Afgørelse om lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19 til udstykning på [adresse1]

Sagen omhandler en klage over Horsens Kommunes afgørelse af 6. oktober 2015 om at give en lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19 til udstykning af en ejendom på [adresse1]. Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4.

Lokalplanens formål og bestemmelser

Lokalplan 19 har til formål at bevare villakvarterernes oprindelige karakter, begrænse udstykninger og bevare karakteristisk og bevaringsværdig bebyggelse. Ifølge lokalplanens § 4.01 må udstykninger kun finde sted på ejendomme udpeget på kortbilag 3a og 3b, hvilket ikke er tilfældet for den pågældende ejendom. Ejendommen er desuden udpeget med middel bevaringsværdi på kortbilag 2b, jf. lokalplanens § 5. Lokalplanens § 15 giver byrådet mulighed for at meddele dispensation til mindre væsentlige lempelser af planens bestemmelser.

Sagsforløb

Ejendommen blev oprindeligt udstykket i 1916 med en tinglyst servitut, der begrænser yderligere udstykninger. I marts 2013 ansøgte ejeren om udstykning af den 1.817 m2 store ejendom til to parceller på henholdsvis 1.017 m2 og 800 m2. Horsens Kommune meddelte tilladelse i maj 2013 uden at give dispensation fra lokalplanen. Efterfølgende blev en privatretlig servitut tinglyst, der begrænser fremtidigt byggeri på den udstykkede matrikel til ét plan. I 2015 genoptog kommunen sagen efter en henvendelse og erkendte, at en dispensation fra lokalplanen var nødvendig. En høring blev sendt ud til naboer og genboer i juli 2015.

Kommunens afgørelse

Den 6. oktober 2015 traf Horsens Kommune afgørelse om at give lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19, § 4.01. Kommunen begrundede afgørelsen med, at de to nye ejendomme ville have en god størrelse, svarende til omkringliggende ejendomme, og at en bebyggelsesprocent på 25 % ikke ville ændre områdets karakter. Desuden blev det fremhævet, at der var tale om en hjørnegrund, og at der ikke ville opstå en "koteletgrund". Kommunen vurderede, at udstykningen ikke var i strid med lokalplanens formålsbestemmelse og bemærkede, at håndhævelse af den privatretlige servitut fra 2013 måtte ske på privatretligt grundlag.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Grundejerforeningen [forening1] klagede over kommunens afgørelse med flere hovedpunkter:

• Kommunen kunne ikke anvende nabosamtykker fra 1916-deklarationen til at legitimere dispensationen, da private servitutter, der er uforenelige med lokalplanen, fortrænges af denne.
• Kommunen havde ikke hjemmel til at dispensere fra lokalplanens formål om at begrænse udstykninger, da lokalplanen specifikt udpeger, hvilke ejendomme der må udstykkes.
• Ejendommens bevaringsværdi og begrebet "omgivelser" burde forhindre udstykning.
• Kommunens inkonsekvens vedrørende hensyntagen til privatretlige servitutter (2013 vs. 1916).
• Den vedlagte "helhedsvurdering" var udateret, uden angivelse af forfatter og henviste fejlagtigt til Planlovens § 35, som omhandler landzoner.
• Dispensationen var kun underskrevet af en sagsbehandler, og byrådet havde ikke behandlet sagen, hvilket rejste spørgsmål om delegation.

Kommunens udtalelse

Horsens Kommune fastholdt, at dispensationen ikke var i strid med lokalplanens principper, da principperne som hovedregel ikke omfatter udstykning, og formålsbestemmelsen ikke specifikt henviser til § 4.01. Kommunen mente at have overholdt forvaltningslovens krav til begrundelse og anførte, at bevaringsbestemmelserne i § 5 og § 9 ikke indeholder forbud mod udstykning. Vedrørende delegation oplyste kommunen, at forvaltningen havde den fornødne kompetence i henhold til kommunens delegationsplan, og at nabosamtykkerne fra 2013 ikke var lagt til grund for dispensationsafgørelsen.

Klagers supplerende bemærkninger

Klager henviste til en tidligere afgørelse fra Naturklagenævnet (J.nr. 03-31/350-0117 og 03-33/350-0163, offentliggjort som NKO368), hvor Stubbekøbing Kommune ikke havde hjemmel til at dispensere fra udstykning, og argumenterede for, at dispensation kun kan gives ved ekstraordinære forhold. Kommunen svarede, at den nævnte sag adskilte sig væsentligt fra den aktuelle sag.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Horsens Kommunes afgørelse om lovliggørende dispensation fra Lokalplan 19 til udstykning.

Dispensationens lovlighed

Nævnet bemærkede, at efter Planlovens § 18 er lokalplanbestemmelser bindende for borgerne, og dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, kræver dispensation. Udstykningen af ejendommen var ikke i overensstemmelse med lokalplanens § 4.01, da kortbilag 3b ikke viste mulighed for udstykning på ejendommen. Kommunen havde givet dispensation fra denne bestemmelse.

Efter Planlovens § 19, stk. 1 kan en kommune dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planlovens § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser fastsat ud fra formålet, samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer. Nævnet fandt, at lokalplanens formål, som bl.a. er at begrænse udstykninger, ikke medfører, at kommunen er afskåret fra at give dispensation fra lokalplanens § 4.01. Derfor lå dispensationen inden for kommunens kompetence efter Planlovens § 19, stk. 1. Kommunens afgørelse var baseret på en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kunne efterprøve.

Servitutter

Vedrørende privatretlige servitutter bemærkede nævnet, at en kommunes mulighed for at administrere på grundlag af disse fremgår af Planlovens § 43. Da kommunen ikke havde ønsket at bringe denne bestemmelse i anvendelse, og da dette ikke er en afgørelse efter planloven, kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke behandle denne del af klagen.

Delegation

For så vidt angår spørgsmålet om delegation, henviste nævnet til Planlovens § 15, stk. 2, som udtømmende opregner, hvad der kan optages lokalplanbestemmelser om. Der er ikke hjemmel i denne bestemmelse til at fastsætte regler om en kommunes interne kompetencefordeling. Spørgsmål om, hvorvidt forvaltningen er forpligtet til at forelægge en konkret ansøgning for byrådet eller et udvalg, beror alene på kommunens interne beslutninger om delegation inden for rammerne af den kommunale styrelseslov. Nævnet er ikke klageinstans i forhold til sådanne spørgsmål.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.