, kunne nævnet ikke give medhold i klagen. Kommunens afgørelse vedrørende disse forhold står således ved magt.