Klage over Dragør Kommunes afslag på ansøgning om udstykning

Sagen omhandler en klage over Dragør Kommunes afslag på en ansøgning om udstykning af ejendommen [adresse1]. Klager, ejendommens ejer, ansøgte den 11. september 2015 om principiel tilladelse til at udstykke ejendommen i to parceller på henholdsvis ca. 660 m² og ca. 600 m². Den nye parcel skulle vejbetjenes via et koteletben langs det nordlige skel, ca. 1,5 meter fra den eksisterende bolig. Ansøgningen fremhævede, at ejendommen var omfattet af Byplanvedtægt nr. 4, som tillader udstykning ned til 600 m², og at kommunen tidligere havde tilladt lignende forhold i området. Kommunen foretog naboorientering den 6. oktober 2015, og to indsigelser blev modtaget. Den 3. november 2015 besluttede By-, Erhvervs- og Planudvalget i Dragør Kommune at afslå ansøgningen. Afslaget blev begrundet med, at den ansøgte udstykning ville forringe forholdene for den eksisterende bolig væsentligt, og at kommunen ikke var indstillet på at fravige bygningsreglementets afstandskrav på 2,5 meter til skel. Klager påklagede afgørelsen den 18. november 2015 til Natur- og Miljøklagenævnet, idet det navnlig blev anført, at kommunens afgørelse var i strid med lighedsgrundsætningen, da den stred mod tidligere afgørelser i lignende sager, hvor afstandskravet var fraveget. Klager henviste til fire specifikke ejendomme, hvor afstandskravet var fraveget med mellem 20 cm og 200 cm. Kommunen udtalte den 26. november 2015, at ejendommen var omfattet af Byplanvedtægt nr. 4, § 4, litra a, som fastlægger en mindste grundstørrelse på 700 m², men giver mulighed for udstykning ned til 600 m² under visse betingelser. Kommunen vurderede, at den samlede fremtidige bebyggelse ikke ville opnå en kvalitet, der kunne begrunde dispensation fra byplanvedtægtens bestemmelse om mindste grundstørrelse. Kommunen præciserede den 18. december 2015, at de af klager nævnte udstykninger var gennemført i perioden 1974-1988 og ikke kunne danne præcedens for den aktuelle praksis, da de ikke var godkendt ud fra nutidige kvalitetskriterier. Kommunen fastholdt, at afslaget var begrundet i de uacceptable fremtidige bebyggelsesforhold og manglende overholdelse af skelafstand, og at den supplerende udtalelse blot var en uddybning af byplanvedtægtens indhold, ikke en ny begrundelse.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Dragør Kommunes afslag på ansøgning om udstykning. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.

Retlig Prøvelse og Dispensation

Nævnet vurderede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om kommunens afgørelse har hjemmel i planloven og om almindelige forvaltningsretlige regler er overholdt. Det blev fastslået, at byplanvedtægtens § 4, litra a, er en kompetencenorm, der tillader udstykning af grunde ned til 600 m² efter en konkret vurdering. Da de ansøgte parceller var på ca. 660 m² og ca. 600 m², krævede dette en dispensation efter Planloven § 19. Hvorvidt kommunen ønsker at dispensere, er et skønsmæssigt spørgsmål, som nævnet ikke kan efterprøve.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet behandlede klagers anbringende om brud på lighedsgrundsætningen. Lighedsgrundsætningen indebærer, at sammenlignelige sager som udgangspunkt skal have samme resultat, medmindre der er en saglig begrundelse for forskelsbehandling. En kommune kan ændre sin dispensationspraksis, forudsat at det er en generel ændring baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at den nye praksis følges konsekvent. Da de af klager nævnte sammenligningssager lå mellem 27 og 41 år tilbage i tiden, og kommunen havde oplyst, at der siden da var foretaget en praksisændring, fandt Natur- og Miljøklagenævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Begrundelseskravet

Nævnet vurderede, at kommunens oprindelige afgørelse af 5. november 2015 ikke opfyldte begrundelseskravet i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2, da den ikke henviste til den relevante bestemmelse i byplanvedtægten. Dog fandt nævnet, at den mangelfulde begrundelse ikke skulle føre til afgørelsens ugyldighed. Dette skyldtes, at kommunen efterfølgende i sin udtalelse til nævnet havde givet en begrundelse, der opfyldte kravene i forvaltningsloven, idet den henviste til byplanvedtægtens § 4, litra a. På baggrund heraf kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen.