Afgørelse i sag om Silkeborg Kommunes dispensation fra lokalplan 10-014 til etablering af vejadgang

Sagen omhandler klager over Silkeborg Kommunes afgørelser vedrørende etablering af et parkeringsanlæg under Silkeborg Torv, herunder dispensation fra lokalplan 10-014 og afgørelser om ikke-VVM-pligt for anlægget og en ændret transportrute i anlægsfasen. Klageren, en advokat på vegne af en virksomhed, der ejer en ejendom med hotel ved torvet, har indbragt sagen for Natur- og Miljøklagenævnet. Senere er klagen over den ændrede transportrute indbragt på vegne af beboere ved den nye rute.

Kommunens oprindelige afgørelser

Silkeborg Kommune meddelte den 26. august 2015 dispensation fra lokalplan 10-014 til etablering af vejadgang fra Rådhusgade til parkeringskælderen. Den 7. oktober 2015 offentliggjorde kommunen en afgørelse om, at etablering af parkeringsanlægget under Silkeborg Torv samt vejadgang til anlægget ikke var VVM-pligtigt. Endelig traf kommunen den 11. januar 2016 afgørelse om, at en ændring af transportruten til og fra byggepladsen i anlægsperioden heller ikke var VVM-pligtig.

Klager over dispensation fra lokalplanen

Klageren gjorde gældende, at projektet stred mod lokalplan 10-014's formål og principper, og at vejadgangen var en væsentlig ændring, der krævede en ny lokalplan. Det blev også anført, at det var uklart, hvilken ansøgning kommunen havde behandlet, da der var indgivet to ansøgninger, og at dispensationer fra lokalplanens §§ 4.1 og 5.1 ikke var blevet korrekt ansøgt om eller hørt. Klageren mente, at dispensationen var et 'carte blanche' og at kommunen planlagde uden for lokalplanens område. Desuden blev det anført, at kommunen havde indgået en aftale om overdragelse af offentligt vejareal uden hensyntagen til vejlovgivningen, og at planloven ikke tillader kommunen at indgå forpligtende aftaler, der forudsætter ændringer i gældende lokalplaner, før dispensationer er behandlet.

Klager over afgørelser om ikke-VVM-pligt

Klageren anførte, at kommunens VVM-screening var utilstrækkelig, overfladisk, udokumenteret og mangelfuld, da den savnede basale oplysninger og vurderinger af potentielle miljøpåvirkninger. Det blev fremhævet, at projektet ikke var færdigt, og at screeningen ikke havde taget højde for en alternativ forankringsmodel (slidsevæg i stedet for jordankre), hvilket kunne påvirke støjniveauet. Klageren mente, at forsigtighedsprincippet burde udløse VVM-pligt ved tvivl om negative miljøpåvirkninger. Derudover blev screeningen kritiseret for manglende oplysninger om anlæggets dimensioner, ressourceforbrug, affaldsproduktion, emissioner, trafikbelastning, risikofaktorer og grundvandssænkningens effekt på omkringliggende bygninger. Klageren stillede spørgsmålstegn ved kommunens objektivitet og anmodede om opsættende virkning for klagerne.

Vedrørende den ændrede transportrute i anlægsfasen blev det anført, at kommunens vurdering var mangelfuld, og at der manglede afklaring af den nye rutes følsomhed over for rystelser, støj, støv, udstødningsgasser og lys. Klagerens ejendom fra 1928 blev fremhævet som særligt følsom over for rystelser. Det blev også bemærket, at den oprindelige VVM-vurdering var mangelfuld i forhold til alternativer, da en alternativ transportrute nu var fundet.

Kommunens bemærkninger

Kommunen oplyste, at der var to projekter og to ansøgere, men at ansøgningsmaterialet var tilstrækkeligt til at forstå projekterne og gennemføre nabohøring. Kommunen fastholdt, at dispensationen ikke stred mod lokalplanens formål og principper, og at ændringen af vejadgangen var en mindre afvigelse, der ikke udløste lokalplanpligt. Vedrørende VVM-screeningen fastholdt kommunen, at der var tilvejebragt tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, at projektet ikke medførte væsentlige miljøpåvirkninger. Kommunen bemærkede, at en eventuel ændret forankringsmetode ville blive vurderet separat, og at mindre justeringer af matrikelgrænsen var uden betydning for VVM-afgørelsen. Støj- og trafikvurderinger blev anset for tilstrækkelige, og grundvandssænkning forventedes ikke at forårsage skade. Kommunen afsluttede med at anføre, at sagen var behandlet i overensstemmelse med gældende lovgivning og god forvaltningsskik.

Supplerende bemærkninger

Klageren fastholdt, at projektets ændrede karakter og omfang krævede et nyt planforslag, og henviste til, at Vejdirektoratet havde kendt kommunens ekspropriationsafgørelse for jordankre ulovlig, hvilket havde startet en ny planproces.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagerne over Silkeborg Kommunes afgørelser. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1.

Nævnet kan efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4 alene tage stilling til retlige spørgsmål, ikke skønsmæssige spørgsmål eller privatretlige aftaler.

Klage over dispensation fra lokalplan

Nævnet vurderede, at bestemmelserne i lokalplanens §§ 4.1, 5.1 og 5.3 om parkeringskælderens udstrækning og vejadgang ikke udgør en del af lokalplanens principper, da de ikke specifikt er henvist til i formålsbestemmelsen. Derfor fandt nævnet, at det ikke var i strid med principperne i lokalplanen at dispensere fra disse bestemmelser, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1, kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. [Planlovens § 19, stk. 2]. Kommunens skønsmæssige afgørelse om dispensation kunne ikke efterprøves.

Vedrørende nabohøring fandt nævnet, at kommunen havde opfyldt kravene i [Planlovens § 20, stk. 1], da høringsmaterialet var tilstrækkeligt til at forstå de fysiske forhold efter dispensationen. Nævnet fandt heller ikke, at ændringen i form af vejadgang via Rådhusgade havde en sådan karakter, at den udløste krav om vedtagelse af en ny lokalplan, jf. [Planlovens § 13, stk. 2]. Dette skyldtes, at selvom der ville være øget trafikbelastning, var omfanget og karakteren ikke tilstrækkelig til at kræve lokalplanpligt for en allerede etableret vej.

Klage over afgørelser om ikke-VVM-pligt

Nævnet henviste til reglerne om VVM-pligt i [Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning § 2, stk. 1] og [Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning § 2, stk. 8], samt screeningskriterierne i [Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning § 3, stk. 1] og bilag 3.

Etablering af parkeringskælder samt vejadgang

Projektet er omfattet af [Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning bilag 2, punkt 11a]. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at miljøpåvirkningerne fra etableringen af parkeringsanlægget med vejadgang ikke ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed udløse krav om en VVM-redegørelse. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en mindre trafikal påvirkning og en tidsbegrænset påvirkning i anlægsfasen. Kommunens vurderinger og oplysningsgrundlag blev ikke fundet mangelfulde, og de matrikulære forhold blev anset for uden betydning for afgørelsens gyldighed.

Ændring af transportruten i anlægsfasen

Projektet er omfattet af [Bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning bilag 2, punkt 14]. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at miljøpåvirkningerne fra den ændrede transportrute ikke ville medføre væsentlige indvirkninger på miljøet og dermed udløse krav om en VVM-redegørelse. Nævnet lagde vægt på, at transporten ville foregå i dagtimerne i en begrænset periode.

Samlet set fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelser. Kommunens afgørelser står således ved magt.