Dispensation fra byplanvedtægts etageantal til etablering af tagterrasse og drivhuse

Sagen omhandler en klage over Københavns Kommunes byggetilladelse til opførelse af en beboelsesejendom på [adresse1]. Tilladelsen inkluderede en dispensation fra Byplan 85 til at etablere private tagterrasser med trappehuse og drivhuse i 4. sals højde. Ejendommen er beliggende i et område, hvor byplanvedtægten foreskriver en maksimal bygningshøjde på 3 etager.

Klagernes indvendinger

Klagere, som er naboer til byggeriet, gjorde gældende, at tagterrasserne ville medføre betydelige indbliksgener og forringe deres ejendommes værdi. De anførte desuden, at bygningen var for markant i højde og dybde i forhold til områdets øvrige bebyggelse. Et centralt punkt i klagen var, at bygningens stueetage var hævet markant over terræn for at skabe plads til en parkeringskælder, hvilket yderligere forøgede bygningens samlede højde. Klagere mente, at dispensationen var en omgåelse af byplanvedtægten og ville skabe præcedens.

Kommunens begrundelse

Københavns Kommune fastholdt, at byplanvedtægtens etageantal ikke forhindrede etablering af en parkeringskælder, der hævede stueetagen. Kommunen vurderede, at der ikke var tale om en egentlig etageforøgelse, men blot udnyttelse af taget til terrasser. Desuden blev det anført, at bygningshøjden var tilpasset områdets karakter, som i forvejen havde varierende etageantal. Kommunen dokumenterede, at kælderens loft intet sted lå mere end 1,25 meter over det naturlige terræn, hvorfor den planmæssigt skulle betragtes som en kælder og ikke en etage.

Natur- og Miljøklagenævnet gav ikke medhold i klagen og stadfæstede Københavns Kommunes afgørelse om at dispensere fra Byplan 85.

Nævnets kompetence og retlige vurdering

Nævnet fastslog indledningsvist, at det kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Spørgsmål om ejendomsværdi, herlighedsværdi og indbliksgener, som reguleres af byggeloven, faldt uden for nævnets kompetence.

Vurdering af dispensationen

Nævnet lagde kommunens oplysninger til grund for, at den hævede kælder planmæssigt skulle betragtes som en kælder og ikke en etage, da loftet ikke oversteg 1,25 meter over terræn. Projektet krævede derfor en dispensation fra byplanvedtægtens § 6 om maksimalt 3 etager.

I henhold til Planloven § 19, stk. 1, kan en kommune dispensere, så længe det ikke strider mod planens principper. Nævnet vurderede, at bestemmelsen om etageantal i Byplan 85 var en detaljeret bebyggelsesregulerende bestemmelse og ikke et af planens bærende principper. Derfor havde kommunen kompetence til at meddele dispensationen.

Da dispensationen lå inden for kommunens kompetence, var selve beslutningen om at give den et skønsmæssigt anliggende, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kunne efterprøve. For så vidt angår klagepunktet om, at det opførte byggeri afveg fra det godkendte projekt, henviste nævnet til, at tilsynet med overholdelse af planloven påhviler kommunen, jf. Planloven § 51, stk. 1.