Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse af garage i Gentofte

Sagen omhandler en klage over Gentofte Kommunes afgørelser af 11. september 2015 og 13. november 2015. Disse afgørelser vedrørte afslag på lovliggørende dispensation fra lokalplanen for en opført garage på ejendommen [adresse1] samt et påbud om lovliggørelse af denne.

Baggrund for sagen

Gentofte Kommune konstaterede, at der var opført en garage på ejendommen uden tilladelse. Den oprindeligt planlagte garage på 35 m² var blevet udvidet til 61 m², hvilket medførte en overskridelse af den tilladte bebyggelsesprocent. Ejendommens ejer, repræsenteret ved advokat, anførte, at vejareal afgivet til A.N. Hansens Allé skulle indgå i beregningen af bebyggelsesprocenten, og at garagen sikrede en god helhedsvirkning.

Kommunens og Statsforvaltningens involvering

Gentofte Kommune varslede i december 2014 et påbud om lovliggørelse af garagen i henhold til byggelovens regler. I februar 2015 meddelte kommunen et påbud om lovliggørelse, da garagen overskred den maksimale bebyggelsesprocent og byggeretten. Dette påbud blev påklaget til Statsforvaltningen, som den 8. september 2015 hjemviste sagen til kommunen på grund af en manglende helhedsvurdering efter byggelovgivningen. Statsforvaltningen fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens beregning af bebyggelsesprocenten baseret på en grundstørrelse på 1107 m².

Kommunens nye afgørelser og klagers indsigelser

Den 11. september 2015 meddelte Gentofte Kommune afslag på retlig lovliggørelse (dispensation) af garagen med henvisning til lokalplanens § 7, stk. 1, der fastsætter en bebyggelsesprocent på 25. Kommunen vurderede, at den opførte garage forøgede bebyggelsesprocenten til 31,4 og skabte en uønsket fortætning i området på grund af dens massive fremtoning mod vej. Samtidig varslede kommunen et nyt påbud om lovliggørelse.

Klager indgav bemærkninger og påklagede afgørelsen, idet det blev anført, at bebyggelsesprocenten var udregnet på forkert grundlag, at kommunens vurdering var ufuldstændig, og at der var anvendt betydelige midler på etableringen af garagen. Klager henviste desuden til lighedsgrundsætningen og anførte, at kommunen havde sat skøn under regel ved at afslå dispensation, mens der tidligere var givet dispensationer til overskridelse af bebyggelsesprocenten på ejendommene [adresse2] og [adresse3].

Den 13. november 2015 meddelte Gentofte Kommune et endeligt påbud om lovliggørelse af garagen med hjemmel i lokalplanens § 7, stk. 1, samt Planlovens § 51, stk. 1 og Planlovens § 63, stk. 1. Kommunen trak samtidig kravet om reduktion af garagens højde tilbage.

Kommunens udtalelser og klagers kommentarer

Gentofte Kommune fastholdt sin beregning af bebyggelsesprocenten og anførte, at garagen skulle vurderes i forhold til A.N. Hansens Allé, som er en villavej. Kommunen mente, at der var foretaget en konkret og individuel vurdering, og at garagens omfang forhindrede en god helhedsvirkning. Vedrørende lighedsgrundsætningen udtalte kommunen, at de nævnte sager på [adresse2] og [adresse3] var omfattet af et andet plangrundlag (Lokalplan nr. 45) og havde særlige forhold, der begrundede dispensationerne. Klager fastholdt sine argumenter og anførte, at kommunens besigtigelse var foretaget på et forkert grundlag, og at hensynet til værdispild burde veje tungere.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4 og kunne ikke give medhold i klagen over Gentofte Kommunes afgørelser om afslag på lovliggørende dispensation og påbud om lovliggørelse af en opført garage.

Dispensation fra lokalplan

Nævnet bemærkede, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planlovens § 18. En dispensation fra lokalplanens bestemmelser kræver kommunens skønsmæssige vurdering. Nævnet lagde kommunens beregning af bebyggelsesprocenten til grund, som var opretholdt af Statsforvaltningen. Da garagen forøgede bebyggelsesprocenten til 31,4, hvilket oversteg lokalplanens grænse på 25% i § 7, stk. 1, krævede det dispensation. Nævnet fandt ikke, at klager havde en berettiget forventning om, at kommunen ville undlade at kræve forholdet lovliggjort, da kommunen varslede påbud i rimelig tid.

Skøn under regel

Nævnet vurderede, at kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af det ansøgte og ikke må sætte skøn under regel. Det er dog ikke i strid med forbuddet mod "skøn under regel", at en kommune har en restriktiv praksis, så længe der foretages en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Da kommunen havde foretaget en besigtigelse og begrundet afslaget med, at garagen skabte en uønsket fortætning og havde en massiv fremtoning mod vej, fandt nævnet ikke grundlag for at antage, at kommunen havde sat det lovpligtige skøn under regel.

Lighedsgrundsætningen

Nævnet vurderede, at kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, som indebærer, at sammenlignelige sager skal have samme resultat. Klager havde henvist til dispensationer givet på ejendommene [adresse2] og [adresse3]. Nævnet bemærkede, at disse ejendomme var omfattet af en anden lokalplan (Lokalplan nr. 45) og havde særlige forhold, der begrundede dispensationerne (f.eks. beboerens særlige behov, karnap og trappetårn). På denne baggrund fandt nævnet ikke, at de anførte sager var sammenlignelige, og at kommunens afslag i den aktuelle sag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Påbud om lovliggørelse

Nævnet henviste til Planlovens § 51, stk. 1, hvorefter kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af planloven og lokalplaner. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning, jf. Planlovens § 51, stk. 5. Pligten til at berigtige et ulovligt forhold påhviler ejeren, jf. Planlovens § 63, stk. 1.

Nævnet kan i forbindelse med en kommunes tilsynsafgørelse tage stilling til spørgsmål om overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet. Proportionalitetsprincippet indebærer, at det mindst indgribende middel skal anvendes. Hensynet til at undgå værdispild er sagligt, men står i modsætning til hensynet til retshåndhævelsen. Nævnet fandt ikke, at der i sagen var særlige forhold, der kunne begrunde, at hensynet til kommunens håndhævelse af lokalplanens § 7, stk. 1, burde vige. Dette skyldtes, at der var tale om en overskridelse af en allerede overskredet bebyggelsesprocent, og at det drejede sig om lovliggørelse af en garagebebyggelse.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.